Nu åbner Ørestads nye udstillingssted for eksperimenterende samtidskunst

Nyhed 3 - Simian_02.jpg

Den 5. september slår udstillingsstedet Simian dørene op og inviterer for første gang gæster ned under bassinet ved Ørestad Station til fernisering. Den tidligere rå cykelkælder er blevet renoveret, og det 1300 m2 store lokale er ombygget til to udstillingsrum, et værksted, hvor kunstnere kan bygge deres installationer, samt et kontor.

Simian

Det er de fire billedkunstnere Markus von Platen, Christian Vindelev, Toke Flyvholm og Jan S. Hansen, der står bag Simian. To af dem lavede allerede i 2016 en udstilling sammen i den ubrugte cykelkælder og fik idéen til at åbne det som et egentligt udstillingssted.

Nu står lokalet endelig klar, åbningsdagen er sat og det overordnede program for den første tid er på plads.  

”Simian kommer til at danne ramme om udstillinger og arrangementer, som vil belyse og udfordre komplekse forbindelser og perspektiver i vores fælles oplevelse, forståelse og navigation i samtiden. Simian vil præsentere skiftende solo– og gruppeudstillinger i et udstillingsprogram, der sammenkobler kunstnere på tværs af generationer, medier og nationaliteter,” fremgår af det af Simians første pressemeddelelse.  

Nyhed 3 - Simian_03.jpg

Hvad kan man se frem til at opleve i den første udstilling?

Den første udstilling er en gruppeudstilling med værker fra 15 kunstnere fra ind- og udland. Den har titlen ’Some of the Hole’, åbner med fernisering lørdag d. 5. september kl. 15.00-21.00 og kan opleves frem til d. 18. oktober.  

Koblingen til resten af Ørestad

Ørestad er måske mest kendt for sin arkitektur, men kunstscenen er også spirende og flere kunstnere har allerede sat deres præg i bydelen med installationer af bl.a. Bjørn Nørgård, Per Kirkeby og Dan Graham.

”Det er et godt sted at lave eksperimenter, for Ørestad er et eksperiment i sig selv. Vi ser det som et mulighedsrum, der stadig ikke er fast defineret, en by i udvikling, hvor vores fokus på eksperimenterende samtidskunst passer godt ind,” fortæller holdet bag Simian.

Den første udstilling tapper også ind i deres eget møde med Ørestad og fascinationen over den kontekst, som de befinder sig i med kontraster og overgangen fra by til natur. 

Fem år fra nu

I første omgang er drømmen for Simian, at det bliver et sted, som lokale fra bydelen samt kunstinteresserede fra København og Danmark tager til. Men allerede nu er udstillingsprogrammet internationalt præget, og drømmen er også at kunne hive kunstinteresserede fra resten af verden til, så når folk kommer til København kommer de også til Ørestad. 

”Nu glæder vi os til at åbne, invitere folk ind i udstillingen og se det hele realiseret. Det har været spændende med byggeprocessen, men det er det næste kapitel, hvor vi skal vise kunsten frem, der bliver det, som vi har glædet os til og ventet på.”

Praktisk info

Hvor: Simian holder til under den anlagte sø på Kay Fiskers Plads i Ørestad City. Det 1300 m2 store rum, der oprindeligt var til cykelparkering er blevet renoveret og omskabt til udstillingsrum.

Åbningstider under udstillinger: torsdag-lørdag kl. 12.00-17.00

Pris: Entré er gratis

Se ssiimmiiaann.org for mere information om kommende udstillinger og arrangementer.