Vil du være med til at samle skrald i Ørestad?

Mandag den 29. april 2019 går Dell Technologies’ medarbejdere på gaden for at samle affald i Ørestad. Udstyret med handsker, gribestænger og poser, støvsuger de dele af bydelen for skrald. Men hvorfor, tænker du nok? Hvad får Dell ud af det? Og kan du selv være med? For det er da i grunden ret inspirerende at se en virksomhed gå forrest i kampen mod affald.

Hvorfor samler de skrald i Dell Technologies?

I slutningen af april markeres Earth Day verden over. En dag, hvor millioner af mennesker er på gaden for at sætte fokus på degraderingen af vores miljø. Men i Dell har de taget det skridtet videre og erklæret Earth Month.

’Vi har lagt op til, at alle Dells kontorer laver en aktivitet i løbet af Earth Month, fx i form af affaldsoprydning i deres lokalmiljø. Og at de rækker ud til andre virksomheder med samme passion for at se, om man kan gøre noget større sammen’, siger Julie Rosendal, der er Channel Marketing Manager i Dell og programleder for ’Planet’, som er af flere Employee Resource Groups i Dell Technologies.

Frivilligheden i højsædet

Dell har 13 Employee Resource Groups fordelt globalt, hvori mere end 37.000 medarbejdere er involveret på frivillig basis i de mere end 300 lokale afdelinger på tværs af mere end 60 lande. ’Planet’ er en af disse grupper, og her er Julies rolle at agere bindeled mellem det globale team med de overordnede strategier og alle de lokale afdelinger. ’Det er en måde, hvorpå vi forsøger at dele viden og udnytte hinandens idéer på tværs. Det er en frivillig rolle, som jeg får meget ud af, og det er en super interessant vej at få netværk på tværs af hele organisationen med medarbejdere, der sidder i vidt forskellige roller og lande’.

I Ørestad ledes den lokale Planet-gruppe af René Poulsen, projektleder i Dells services afdeling. ’ Det at kunne kombinere mit arbejdsliv med at drive nogle frivillige initiativer, der optager mig, gør at det er sjovt at komme på arbejde.’ Han kunne godt tænke sig, at fokus på affald fik større opmærksomhed og førte til adfærdsændring blandt medarbejdere både i og uden for arbejdspladsen.

Høje ambitioner både på Dell og Ørestads vegne

Indtil videre har Rene og hans kollegaer været alene på affaldsindsamling, men håbet er at udbrede arrangementet til resten af bydelen og få de andre virksomheder i Ørestad Innovation City Copenhagen med. At tage affaldsindsamlingen til skala og skabe et affaldsfællesskab på tværs af Ørestad. ’Ørestad er jo en relativt ny bydel. Vi har muligheden her for at gøre tingene på en ny måde’, siger Julie.

Noget af det, der også er kommet stort fokus på i Dells ledelse er ambitionen om at blive ’plastic free’. At der bliver tænkt over, hvilke materialer, der bruges ved events og i kontorerne og forsøge at undgå plastic.

Vil du være med?

Hvis du synes det kunne være sjovt at være med til affaldsindsamling er du velkommen til at slutte dig til Dell, når de går på gaden d. 29. april. De laver to indsamlinger i løbet af dagen, én kl. 10.00 og én kl. 13.00, hver af en times varighed og starter ud ved KLP’s bygning på Arne Jacobsens Allé 15-17, 2300 København S.

Dell vil som noget nyt også indføre en affaldsindsamling i Ørestad i september i forbindelse med World Clean-Up Day. Og hvis andre virksomheder planlægger noget lignende eller kunne tænke sig at være med, kan man kontakte Rene Poulsen på Rene.Poulsen@dell.com

Skriv til os, og adm. direktør Carolina Benjaminsen vil kontakte dig.

Accepter venligst betingelserne! E-mail eller navn mangler at blive udfyldt! E-mailen er ikke gyldig! Beskeden kunne ikke sendes! Tak for din tilmelding! Du vil høre fra os snarest.