I ØICC er vi rigtig glade for at byde velkommen til endnu et nyt medlem, nemlig CBRE. CBRE – udtalt C B R E – er en traditionel erhvervsmægler, og så alligevel ikke. Som mange andre erhvervsmæglere står CBRE for køb, salg, udlejning, og vurdering af erhvervsejendomme. Men derudover hjælper CBRE også lejerne med flytning og indretning.
Det er særligt udenlandske virksomheder, der etablerer sig i Danmark, som gør brug af denne service, for CBRE i Danmark er del af en stor, international virksomhed, som er børsnoteret i USA og etableret i over 100 lande. Flere virksomheder med kontorer i mange lande har derfor faste aftaler med CBRE, når de skal etablere sig et nyt sted. Men corona og hjemmearbejdspladser har også skabt efterspørgsel på rådgivning om, hvordan kontorer skal sættes op fremadrettet. Desuden er bæredygtighed blevet et stadigt større tema for CBRE’s rådgivning. Og denne rådgivning hænger tæt sammen med den øvrige forretning: pensionsselskaber, som er store investorer i ejendomme, har fokus på bæredygtighed, og for at kunne afhænde ejendomme igen, er bæredygtighed væsentlig.
Ørestad – centralt og praktisk sted at drive forretning
CBRE var blandt de første, der flyttede ind i Mikadohouse i Ørestad Nord for 8-9 år siden og har desuden et mindre kontor i Århus. ”Vi er en af de første erhvervsmæglere, der ikke bor i det centrale København,” siger Per Alexandar Weinreich, Managing Director i CBRE Danmark, som har ca. 100 medarbejdere. ”Ørestad giver gode, nye lokaler, rimelige omkostninger til husleje og mulighed for parkering tæt på byen, så det er et godt sted for os. Desuden er vi så tæt på centrum, at vi har købt nogle cykler, så vi ikke skal bruge tid på at finde parkeringspladser, når vi er inde i det centrale København.”
For nyligt har CBRE’s søsterselskab Global Workplace Solutions med 1300 medarbejdere også flyttet deres hovedkontor ind i Mikadohouse, så de to virksomheder i stadigt større grad smelter sammen. For CBRE er ambitionen at blive større og bedre i Danmark inden for de segmenter, virksomheden opererer i. Selvom udlejningen af erhvervsejendomme og -lokaler er et af de områder, som har været hårdt ramt af corona, ser markedet allerede ud til at have rettet sig. Ifølge Per Alexandar Weinreich skyldes det, at mange udenlandske investorer ser Danmark som en sikker havn på grund af håndteringen af corona, og derfor bliver der i stor stil investeret i erhvervsejendomme her. På trods af corona havde 2021 derfor den største investeringsvolumen nogensinde.
Fokus på fleksible arbejdspladser
Et af de områder, som CBRE har specialiseret sig inden for, er, hvordan arbejdspladser kan indrettes fleksibelt fremover, så kontorerne giver mulighed for at mødes med hinanden uden at have stor overkapacitet. ”Vi kommer til at arbejde på en anden måde, det er der ingen tvivl om – hvilken måde er mere usikker,” konstaterer Per Alexandar Weinreich. ”Derfor har vi drøftelser med vores kunder i forhold til indretning af lejemål. Vi har viden om, hvordan man har indrettet sig mange forskellige steder, så vi kan se, hvad der fungerer for hvilken type virksomhed alt efter, hvad de gerne vil opnå. Ting er altid mere komplekse, når man når til hverdagen. Her i CBRE har vi altid indrettet os med stor fleksibilitet, og vi har fundet en form, som fungerer godt for os.”
Engagement i ØICC for at skabe mere nærmiljø i Ørestad
”Vi ønsker, at Ørestad bliver så attraktiv som muligt. Og vi ser gerne, at bydelen udvikler mere socialt liv og nærmiljø, så man kan holde sine frokostaftaler i nærheden i stedet for at tage til Københavns centrum eller Christianshavn. Vi har mange kunder, der flyver ind fra andre lande – måske bare for en dag – og det er rart, hvis man kan få sine behov opfyldt tæt på sit lejemål. Desuden er Ørestad jo et sted med mange kontorer, og hvor mange af vores kunder befinder sig, så det giver god mening at blive engageret i ØICC.”
I forbindelse med udviklingen af byliv i Ørestad vil CBRE gerne være en aktiv spiller og bidrage med idéer og tanker. ”Jeg ser Ørestad som en del af København – og det skal være en ligeværdig del med sine egne karakteristika. Lejemålene er effektive, og det vil vi også gerne se i nærmiljøet, så flere og flere ting er lige i nærheden og gør dagligdagen lettere. Bare der, hvor vi bor, er der skudt bygninger op omkring os, siden vi flyttede ind. Området bliver mere og mere udbygget og skal finde sit eget liv. Der er mange kontorer, men der mangler mere integreret liv, så Ørestad bliver en ganske almindelig bydel. Det vil vi gerne være med til at samarbejde om.”