Gymnasieelever på arbejde i den gode sags tjeneste

26. november 2018

 

Det var et syn ud over det sædvanlige i ØICCs sekretariat onsdag d. 7. november. Her havde 11 unge elever fra Ørestad Gymnasium nemlig trukket i arbejdstøjet for at tjene en ærlig dags løn. Penge, der hverken gik til eleverne selv eller gymnasiet, men til Operations Dagsværk.

Dagsværksdagen er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor alle de gymnasier, der deltager, giver deres elever fri til at tage ud og lægge 5 timers arbejde i forskellige virksomheder. Betalingen pr. elev man ansætter er 350 kr. Et beløb, der i år er gået ubeskåret til at hjælpe grønlandske unge bl.a. med socialt entreprenørskab og give dem værktøjer til at skabe forandring i deres lokalsamfund.

ØICCs to projektassistenter Andreas og Laurits tog imod eleverne og satte dem i gang med en større research opgave. I ØICC er vi nemlig ved at udarbejde en business case for hele innovationsdistriktet i Ørestad baseret på data, vi har fået fra Danmarks Statistik. En rugbrødsopgave, vi var mere end begejstrede for at få assistance til fra nogle af de skarpeste unge it-hoveder i Ørestad.

Dagen igennem fik eleverne redskaber til, hvordan de laver datasøgning, og de fik indblik i, hvordan en rigtig arbejdsdag kan se ud. Eleverne blev budt på frokost, hvor de fortalte om, hvordan det er at gå på et moderne gymnasium. Hvor der ikke er nogen fysiske lærebøger, fordi alt foregår elektronisk på computere og iPads. Hvor eleverne bliver uddannet ikke bare til at kunne fortsætte på universitetet, men til at blive ’changemakers’, der vil og tør ændre samfundet og tage ansvar. Og hvor det globale udsyn spiller en helt central rolle igennem hele deres uddannelse.

Dagen sluttede kl. 15.00, hvor vi sagde farvel og på gensyn og takkede dem for indsatsen. Det var et imponerende stykke arbejde, de nåede at få lavet. Og overvejer du, om din virksomhed skal ansætte et par dagsværkere fra Ørestad Gymnasium næste år, kan vi på det varmeste anbefale det. Du kan læse meget mere her.

I det hele taget er Ørestad Gymnasium en fantastisk samarbejdspartner i ØICC med en stor talentpulje og en rektor og stab med visioner for gymnasiet, som engagerer sig i alt fra netværk til konferencer og nytænkende projekter i ØICC.

Skriv til os, og adm. direktør Carolina Benjaminsen vil kontakte dig.

Accepter venligst betingelserne! E-mail eller navn mangler at blive udfyldt! E-mailen er ikke gyldig! Beskeden kunne ikke sendes! Tak for din tilmelding! Du vil høre fra os snarest.