Kalder alle bilister: prøv en el-cykel gratis i en måned

Har du langt til arbejde? Og kunne du godt tænke dig at skifte bilen ud med en el-cykel? Så har du nu muligheden for at prøve det af og se, om det er noget for dig. Og endda helt gratis.

I samarbejde med Københavns Kommune, giver vi i år i forbindelse med ØRESTAD CYKLER TIL ARBEJDE en håndfuld medarbejdere i Ørestad mulighed for at låne en el-cykel i hele maj måned.

Hvad skal der til for at få stillet en el-cykel til rådighed?

Vi fordeler cyklerne efter først-til-mølleprincippet, og der er følgende krav for at kunne låne en el-cykel:

  • Du tager normalt bilen til arbejde mindst tre dage om ugen

  • Du har 5 km eller mere til arbejde

  • Du er klar på at cykle til arbejde i maj måned

  • Du deltager i ØRESTAD CYKLER TIL ARBEJDE

  • Du har lyst til at dele din pendlerhistorie til inspiration for andre

Lyder det som dig? Så skriv en mail til mr@oicc.dk, om at du gerne vil have en el-cykel stillet til rådighed i maj. Så kontakter vi dig.

Positive erfaringer fra tidligere forsøgsordninger

Målet med at stille el-cykler til rådighed i forbindelse med ØRESTAD CYKLER TIL ARBEJDE er selvfølgelig at inspirere folk til nye transportvaner ved prøve et alternativ til bilen af. Men virker det?

”Erfaringer fra lignende indsatser i supercykelstisamarbejdet har vist, at det at stille el-cykler til rådighed i en begrænset kampagneperiode, kan give folk lyst til at ændre deres transportvaner. Fremfor traditionelle kampagner, der nøjes med at informere om de mange fordele ved at cykle, giver dette tiltag mulighed for at fokusere på de mange lavpraktiske ting i hverdagen, der skal gå op, for at man kan skifte bilen ud med cyklen. For mange viser det sig, at når de først har vænnet sig til det, ønsker de ikke at pendle i bil, og køber selv en el-cykel eller racercykel. Selvom cyklen er et populært transportmiddel i Københavns Kommune, kan vi se, at den især bruges på kortere distancer. El-cykler kan gøre cyklen til et konkurrencedygtigt alternativ til bilen på mellemlange afstande,” fortæller Marie Kåstrup, programleder i Københavns Kommunes cykelprogram.

Forbedring af Ørestads cykelnet på vej

I ØICC er vi meget glade for samarbejdet med Københavns Kommune og beslutningen om at bakke op om bydelsdysten i Ørestad. Og det er ikke den eneste indsats, som Kommunen har planlagt i Ørestad.

”Der er planlagt en kommende forbedring af cykelinfrastrukturen i området, hvor en ny supercykelsti vil forbedre fremkommeligheden for cyklister på Ørestads Boulevard. Ved at lave målrettede tiltag mod borgere og virksomheder i forbindelse med planlagte infrastrukturforbedringer, kan vi sikre, at mange flere bliver klar over de forbedrede forhold. Vi håber, at vores erfaringer i Ørestad på sigt kan opskaleres til andre bydele, hvor der ligeledes er en stor koncentration af arbejdspladser og nye tilflyttere, og hvor cykelinfrastrukturen opgraderes,” forklarer Marie Kåstrup.

Læs også

Tilmeld jer ØRESTAD CYKLER TIL ARBEJDE

Gratis cykeltjek og morgenkaffe ved Islands Brygge metrostation

Kom til festligt cykeltopmøde og præmieoverrækkelse