Thorsten Thormann, Innovation District Copenhagen: "Innovation er en teamopgave – også på tværs af Øresund"

Som Development Director i Innovation District Copenhagen arbejder Thorsten Thormann på at gøre hovedstadsområdet til et af Europas førende innovationsdistrikter. Hans mission er todelt: Fysisk udvikling af det nye innovationskvarter og styrkelse af samarbejdet på tværs af sektorer og grænser.

"Vores vigtigste opgave er at drive udviklingen af Innovation District Copenhagen mod et ledende innovationsdistrikt i Europa," fortæller Thorsten. Arbejdet hviler på to ben: For det første den fysiske udvikling af området omkring Rigshospitalet, UCPH Nørre Campus og Haraldsgade-kvarteret, hvor det handler om at skabe plads til og tiltrække flere virksomheder. For det andet styrkelsen af selve innovationsøkosystemet omkring København, hvor fokus er på at skabe rammer for samarbejde på tværs af institutioner og sektorer – ikke mindst mellem offentlige og private aktører.

Bedre rammer – ikke direkte støtte

Thorsten lægger ikke skjul på, at Innovation District Copenhagen ikke er sat i verden for at give direkte støtte til hver enkelt startup. “Til gengæld arbejder vi målrettet på at skabe de rammer, der gør det langt lettere for dem at trives og vokse,” siger han. Det handler om mere plads, bedre adgang til kontorer, mødefaciliteter og laboratorier – og stærkere netværk. Ambitionen er at bygge den infrastruktur, der giver iværksættere optimale betingelser for at lykkes.

Kapital og et harmoniseret marked

Selvom Thorsten oplever et stærkt innovationsmiljø i Storkøbenhavn med højt engagement og vilje til at lykkes på tværs af hele økosystemet, peger han også på centrale udfordringer. "På den lange bane er de to vigtigste udfordringer adgang til venturekapital til at finansiere skalering samt adgang til et harmoniseret hjemmemarked i Europa, hvor prototyper og tidlige produkter kan afprøves."

For Thorsten handler det om at skabe betingelserne for, at innovation ikke bare startes – men også kan vokse sig stor og komme ud over grænserne.

Styrken i det dansk-svenske samspil

Når Thorsten kigger mod fremtiden, ser han et enormt potentiale i det dansk-svenske samarbejde. "Innovation er en teamopgave, der kræver mange forskellige kompetencer. Det dansk-svenske er derfor en kæmpe styrke."

Hans opskrift er klar: "Jeg tror, vi skal blive endnu bedre til at skabe projekter sammen på tværs af Danmark og Sverige. Det vil få os til at stå endnu stærkere som region." For Thorsten handler det ikke om at konkurrere, men om at kombinere styrkerne på begge sider af Øresund og bygge noget større sammen.

Om Innovation District Copenhagen
Innovation District Copenhagen arbejder på at udvikle hovedstadsområdet til et af Europas førende innovationsdistrikter gennem fysisk byudvikling og styrkelse af samarbejdet på tværs af institutioner, sektorer og grænser. Distriktet omfatter området omkring Rigshospitalet, UCPH Nørre Campus og Haraldsgade-kvarteret.