Nyt projekt om fællesskabsorienterede boformer møder stor interesse

Familiemønstre og livsformer er i disse år under omdannelse, og mange mennesker ønsker at indgå som del af et større socialt og praktisk fællesskab, samtidig med at de har deres egen private bolig. Det har gjort fællesskabsorienterede boformer populære og skabt et voksende marked for alt fra seniorbofællesskaber, familiefællesskaber, fællesskaber for enlige til blandede fællesskaber på tværs af generationer.

Developere, bygherrer og rådgivere er derfor i fuld gang med at udvikle nye koncepter og bygge nye typer af boliger og byområder, som har fællesskabet blandt beboerne i fokus. Det stiller nye krav og udfordringer, ikke mindst fordi der mangler viden om hvilke tilgange og redskaber, der virker i forskellige sammenhænge og for forskellige målgrupper.

Fællesskaber som fællesnævner

Det skal det nystartede projekt ’Fællesskabsorienterede boformer’ gøre noget ved. Projektet, der er støttet af Realdania og ledet af BUILD med seniorforsker Jesper Ole Jensen i spidsen, skal indsamle viden om, hvordan man bygger til fællesskaber. Projektet er en udløber af ØICC’s arbejdsgruppe om social bæredygtighed i byggeriet, hvor repræsentanter fra BUILD, Solstra Development, NREP, AART Architects, Rambøll og Tetris A/S har delt erfaringer med hinanden og udviklet projektidéer sammen.

En af fællesnævnerne for aktørerne i gruppen har været en interesse i at bygge for fællesskaber, og det har lagt fundamentet for det nye projekt.

”I ØICC’s arbejdsgruppe om social bæredygtighed har vi mødtes jævnligt siden 2019. I den kreds deltager der flere developere, bygherrer og rådgivere, som alle arbejder med at skabe fællesskaber, og som havde mange spørgsmål og overvejelser om det i deres konkrete projekter. På BUILD har vi i flere sammenhænge arbejdet med social bæredygtighed og fællesskaber, og vi blev enige om at formulere et forskningsprojekt, der kan samle op på erfaringerne fra nogle af de mange projekter, der gennemføres i disse år, og formidle best practices videre til andre i branchen,” fortæller Jesper Ole Jensen. 

Ny viden om best practice skal informere kommende projekter

Nogle af de udfordringer, som developere, bygherre og rådgivere står over for, er at forstå, hvad beboerne efterspørger. ”Vi kan se, at der kommer flere og flere by- og boligudviklingsprojekter til, som gerne vil skabe bedre rammer for fællesskaber for de kommende beboere. Men til forskel fra ’traditionelle’ bofællesskaber, hvor beboerne selv skaber rammerne, er det i stigende udstrækning developere, rådgivere og bygherrer, der står for at designe løsninger til beboere, som de ikke nødvendigvis kender på forhånd. Derfor ser vi en stor efterspørgsel på viden om, hvordan man kan designe de rigtige løsninger for fællesskaberne, hvordan man faciliterer processer der understøtter fællesskaberne mm. Mange prøver forskellige tilgange, og der er brug for at samle op på erfaringerne på tværs af projekter, og lære af både succeser og faldgruber. Det vil vi bl.a. gøre ved undersøge beboeres oplevelser af fællesskaberne i de nye bebyggelser,” fortæller Jesper Ole Jensen.

Outputtet af projektet bliver derfor en rapport over indsamlet viden, gode eksempler og erfaringer, som skal kunne inspirere og guide kommende projekter. Ambitionen er ifølge Jesper Ole Jensen at projektet ”kan være med til at skabe bedre fællesskaber i de nye bebyggelser, der skyder frem, og at vores undersøgelse kan gøre developere og bygherrer mere trygge ved at investere i rammer og processer, der understøtter lokale fællesskaber.”

Det håber deltagerne at få ud af projektet

To af deltagerne fra ØICC’s arbejdsgruppe er projektleder Katrine Rasmussen og projektudvikler Betina Nørby Steinbock fra Tetris A/S, som har stort fokus på at udvikle boliger, hvor fællesskab er i fokus. ”Vi mener, at fællesskabet giver mere værdi til boligen og højner den oplevede kvalitet af at bo i boligen. Vi er samtidig nysgerrige på de mennesker, der vælger at flytte ind i fællesskabsorienterede boformer og ønsker at holde os opdateret på fællesskabsfremmende værktøjer og andre tilbud i markedet,” fortæller Katrine Rasmussen og Betine Nørby Steinbock.

De håber, at projektet kan bidrage med ”best practice eksempler, som vi kan lade os inspirere af, samt viden om hvordan man bedst organiserer bofællesskaber og får beboerne til at tage selv at tage ansvar, så man på sigt kan gøre bofællesskaber selvstyrende.” 

”Fællesskab er noget man skal dyrke og vande over tid”

Også i Rambøll er de optagede af at skabe et socialt og hyggeligt hverdagsliv i deres boligudviklingsprojekter. ”Fællesskab er et nøgleord for os, og det kan være i forskellige former af sociale relationer – formelle og uformelle, store og intime, planlagt og spontant,” fortæller Ofri Earon, der er arkitekt og markedschef i Rambøll, og som også har siddet med i arbejdsgruppen.

Ifølge hende spiller de arkitektoniske og organisatoriske rammer en afgørende rolle i arbejdet med fællesskaber. ”God arkitektur kan påvirke vores adfærd, som en form for ‘nudging’, der hjælper folk til at tage hensyn til hinanden, hilse på hinanden, mødes med hinanden og blive inspireret af hinanden,” siger hun. Samtidig skal de fysiske rammer suppleres med andre indsatser. ”Fællesskaber er noget, som man skal dyrke og vande over tid, ellers holder de ikke. Det må vi tage stilling til ved at indtænke organisatoriske og sociale indsatser, der er holdbare i det lange perspektiv,” understreger hun.

Ofri Earon ser derfor frem til at deltage i projektet, hvor hun håber at få nye perspektiver på, hvordan man skaber holdbare fællesskaber, og hvordan de kan understøttes gennem boligudviklingen. Hun glæder sig også til at møde projektets andre deltagere og samarbejde med dem. ”Der sidder mange kloge eksperter i gruppen, så jeg glæder mig til vores spændende diskussioner, hvor vi ’joiner forces’ med et fælles formål, som i mine øjne er at reflektere over, hvad vi har gjort indtil videre, og hvad vi kan gøre endnu bedre fremadrettet.”

Workshop i marts

Som en del af projektet afholder BUILD tre workshops for bygherrer, developere og rådgivere, der er engageret i at bygge eller udvikle fællesskabsorienterede boformer. Den første workshop afholdes online d. 18. marts, hvor projektet bliver præsenteret, og der vil være mulighed for at komme med feedback på, hvad det er for en viden, der mangler på området.

Workshoppen arrangeres i samarbejde med ØICC, og der vil bl.a. være oplæg fra Mia Manghezi, projektudviklingsdirektør i PensionDanmark og udviklingschef Per Schultze fra By og Havn.

”Vi får forhåbentligt nogle gode diskussioner om fællesskaber, og hvilke erfaringer forskellige aktører ligger inde med. Vi håber, at denne workshop og de kommende workshops kan blive et rum, hvor man både deler erfaringer, og sammen bliver klogere,” fortæller Jesper Ole Jensen.

Vil du gerne høre mere om workshoppen og deltagelse i projektet, kan du kontakte Jesper Ole Jensen, BUILD, Aalborg Universitet på mail: jojenbuild@aau.dk og tlf.: +45 2360 5616, eller Sophie Witzke, ØICC, på mail: sw@oicc.dk og tlf.: +45 2512 0808.

Fakta om projektet:

Formål:

  • at kortlægge igangværende projekter med fællesskabsorienterede boformer

  • at kortlægge hvilke koncepter for beboerinvolvering, der arbejdes med, og hvordan man faciliteter dannelse af fællesskabet mellem de kommende beboere

  • at indsamle erfaringer med forskellige tilgange, både blandt bygherrer og beboere

  • at indsamle eksempler på best practice.

Varighed: Projektet starter primo 2021, og afsluttes inden udgangen af 2021.

Støtte: Projektet er støttet af Realdania.

Projektejer: BUILD er projektejer og seniorforsker Jesper Ole Jensen er projektleder

Deltagere i projektet: NREP, Tetris A/S, Solstra Development, Rambøll, PensionDanmark, By & Havn, AART Architects, m.fl. Ud over ØICC-medlemmer vil der også deltage en række eksterne aktører bl.a. fra Realdanias Boliglaboratorium og Realdanias netværk for seniorbofællesskaber.