ØICC samarbejder med Ørestad Gymnasium

ØICC har i 2026 et særligt fokus på unge og arbejder blandt andet med at understøtte aktiviteter, der giver en stærkere kontaktflade mellem bydelen og målgruppen. Som en del af det strategiske fokusområde indgår ØICC i en bred vifte af aktiviteter med henblik på at engagere de 16-29 årige i Ørestad.

I maj måned har ØICC samarbejdet med Ørestad Gymnasium valgfagslinje i erhvervsøkonomi, hvor de dygtige og kreative elever har arbejdet med at udtænke og konkretisere virksomhedsidéer, som en del af forløbet ’European Business Games’. Her har Jacob Vestlev, Innovationskonsulent i ØICC, tidligere på året undervist eleverne i innovation, blandt andet i hvordan man undersøger og definerer problemer, hvordan man tester sine virksomhedsidéer og hvordan man inddrager potentielle kunder og brugere i den proces. Eleverne har sidenhen arbejdet intensivt frem mod finalen d. 5. maj, med at videreudvikle både deres idé og businesscase. Til finalen var 6 virksomhedsidéer udvalgt til at pitche i et ægte løvens hule format.

Det har været en rigtig spændende oplevelse at være med til at se hvordan eleverne har tænkt ud af boksen, udfoldet deres idéer og til sidst at opleve dem pitche og svare på spørgsmål til finalepræsentationerne” – Jacob Vestlev, ØICC.

Til finalen havde alle grupperne forstået at undersøge og definere konkrete problemstillinger, hertil at udforme og udvikle løsninger, hvor de udviste god indsigt i hvordan løsningerne ville se ud som rigtige virksomheder, både med fokus på koncept, forretning og organisering. Flere grupper havde også designet brugerrejser, så man fik et godt indblik i hvordan koncepterne anvendes og skaber værdi.  

Eleverne var gode til at præsentere og svare på spørgsmål. De havde lavet markedsundersøgelser og designet deres idéer, så de var til at forstå. Det var tydeligt at der var lagt tanke bag ord og flere af idéerne havde potentiale til at der kunne blive arbejdet videre med dem” – Jacob Vestlev, ØICC

 Til trods for at alle finaleidéerne var gode og blev præsenteret godt, var der alligevel én case der stak ud. De to elever Malte Knop og Ali Navid havde set et hul i markedet, hvor de formåede at tappe ind i de eksisterende klimaudfordringer ved at producere og sælge mere klimavenlige gulve som kerneydelse. Virksomheden, som de har kaldt Green Earth Flooring, producerer bæredygtige gulve i bambus, der er forarbejdet gennem Strand-Woven Technology, hvor de hærder bambussen under ekstrem varme og pres. Dermed anvender de teknologi til at løse samfundsmæssige udfordringer og skabe værdi i et eksisterende marked. De havde derudover udarbejdet en fin case, som de fik præsenteret godt og så var de gode til at svare på de spørgsmål der kom fra dommerpanelet.

 

Igen i år var det en god og spændende oplevelse at være med til både at undervise eleverne og at være med som dommer i finalen. I ØICC glæder vi os til at fortsætte det gode samarbejde med Ørestad gymnasium og ikke mindst til næste års European Business Games.”

- Jacob Vestlev.

Fra ØICCs side skal der lyde et stort tillykke til Ali og Malte med deres vindercase i EBG. Udover sejrstitlen, fulgte der også 4 biografbilletter med, der blev overrakt af dommerne.