Fra grusplads til oase – et tværfagligt samarbejde

Hvordan kan man transformere en parkeringsplads til en oase med byrumsmøbler, som taler til sanserne og er tilgængelige og brugbare også for mennesker med funktionsnedsætteler – for eksempel kørestolsbrugere? Det kom tværfaglige grupper af studerende med nogle kvalificerede bud på i projektet Architecture in Common – Leave No One Behind, som kunne opleves samtidigt med UIA Verdensarkitekturkongressen i Bella Center i starten af juli. 

En sanselig oase

Når de ca. 10.000 gæster fra hele verden skulle fra Bella Center metrostation til Verdensarkitekturkongressen, kom de forbi det, der indtil kongressens begyndelse bare var en grusparkeringsplads. Fra 30. juni til 9. juli var pladsen transformeret til en lille oase af pavilloner, træer, planter og siddesteder i forskellig højde og form. Det blev et hyggeligt opholdsrum, der ved hjælp af nogle enkelte greb, skabte en radikal anden stemning og interaktion med omgivelserne.

De fire pavilloner havde hver sit sansetema. I den ene udgjorde væggene en slags xylofon, som man kunne lave lyde på. I den anden afgav ophængte planter en dejlig duft. I den tredje pavillon kunne man mærke på det glatte, let behandlede træ, og i den fjerde havde de solide vægge små udkigsvinduer i forskellige højder, der passer til mennesker af forskellig højde og kørestolsbrugere.

Wayfinding var også en del af projektet, og derfor opfordrede et stort skilt på metrostationen kongressens deltagere til at tage en stang med farvet kridt og tegne deres vej mod kongressen, mens de gik den. Sådan kunne fortovet efterhånden selv vise vej mod kongressen med kridtstreger i alle regnbuens farver.

Et lærerigt samarbejde på tværs

Ved ferniseringen 30. juni åbnede stadsarkitekt Camilla van Deurs projektet, og Bellagroup serverede snacks, muffins og drikkevarer. De studerende og deres undervisere fra henholdsvis NEXT, arkitektskolen og landskabsarkitektuddannelsen var meget tilfredse med resultatet, som var blevet konceptualiseret i tværfaglige grupper på en enkelt uge i marts og konstrueret på nogle få dage i juni.  

De studerende sagde over en bred kam, at det havde være en virkelig god og lærerig proces at skulle arbejde sammen med folk med andre fagligheder. For de arkitektstuderende var det især en oplevelse  at skulle konstruere pavillonerne selv. For snedkerlærlingene var det rart at være med til designprocessen, som de normalt ikke er involveret i.

Ørestad er endnu ikke handicapvenlig

Med blandt deltagerne ved ferniseringen var også et par kørestolsbrugere, og én af dem, Helga Mark, bor i Ørestad. Hun fortalte, at Ørestad ikke er særligt tilgængelig for folk i kørestole, så hun var glad for, at der var fokus netop på tilgængelighed i dette projekt.

Teamet fra ØICC fik også stof til eftertanke i forhold til, hvor lidt vi som samfund og individer er opmærksomme på dem, der ikke har deres fulde førlighed. Selvom projektet havde ’universelt design’ (design, der kan brugs af alle) som centralt tema, kom de stående gæster automatisk til at blokere udsynet til talerne for dem i kørestolshøjde. Til gengæld gav særligt ét af byrumsmøblerne gode muligheder for at sidde i forskellige højder og være i samtale på kryds og tværs. Der har været  stor interesse for videre brug af byrumsmøblerne, som nu lever nu videre både i Ørestad og andre dele af København.

 

ØICC takker for det gode samarbejde, der lå bag Architecture in Common – Leave No One Behind. Både virksomheder, uddannelsesinstitutioner og offentlige institutioner var involveret i projektet og skabte i fællesskab et inspirerende resultat. Det viser både, at gennem brede samarbejder kan meget lade sig gøre, og at der ikke skal så meget til for at skabe små byrum, der giver en anden stemning. Vi håber på flere projekter af denne type i Ørestad.

Varighed: Architecture in Common - Leave No One Behind kunne opleves 2.-9. juli 2023
Partnere: Bellagroup, Danske Landskabsarkitekter, Det Kongelige Akademi, Arkitekturhovedstad 2023 fra Københavns Kommune, Københavns Universitet, NEXT, Solstra, SUMH, UIA og ØICC.
Øvrige sponsorer: Bevica Fonden, Birkholm Planteskole, Byggros, Carl Ras, Dinesen, Grønne Hjem, Johansens Planteskole, Outsider, Stenrand Grusgrav, Vanførefonden og Øbro Trælast.