Ved ØICC’s store jule- og netværksarrangement, havde vi sat fire eksperter i stævne og bedt dem give deres bud på, hvordan fremtidens bæredygtige by anno 2050 ser ud. Læs her hvad byudvikleren, ingeniøren, arkitekten og økonomens overvejelser var.
Areal som vigtig resurse og større mangfoldighed
Fremtidens bæredygtige by er først og fremmest en tæt by, hvis det står til adm. direktør i Udviklingsselskabet By & Havn, Anne Skovbro. Flere og flere flytter til byerne, og hvis vi skal undgå skrækscenarier i form af urban sprawl og galoperende boligpriser, er vi nødt til at bygge tættere og bo tættere. Undersøgelser viser også, at det er langt mere bæredygtigt på CO2 kontoen at bo på den måde. Derfor er diskussionen omkring fremtidens bæredygtige by nødt til at italesætte byens areal som en vigtig resurse.
Curt Liliegreen, direktør for Boligøkonomisk Videncenter, fulgte op og tilføjede, at vi også er nødt til at tænke ejerforholdene i bygningerne anderledes, hvis byen ikke kun skal være for de velhavende. Han mener, at vi i langt højere grad, end hvad vi gør i dag, skal blande almene lejemål med private, osv. Det skal være med til at sikre byernes mangfoldighed og undgå det, han kalder ’periferisering’, hvor de mindre velhavende bliver presset ud i udkanten af byerne.
Materialedebatten – træ eller beton?
I Ørestad er Henning Larsen netop udnævnt til vinder af Vejlandskvarteret med deres kreative udspil ’Fælledby’. En væsentlig del af byggeriet består af træ, et materiale der om noget er kommet på byggebranchens dagsorden de seneste år som et alternativ til det CO2 tunge beton.
Men panelet var enige om, at materialedebatten kræver en nuancering. Søren Brøndum, Executive Director for Byg i Rambøll, lagde vægt på, at der er ved at ske en udvikling inden for beton, der gør, at det udskældte materiale om 10 år faktisk kan gå hen og blive CO2 neutralt. Det var Curt Liliegreen enig i. Han talte om, at der er et teknologisk opbrud i gang inden for fremstillingen af materialer, der kan få stor indflydelse på deres CO2 aftryk. Nogle gange er træ løsningen, men ikke altid.
I forlængelse heraf, påpegede Mikkel Westfall, kreativ direktør og arkitekt MAA i Årstiderne Arkitekter, at han var bekymret for, at vi udviklede byen for hurtigt med materialer og løsninger, der i dag ikke er særligt bæredygtige sammenlignet med det vi ville kunne lave om bare fem år.
Nye værdikæde samarbejder
Efterhånden som vi er blevet bedre til at tænke de mange lag af bæredygtighed ind i konstruktionen af vores byer og byggerier, er det blevet klart, at nye værdikæde samarbejder er nødvendige. Skal vi udvikle fleksible og robuste bygninger, som kan redesignes, tages fra hinanden og sættes sammen på ny, kræver det noget nyt af branchens aktører. Især, hvis vi skal nå Søren Brøndums vision om en by i 2050, hvor alt hænger intelligent sammen.
Flere er begyndt at eksperimentere med upcycling af materialer. Vi ser flere gode eksempler i Ørestad med Upcycle Studios og Ressourcerækkerne. Men som Anne Skovbro påpegede fungerer kæderne, der skal levere de nødvendige materialer ikke optimalt. Og vi mangler stadig et digitalt materialepas, der kan sikre transparens og sikkerhed i det vi bygger. Det skal på plads, før vi kan komme ud over forsøgsstadiet og for alvor begynde at skalere løsningerne.
Mikkel Westfall var enig heri, men som han pointerede har klimadebatten allerede bragt planlæggere, arkitekter og ingeniører tættere sammen.
Vi skal kunne dokumentere bæredygtighed
Sidst men ikke mindst var noget af det, der blev fremhævet som det væsentligste for at vi kan realisere visionerne for fremtidens bæredygtige by, at vi kan måle og dokumentere bæredygtighed. Det er bl.a. noget af det, der ligger By & Havn meget på sinde, og de har netop været med til at udgive en rapport sammen med Rambøll og ØICC, der undersøger transportvanerne på tværs af syv forskellige byområder og viser, hvordan den måde vi bygger by på, påvirker hvor grønt folk transporterer sig. Du kan læse hele rapporten her.
Rambøll er også optagede af at kunne dokumentere bæredygtighed, og Søren Brøndum pegede bl.a. på, at en frivillig bæredygtighedsklasse kunne være en løsning.
Afslutningsvist fremhævede Curt Liliegreen, at vi i Danmark grundet vores lille størrelse har en unik mulighed for at gå forrest inden for bæredygtigt byggeri. Styrken ligger i vores begrænsede størrelse, der betyder, at vi meget nemmere kan have en dialog på tværs af branchen og giver gode muligheder for at afprøve nye ting, sprede risikoen og implementere bæredygtige løsninger.