Det er nu knap en måned siden, jeg satte mig i stolen som ny direktør for Ørestad Innovation City Copenhagen. Jeg har oplevet en varm velkomst og fra dag et følt, at jeg var havnet det rette sted. Tusind tak for det!
Som ny i en organisation er det allervigtigste at lytte og forstå, hvor man er landet. Jeg ser derfor frem til mange gode samtaler med vores medlemmer og samarbejdspartnere i den kommende tid. Jeg tillader mig dog, nu hvor jeg stadig er i honeymoonfasen, at tage ordet for en stund og give jer et indblik i, hvad der har overrasket, hvad der har undret, og hvad jeg tænker er planen for det næste stykke tid.
Tanker fra en nyankommen
Da jeg søgte stillingen, understregede jeg, at ØICC ikke bare skal være et innovation district, men The innovation district. Det mener jeg stadig. Ørestad har alle ingredienserne til at være et fremtrædende innovationsdistrikt, der bør få en endnu mere prominent plads i mange sammenhænge.
Samtidig oplever jeg, at der ligger en opgave i at forklare de ikke-indviede, hvad et innovationsdistrikt er. Et skridt på vejen er den arbejdsgruppe om branding, som er blevet nedsat under Netværk for Teknologi & Innovation. Et andet skridt er en lille artikelserie, jeg skriver til Ørestad Avis, hvor jeg tager læserne med på min rejse ind i ØICC og innovationsdistrikter. Beboerne og de besøgende i Ørestad skal nemlig også være ambassadører for ”vores” innovationsdistrikt, men det kan de kun, hvis de har taget begrebet til sig og set, hvordan det udfolder sig i praksis.
Nye netværk fokuserer på bæredygtighed og byliv
I ØICC’s strategi, der gælder til 2023, er Ørestad som grønt innovationsdistrikt et af fokusområderne. Det synes jeg bestemt, det skal fortsætte med at være. Det har en størrelse, der passer godt til vigtige pilotprojekter ud i grøn energi, det markerer sig med byggerier med fokus på bæredygtighed, og så byder det på en helt unik kombination af by og land. Hvor kan man ud over i Zoologisk Have se en ko, når man kigger ud ad vinduet inden for en 10 km radius fra Rådhuspladsen?
For i endnu højere grad at synliggøre og understøtte denne grønne dagsorden, har vi valgt, at Netværk for Byliv & Byudvikling fremadrettet bliver til Netværk for Bæredygtig Byudvikling. Samtidig opretter vi Netværk for Byliv & Kultur, så det vigtige aspekt med udviklingen af byrum, samarbejde med lokale erhvervsdrivende og de mange kulturprojekter, som er i pipelinen det næste stykke tid, kan få den tiltrængte opmærksomhed. Vi håber, at vores medlemmer tager godt imod dette skridt og glæder os til at modtage dem i et eller begge af netværkene. Kontakt Sekretariatet, hvis I vil vide mere.
Rundt på tur
I min første uge på pinden var jeg på cykeltur igennem hele Ørestad og blev positivt overrasket over, hvor meget der er sket i alle bydelene de sidste par år. Forrige tur var til koncert med min datter for snart en del år siden for at se teenagepop af bedste skuffe i Royal Arena. Nu oplevede jeg, at der var skudt boliger op tæt på Arenaen, og man følte sig ikke længere hensat til en mastodont midt på en mark.
Der var også en del at gå på opdagelse i på Ørestadsturen, og jeg hæftede mig blandt andet ved de små, hyggelige smutveje gennem beboelseskvartererne. Her blev jeg overrasket over mængden af legetøj og trehjulede cykler, der vidner om de mange børnefamilier, der har slået sig ned. Dem, tænker jeg, vi også skal have blik for, da de ikke bevæger sig så meget ud af området, når først de er kommet hjem. Så hvad skal der til, for at disse børn om ti år med stolthed siger, jeg voksede da op i Ørestad Innovation City?
Nu da jeg har udforsket de fysiske områder i Ørestad, vil jeg i den kommende tid som en anden Dr. Livingstone kaste mig ud i opdagelsesrejsen hos alle ØICC’s medlemmer og andre, der går op i Ørestads udvikling. Jeg banker snart på jeres dør, men hvis I gerne vil vende stort eller småt inden da, er der altid kaffe på kanden her i Sekretariatet.