DR Koncerthuset, Bella Arena, Royal Arena. Alle ligger de i Ørestad, i henholdsvis Nord, City og Syd. Dermed er Ørestad Nordens største koncertområde, som tiltrækker tusindvis af mennesker hver uge til koncerter og store arrangementer af alle slags. Men det er nok de færreste, der tænker på Ørestad som en stor musik-hub. Når man ankommer til koncerter, viser vejen fra metrostationerne til spillestederne heller ikke det mest inspirerende billede af Nordens musikcentrum: beton og motorvej, byggeri og øde pladser. Men det skal nu ændre sig!
Kulturdestination i verdensklasse
En ny kunst- og arkitektkonkurrence skal nu være med til at skabe inspirerende og æstetiske byrum på strækningerne mellem metrostationer og koncertsteder. Der er tale om kunstneriske oplevelser af høj kvalitet, så tilrejsende kan få en positiv oplevelse af Ørestad som kulturdestination i international klasse, og beboerne kan få gode omgivelser at opholde sig i.
Det er et bredt partnerskab, der står bag konkurrencen: By & Havn, Københavns Kommune, Danmarks Radio, Bellagroup, Bellakvarter, Live Nation, Metroselskabet og ØICC. I konkurrencen skal anerkendte kunstnere og arkitekter arbejde sammen for at sikre et resultat af høj og langvarig kvalitet.
”Konkurrencens vision er at skabe tre unikke kunstneriske byrum som visuelt og identitetsmæssigt kæder Ørestads spillesteder sammen og leder de mange besøgende igennem både flotte, spændende og ambitiøse byrum af høj æstetisk og arkitektonisk kvalitet,” fortæller adm. direktør i By & Havn, Anne Skovbro.
Styrkelse af lokalt butiks- og kulturliv
Visionen for Byens Scene rækker dog ud over konkurrencen. ØICC’s sekretariatsleder, Sophie Bruun, siger, at de mere inspirerende omgivelser, som konkurrencen vil udmunde i, forhåbentlig også kan få flere lokale initiativer inden for såvel kultur som butiksliv til at blomstre i Ørestad. Dertil kommer, at når tilrejsende oplever, at Ørestad byder på kultur og kunst på højt niveau, vil det også gavne de lokale erhverv.
”Mere end en million musik- og kulturinteresserede besøger hvert år Ørestad. De tre scener dækker næsten alle genrer og tiltrækker dermed publikum i alle aldre,” konstaterer Kim Bohr, som er chef for DR Koncerthuset. ”Musikken spiller i Ørestad – men totaloplevelsen mangler. Der er ingen tvivl om, at hvis sanserne allerede vækkes i byrummet på vej til koncert, så får man en langt bedre oplevelse under og efter koncerten. Derfor er det vigtigt, at vi får skabt nogle sammenhængende og æstetisk spændende byrum.”
Konkurrencen finansieres af By & Havn, Københavns Kommune og DR. Den filantropiske forening Realdania støtter konkurrencen, hvis resultater efter planen vil blive realiseret i Ørestad i løbet af 2024-25.
Fotos: By & Havn og Bellagroup