Hvordan kan virksomheder få gavn af den viden, IT-forskere kommer frem til? Og hvordan kan virksomheder og universiteter sammen skabe innovation inden for IT? Det er nogle af de spørgsmål, der har givet anledning til Digital Tech Summit, som finder sted i Bella Center i Ørestad 25.-26. oktober. Kongressen organiseres af samtlige Danmarks otte universiteter, og en lang række virksomheder og start-ups medvirker. Vi har taget en snak med Nikolaj Oppermann, som er Business Unit Manager i ITU Innovation & Samarbejde på IT-Universitetet, som er et af ØICC’s medlemmer og medarrangør af Digital Tech Summit. Nikolaj sidder i programkommitteen for Digital Tech Summit.
Gør viden og talent tilgængelig
”Kongressen sigter på at gøre forskningsbaseret viden og talent tilgængelig for andre organisationer. Den giver også mulighed for, at virksomheder, offentlige institutioner og forskere møder hinanden og opdager, at der er fælles interesseområder, som man kan samarbejde om.”
I løbet af de to dage, kongressen varer, afholdes der 40 sessioner, som hver inkluderer både forskere og repræsentanter fra erhvervslivet. Desuden er der 50-70 virksomhedsstande, som deltagerne kan besøge, og et start-up område giver spirende tech-virksomheder mulighed for at pitche deres idéer. Det forventes, at der kommer over 5000 deltagere til kongressen, primært fra virksomheder og offentlige institutioner, som ønsker at blive klogere på udvikling og spirende tendenser inden for IT eller at vise, hvad de beskæftiger sig med.
Bygger bro mellem forskning og virksomheder
Der er traditionelt et skel mellem universiteternes forskning og virksomhedernes udvikling, selvom de jævnligt beskæftiger sig med overlappende områder. ”Virksomhederne arbejder på konkrete problemstillinger, mens forskningen typisk har langsigtede perspektiver. Forskerne kan ikke gå ind og hjælpe virksomhederne med at løse deres specifikke udfordringer, fordi det vil udgøre ulovlig statsstøtte. Til gengæld er der stort innovationspotentiale i afsluttede forskningsprojekter, som kan inspirere virksomhederne. Med tiden kan erhvervs-ph.d.’er være en bro mellem virksomhederne og forskningen, fordi de er ansat i virksomhederne.”
Nikolaj Oppermann ser Digital Tech Summit som en mulighed for ITU og andre universiteter til at gøre virksomheder opmærksomme på, at universiteterne ønsker at samarbejde – også med små og mellemstore virksomheder. Det er også en unik mulighed for, at alle landets universiteter kan samarbejde med hinanden og lære af hinanden.
En mulighed for Ørestad som tech-centrum
Digital Tech Summit startede som High Tech Summit på DTU og rykkede sidste år til Københavns centrum i sin nuværende form som Digital Tech Summit. Men arrangørerne ønskede, at hele kongressen skal foregå på én lokation, og derfor finder den i år sted i Bella Center i Ørestad. Det er en god mulighed for, at de mange IT-virksomheder, IT-studerende og IT-forskere fra Ørestad kan møde hinanden.
”For os i Ørestad er et af perspektiverne i, at Digital Tech Summit er kommet til Ørestad, at gøre opmærksom på Ørestad som tech-centrum. Kongressen kan være driver for synlighed og for samarbejde mellem de mange mennesker, der på den ene eller anden måde er dybt involveret i IT med base i Ørestad.”
Mere information om Digital Tech Summit 2022 kan findes her:
https://www.dit.dk/Konferencer/Digital-Tech-Summit-2022