Studerende bringer ny viden til virksomhed

17. januar 2019

I september blev et nyt semestersamarbejde mellem 36 studerende fra Aalborg Universitet CPH og Rambøll skudt i gang. Idéen var at koble de studerende på reelle projekter og problemstillinger i Rambøll, så det de studerende leverede fik værdi og levetid ud over deres eksamen. Den 17. januar kulminerede samarbejdet, da de studerende pitchede deres projekter for Rambøll. Her kan du læse, hvordan det gik.

Der var spænding i luften, da de studerende, deres undervisere samt medarbejdere fra både AAU CPH, Rambøll og ØICC satte sig til rette i Rambølls store auditorie. En glad Søren Brøndum, Rambølls direktør for byg og bestyrelsesformand i ØICC, bød salen velkommen. Han understregede, at bæredygtighed er et vigtigt indsatsområde for Rambøll, hvorfor han glædede sig over, at de studerende, der alle læser kandidaten i Sustainable Cities, kunne være med til at bringe ny viden til virksomheden om netop dette.

Otte grupper skulle på banen, og med tre timer til både præsentationer og spørgsmål havde de studerende en stram tidsplan at overholde. Det var nu ikke noget problem. De udviste stor professionalisme, kom velforberedte og formåede at holde tiden.

Grupperne havde valgt at dykke ned i meget forskellige problemstillinger inden for bæredygtigt byggeri, energi og transport. Mens nogle præsenterede nye modeller for forholdet mellem liveability og bæredygtighed baseret på komplekse analyser af eksisterende assessment tools, havde andre kortlagt hele netværket af aktører inden for affaldshåndtering i byggeindustrien for at identificere, hvem i netværket, der sidder med magten til at minimere affaldsmængden. Én gruppe fokuserede på design for dissassembly i byggeri, en anden på Environmetal Product Declarations (EPDs), mens grupperne inden for energi havde valgt at kaste sig ud i komplekse udregninger og analyser for at kortlægge potentialet for bæredygtige energiformer som electrofuel.

Alt i alt var niveauet for præsentationerne meget højt. Og kiggede man rundt i salen, sad flere af Rambølls ansatte og tog noter, inklusiv Søren Brøndum selv.

Nu skal samarbejdet formelt evalueres, men første indtryk er stor tilfredshed på begge sider. Det lover godt for fremtidige samarbejder af lignende karakter, hvor studerende får lov at omsætte deres kompetencer til resultater med værdi, der rækker langt ud over eksamen.

Skriv til os, og adm. direktør Carolina Benjaminsen vil kontakte dig.

Accepter venligst betingelserne! E-mail eller navn mangler at blive udfyldt! E-mailen er ikke gyldig! Beskeden kunne ikke sendes! Tak for din tilmelding! Du vil høre fra os snarest.