Endnu et væsentligt skridt er taget hen mod at virkeliggøre Ørestad som grønt innovationsdistrikt. I april bevilligede Københavns Kommune en halv million kroner til ØICC i 2022 med henblik på at undersøge mulighederne for at indgå i et langsigtet partnerskab om den fortsatte udvikling af Ørestad. Dette samarbejde er af stor værdi, fordi udvikling og gennemførelse af gennemgribende, bæredygtig innovation kræver samarbejde mellem flere sektorer. Det private erhvervsliv og uddannelsesinstitutionerne er allerede godt repræsenteret i ØICC, og med Københavns Kommunes tilkendegivelse kommer den offentlige sektor ind i partnerskabet og åbner nye horisonter.
”Det er yderst positivt, at vi har fået bevilliget midlerne fra Københavns Kommune, så vi kan arbejde endnu mere effektivt med at realisere Ørestads erhvervs- og innovationspotentiale,” fortæller Sophie Witzke, sekretariatsleder i ØICC. ”Vi ser den nye relation som oplagt, fordi et forpligtende samarbejde med den offentlige sektor giver flere muligheder for at forme Ørestad i en innovativ og bæredygtig retning. Vi har nu taget første spadestik til, hvad der gerne skulle gå hen og blive et længerevarende og mere permanent samarbejde, så vi kan realisere Øretads potentiale som Københavns grønne innovationsdistrikt.”
Fokus på Ørestad som grønt innovationsdistrikt
ØICC’s sekretariat har gennem det seneste år været i tæt dialog med politikere fra Borgerrepræsentationen for at etablere et samarbejde med kommunen om Ørestad som grønt innovationsdistrikt. Det er blevet til adskillige møder med forskellige politiske parter, herunder Radikale Venstre, Venstre, Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti.
Emil Moselund Østergaard, Politisk Ordfører for Radikale Venstre, gjorde det til en af sine personlige mærkesager at fremme fokus på ØICC ved budgetforhandlingerne.
I ØICC’s bestyrelse er der glæde over, at det nu er lykkedes at få etableret et samarbejde med Københavns Kommune. Bestyrelsesmedlem og adm. direktør i KLP Ejendomme, Søren Risager-Hansen, siger, at ”et godt netværkssamarbejde er afhængigt af engagement og vedholdenhed. I Ørestad Innovation City Copenhagen (ØICC) har vi gode og stærke medlemmer blandt virksomheder og institutioner i Ørestad, som bakker op om at skabe et tværgående samarbejde for at udvikle Ørestad og det potentiale, som bydelen indeholder. Og vi er heldige at have et dygtigt sekretariat, der sammen med bestyrelsen har skabt forståelse i Københavns Kommune for værdien af at støtte og fremme initiativet.”
Et lovende samarbejde
I de kommende måneder vil ØICC og Københavns Kommune i fællesskab afsøge, hvordan samarbejdet kan se ud. Der er allerede aftalt en række møder, hvor sekretariatet og repræsentanter fra ØICC’s bestyrelse sammen med forskellige politiske beslutningstagere vil udforske, hvor der er bedst mulig grobund for et længerevarende partnerskab. Emil Moselund Østergaard fortalte i den sammenhæng Ørestad Avis: ”I det næste halve år skal vi lære hinanden at kende og afdække de områder, hvor vi kan få gavn af hinanden. Til efteråret er der så budgetforhandlinger igen, og jeg har en ret sikker forventning om, at forligspartierne er klar til at vedtage et permanent medlemskab af ØICC”.
Med dette nye samarbejde virkeliggøres en del af ØICC’s målsætning, nemlig at være rammen for innovative samarbejder mellem tre sektorer: det private erhvervsliv, uddannelsesinstitutionerne og den offentlige sektor.