Har du en kollega eller nabo, der er lokal ildsjæl, eller kender du en virksomhed eller forening i Ørestad, der gør en forskel? Så er det nu, du kan være med til at hylde dem! Ørestad Ildsjælepris er en ny årlig pris, der sætter spot på dem, der får fællesskabet, idéerne og bylivet til at blomstre – og du kan være med til at pege på, hvem der fortjener hæderen.
To kategorier med samme formål
Prisen uddeles i to kategorier: Én til en enkeltperson og én til en virksomhed, afdeling eller forening. Uanset kategori handler det om at fremhæve dem, der arbejder for fællesskab, innovation og synlighed i Ørestad – og som gør en indsats, der fortjener at blive set og fejret.
Finale på kulturdagen
Vinderne kåres på Under Åben Himmel – Ørestad Kulturdag lørdag den 13. september - en festdag med fællesskab, foreningsliv og masser af liv. Ud over æren følger en præmie på 10.000 kr. og en feature i Ørestad Avis.
Et stærkt lokalt samarbejde
Bag Ildsjæleprisen står ØICC og Ørestad Avis i samarbejde med By & Havn og Field’s. Formålet er at styrke kendskabet til de mennesker og initiativer, der løfter Ørestad i det daglige – ofte uden selv at gøre opmærksom på det.
Hold øje med Ørestad Avis og vores kanaler i løbet af august og september, hvor vi dykker ned i historierne bag nomineringerne – og gør klar til at stemme.
Kriterier for bedømmelsen
Den/de indstillede gør en særlig indsats for at
· Skabe lokalt fællesskab, få mennesker, kolleger eller virksomheder til at mødes og dele noget.
· Bidrage til bylivet med aktiviteter, kulturelle tilbud eller praktiske løsninger.
· Gøre Ørestad mere levende, mere menneskelig og mere sammenhængende.
· Sætte Ørestad på landkortet, så både lokale og andre får øjnene op for, hvad der sker.
· Understøtte innovation eller entreprenørskab i lokalområdet.
Sådan nominerer du
Kender du én, der fortjener Ildsjæleprisen? Så udfyld skemaet nedenfor. Alle forslag screenes og sendes videre til Ørestad Avis, som løbende dækker konkurrencen. De nominerede offentliggøres i sensommeren, hvor vi alle får mulighed for at stemme på vores favoritter.