ØICC inviterer til direktørfrokost

Det glæder os for første gang i ØICC’s levetid at kunne invitere alle medlemmer til direktørfrokost d. 26. august. Frokosten er en unik anledning til at møde bestyrelsen og de andre ledere fra partnerskabets medlemsvirksomheder og -organisationer i uformelle rammer og knytte stærkere relationer til hinanden. Relationer, der kan være med til at styrke aktiviteterne i ØICC og knytte an til nye samarbejder.

Et af ØICC’s formål er at fremme udviklingen af Ørestad som grønt innovationsdistrikt, så bydelen bliver et endnu bedre sted at bo, bedrive virksomhed og besøge. Til frokosten har vi derfor inviteret beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard fra Københavns Kommune til at fortælle om kommunens visioner for bydelen under overskriften “Unlocking the full potential of Ørestad”.

Frokosten finder sted i hyggelige og afslappede omgivelser på den nye rooftop restaurant og bar ZOKU. Har du endnu ikke været forbi dér, kan vi varmt anbefale at gøre det. ZOKU ligger lige bag DR Byen i August Schade Kvarteret i Ørestad Nord.