Smart City Insights, et rådgivende konsulentfirma, der har eksisteret i godt fire år, er nyeste medlem af ØICC. Virksomheden blev startet af direktør Peter Bjørn Larsen, der har mere end 13 års erfaring med større internationale smart city projekter. Peter har bl.a. meldt sig ind i ØICC, da han ser et stort potentiale i Ørestad i forhold til at samarbejde med bydelens andre tech-aktører omkring udvikling af værdiskabende smart city projekter lokalt i bydelen.
Hvad er Smart City Insights for en størrelse?
”Vi hjælper den offentlige og private sektor med at konkretisere og implementere smart city konceptet. Før Covid-19 arbejdede vi 80% i udlandet, og har haft projekter i USA/Canada, Riyadh/Dubai, Australien, Japan/Sydkorea, Indien, Norge, Finland, Storbritannien og mange flere steder, men vi arbejder også i Danmark med alt fra ministerier, klyngeorganisationer, kommuner og private virksomheder,” fortæller Peter Bjørn Larsen.
”Vi er specialiserede i smart city implementering og dertilhørende forretningsmodeller og organisationsstrukturer, samt data-økosystemer, hvor vi har et meget stort indblik i datakilder og nye typer af partnerskaber.
”Derudover har vi et stort fokus på bæredygtighed og har mange projekter om digital grøn omstilling, cirkulær økonomi og klimatilpasning, alle med fokus på hvordan data og teknologi kan anvendes på intelligente måder for at opnå resultater. Vi har mange samarbejdspartnere, fra de helt store som Hitachi, IBI Group og Mastercard til en lang række mindre virksomheder med smart city ekspertise i alle afskygninger,” fortæller Peter Bjørn Larsen.
Samarbejdsmuligheder i Ørestad
Peter har selv boet i Ørestad Syd i 12 år og har derfor et indgående kendskab til bydelen.
”Vi ser et kæmpe potentiale til at anvende Ørestad som eksperimentarium for urbane smart city løsninger, da vi jo har alt. Dette handler ikke kun om teknologi, men også at afprøve forskellige initiativer og måle, hvad det fører til.
”ØICC har nogle interessante organisationer, som vi mener, kan få stor glæde af den indsigt, et sådant projekt kan tilvejebringe. Derudover er der mange virksomheder og organisationer, som kan bidrage til løsningerne i et urbant perspektiv. ITU, Ørestad Gymnasium og skolerne kan få mange spændende projekter hvis bydelen bliver et testområde. Vi har også en masse opstartsvirksomheder, som har eller kan udvikle nye løsninger, og større virksomheder, som også har masser af løsninger. Alt dette skal opbygges strategisk og med fokus på, at Ørestads borgere og virksomheder får noget ud af det, men også med et eksportøjemed,” understreger Peter Bjørn Larsen.
Tilknytningen til Ørestad
”Jeg flyttede til Ørestad Syd i 2009 og bor i Stævnen. Min yngste datter Zara er den første, der blev født i bydelen. Så jeg har fulgt udviklingen i syd siden dag ét, og begge mine børn (Zara og Elena) går på Ørestad skole. Jeg har derudover startet en vin løbeklub med min gode ven Ulrik, som også bor i Ørestad Syd. Det er en social løbeklub, hvor vi løber/går 5 km hver lørdag kl. 14, men det vigtigste er at skabe sociale relationer blandt beboerne og støtte Thorsteinsson’s Vinbar, som jo lidt er som Sams Bar,” fortæller Peter Bjørn Larsen.
Smart City Insights
Vil du vide mere om Smart City Insights kan du læse med her.