Projekt i Ørestad skal mindske eksponering for luftforurening

Luftforening er et stigende problem i storbyer verden over – også i København. Her er cirka hvert tiende for tidlige dødsfald relateret til luftforurening. Nu vil Miljøpunkt Amager i samarbejde med bl.a. Gehl Architects se på, hvordan man med simple greb kan påvirke folks bevægelsesmønstre og udvikle byrum, så de skærmer mod skadelige partikler og inviterer til ophold.

Borgerinvolvering og luftmålinger i mikroskala

Projektet, som har navnet Thrive Zone Amager, har en stærk partnerkreds omkring sig og kommer til at bygge på flere former for dataindsamling og stor borgerinvolvering. Målet er ikke kun konceptudvikling af byrumsdesign men fysiske tiltag, som forventes at stå klar i juni 2021.

Projektgruppen kommer til at beskæftige sig med områderne omkring henholdsvis Ørestad City og Islands Brygge. Hvor præcist, at projektgruppen vil sætte ind, kommer især an på to ting. Ét, hvor luftforureningen er værst. Det bliver målt på mikroskala med sensorer, som borgere, der færdes i området, udstyres med. Og to, hvor man kan skabe den største impact ved at skærme flest mulige borgere. Her vil Gehl Architects bl.a. lave observationer af folks bevægelsesmønstre, og der vil blive indsamlet data via et online spørgeskema, som de håber så mange som muligt vil hjælpe med at svare på.

”Hvad, vi ender med at designe af løsninger, kommer i høj grad an på den data, som vi indsamler. Vi håber derfor, at mange lokale vil støtte op om projektet og give os indsigt i bevægelsesmønstre, da projektet jo i sidste ende skal give værdi for dem,” fortæller Dorte Grastrup-Hansen, centerleder for Miljøpunkt Amager, der glæder sig over at være kommet i gang med projektet.

En del af løsningen i København

Selvom projektet ikke løser udfordringen med luftforurening i København på den lange bane, kan det have stor effekt her og nu. Teknik- og miljøborgmester i København Ninna Hedeager Olsen (EL) er også begejstret for initiativet.

”Det er helt afgørende, at vi skaber en by, hvor det ikke er skadeligt at trække vejret. Derfor er det superpositivt, at et lokalt initiativ vil eksperimentere med at skabe byrum, hvor man kan minimere påvirkningen fra den alt for høje luftforurening i København. Det er en god her-og-nu løsning, mens vi arbejder på højtryk politisk for at få begrænset brugen af fossildrevne køretøjer, der står for en stor del af udledningen af de ultrafine partikler, som forskere peger på, udgør en stor trussel for københavnernes helbred,” siger hun.

Dorte Grastrup-Hansen håber, at idéerne kan udbredes til resten af byen og på sigt – også internationalt – hvis projektet bliver en succes.

Har du lyst til at bidrage til projektet?

Færdes du omkring Islands Brygge metrostation eller i Ørestad City? Så er der brug for dine input. Det eneste, som du skal gøre, er at udfylde et online spørgeskema om din færden omkring og oplevelse af Islands Brygge og Ørestad, og fortælle hvordan du bruger og opfatter området. Spørgeskemaet er anonymt og tager cirka 10 minutter at udfylde. Sidste mulighed for at sende dine svar er søndag den 28. februar 2021. Du finder spørgeskemaet her.

Projektgruppen

Ud over Miljøpunkt Amager, der er tovholder for projektet, består projektgruppen af Gehl Architects, Backscatter Studio Profondo, Københavns Kommune ved Copenhagen Solutions Lab og Utrecht Universitet i Holland. Projektet kommer også til at have et advisory board tilknyttet, som bl.a. omfatter ØICC, GFS Ørestad og Amager Vest Lokaludvalg.

Bygger videre på Google’s luftmålinger og erfaringer fra Vesterbro

Projektet tager udgangspunkt i de luftmålinger, som Google og Copenhagen Solutions Lab lavede tilbage i 2018/2019. Her kørte en Google StreetView bil rundt og målte luftforeningen i København gade for gade i en periode over et år.

Samtidig trækker projektet på erfaringer fra Vesterbro, hvor Gehl Architects tidligere har lavet et lignende projekt, som udmundede i en række designforslag til, hvordan man kunne indrette byrummene bedre for at skærme børnene i området mod skadelige luftpartikler.

Vil du vide mere om projektet?

Thrive Zone Amager er støttet af ICLEI Action Fund og løber til slutningen af 2021. Du kan læse mere om projektet her.