Kan man fjerne mikroplast fra regnvand?

I sidste uge lagde ØICC vejen forbi Ørestad Vandlaug, der varetager den daglige drift af hele kanalsystemet i Ørestad. Kanalsystemet er et af Ørestads vartegn og binder bydelen smukt sammen. Men som vi erfarede, er kanalsystemet meget mere end et æstetisk element. Det klimasikrer og udgør samtidig rammerne om et banebrydende forskningsprojekt, der kan få stor betydning, ikke kun for Ørestad, men for resten af verden.

Utilsigtet klimatilpasning

Regnen stod ned og fyldte meget passende kanalerne op, da Gertrud Birke, formand for Vandlauget, tirsdag eftermiddag tog imod ØICC ved rensningsanlægget. Kraftige regnskyl, endda voldsomme skybrud, betyder dog ikke overfyldte kloaker, søer på vejbanerne og våde kælderrum. For modsat resten af København, hvor regn og spildevand samlet ledes ned i alt for små kloakrør, løber regnvandet fra alle hustage i Ørestad ud i kanalerne.

I 1994, da man udskrev arkitektkonkurrencen for Ørestad, var skybrud og klimaforandringer (endnu) ikke højt på dagsorden. Alligevel havde man indskrevet et krav i arkitektkonkurrencen om et blåt element. Held eller fremsyn? Uanset, hvordan man vælger at anskue det, blev det årsagen til, at Ørestad i dag er et af de mest klimasikre områder. Og ifølge Frank Hallig, projektchef i Rambøll, findes der ikke lignende kanalsystemer i den skala noget sted i verden.

Mikroplast i regnvand

Mens klimaforandringer i flere år har været fremme i folks bevidsthed, er det først nu ved at gå op for os, hvor omfattende et problem vi står over for med mikroplast i vores vand. I USA og Japan er man begyndt at måle på indholdet af mikroplast i regnvand, og man har fundet ud af, at cirka 60 % stammer fra afslidte bildæk. Men selvom det er lykkedes at måle tilstedeværelsen af mikrogummi, er det endnu ikke lykkedes nogen i verden at fjerne det.

Det vil man nu til at lave om på i Ørestad, hvor Krüger, Aalborg Universitet og Tårnby Kommune sammen med Ørestad Vandlaug er gået sammen om et forskningsprojekt. På Vandlaugets rensningsanlæg, hvor det beskidte vand fra vejbanerne i Tårnby ledes igennem inden det når kanalerne i Ørestad, vil man de næste tre år teste to nye renseteknologier. Målet er at blive de første til at kunne udskille de små plasticpartikler fra vores vand. Læs mere om projektet her.

Fisk og grøntsager på toppen af Fields

Vandlauget får mange forskellige henvendelser, bl.a. fra virksomheden Refarmed, der vil bruge vandet fra kanalerne og overskudsvarmen fra Bilka til at gro grøntsager og opdrætte fisk på taget af Fields. Det har Vandlauget indvilliget i, så måske kan vi snart hente lokale varer på taget af det store shoppingcenter.

Det er dog ikke kun virksomheder, kommuner og forskere, der har gavn af kanalsystemet og Vandlauget. Det gælder faktisk alle bydelens beboere og besøgende. Og for Gertrud Birke er det særlig vigtigt, at kanalerne bringer liv og aktivitet i Ørestad. Derfor har hun sørget for, at der tre steder i Ørestad er kajakker, som alle kvit og frit kan benytte. Ligeledes har Vandlauget afsat en pulje penge, som man kan søge til forskellige aktiviteter, som IT Universitetet, der hvert år afholder den populære CampusCup. Læs mere om, hvor du finder kajakkerne, og hvordan du søger aktivitetspuljen her.

Skriv til os, og adm. direktør Carolina Benjaminsen vil kontakte dig.

Accepter venligst betingelserne! E-mail eller navn mangler at blive udfyldt! E-mailen er ikke gyldig! Beskeden kunne ikke sendes! Tak for din tilmelding! Du vil høre fra os snarest.