Small Green Steps – hen mod Scope 3

Kravene til virksomheders reduktion af deres medvirken til udledning af drivhusgasser skærpes løbende, og der bliver arbejdet på højtryk med de mange punkter i Drivhusgasprotokollen. Københavns Teknik- & Miljøborgmester, Line Barfod, sagde på en tidligere ØICC-konference, at vi ikke kommer uden om at skulle ændre vores adfærd, hvis vi skal komme i mål – og dagligdags adfærd er et af de vanskeligste områder at ændre.

 

Derfor tilbyder ØICC med Small Green Steps en mulighed for at få viden om aktuel forskning i og erfaringer med at skabe adfærdsændringer. Der bliver også lejlighed til at relatere viden fra konferencen til din egen virksomhed såvel som at sparre med andre organisationer om, hvad de gør.

 

Kapaciteter deler ud af deres viden

 

Pelle Guldborg Hansen, en af Danmarks største kapaciteter inden for nudging vil give os indsigt i og værktøjer til, hvordan vi kan hjælpe til mere bæredygtige handlinger adfærd i vores organisationer, hvad enten det gælder medarbejdere, studerende, beboere eller gæster. Kristoffer Ravnbøl vil med cases fra Behave Green fortælle, hvordan de har hjulpet både virksomheder og kommuner med at motivere og uddanne til mere grøn adfærd.

 

Rammen for det hele bliver sat af Jesper Claus Larsen, der med sine mange års erfaring med meningsmålinger vil give os indsigt i, hvad danskerne synes om at skulle ændre vaner for klimaets skyld. Som opfølgning på disse data, fortæller Peter Bjørn Larsen om helt nye muligheder for at bruge data som grundlag til at nudge til bæredygtighed i større sammenhænge med Københavns Kommune som eksempel.

 

Konkrete værktøjer til brug i virksomheden

 

Formålet med konferencen er, at alle deltagere går derfra rustet med både overordnet viden og konkrete værktøjer til at kunne tage små grønne skridt i egne virksomheder. Derfor indeholder eftermiddagen også samtaler og erfaringsudveksling på tværs af deltagerne med lejlighed til at relatere dagens input til hverdagen på sin egen arbejdsplads.

 

Konferencen er arrangeret af ØICC i samarbejde med Miljøpunkt Amager og er støttet af Realdania. Den afholdes på engelsk for også at give internationale medarbejdere mulighed for at deltage i bevægelsen mod grønnere arbejdspladser i dagligdagen.