Kan Ørestad vise vej til et klimapositivt samfund?

Årets sidste ØICC-arrangement have fokus på klimaindsatser og partnerskaber i Ørestad.

Klimaændringerne er en af de største udfordringer, vi står over for i verden, og storbyerne er blandt de største ”klimasyndere”. Samtidig har storbyerne en unik mulighed for at gøre en forskel, der kan mærkes. Københavns Kommune har derfor lavet en ambitiøs målsætning om ikke bare at være klimaneutral, men klimapositiv allerede i 2035, og visionen skal gøres til virkelighed gennem stærke partnerskaber.

Det var baggrunden for, at ØICC på årets sidste arrangement satte spot på mulighederne for, at Ørestads aktører går sammen om at bidrage til den grønne omstilling. Det kræver nemlig samarbejde på tværs at tackle klimaudfordringerne effektivt. Der er behov for politikere og borgere, byudviklere og virksomheder, forskere og forsyningsselskaber. ØICC havde samlet repræsentanter for disse grupper, da Teknik- og Miljøborgmester Line Barfod og et visionært panel af Ørestadsaktører mødtes med en sal fuld af engagerede deltagere. Nedenfor kan du læse indspark fra borgmesteren, Sweco, Bellagroup, Københavns Universitet og HOFOR, der optegner nogle af de potentialer og muligheder, Ørestad har for at blive grøn frontløber.

Visioner om et klimapositivt København

Panelet venstre til højre: Moderator Sophie Witzke, sekretariatsleder i ØICC; Teknik- og Miljøborgmester Line Barfod; Jakob Thanning, Områdechef for Kundeløsninger & Fjernkøling i HOFOR; Dorthe Gert Simonsen, prodekan for forskning og impact på Humaniora på Københavns Universitet; Christian Folden Lund, Adm. direktør for Bellagroup og Dariush Rezai, CEO i Sweco.

I Københavns Kommunes klimamål for 2025 skulle hovedstaden have CO2-udledningen ned på et rundt nul inden 2025, men kommunen når ikke det ambitiøse mål, konstaterede Teknik- og Miljøborgmester Line Barfod på ØICC’s arrangement. Det skyldes blandt andet, at kommunen ikke er kommet i gang med at indføre CO2-fangst på Amager Ressource Center, og at et forsøg med roadpricing i trafikken blev standset af regeringen. Men de høje ambitioner har betydet, at København er nået længere, end byen ellers ville have gjort.

Derfor skærper Københavns Kommune målsætningerne i den næste klimaplan, som løber frem til 2035. Til den tid vil kommunen være klimapositiv, dvs. at der skal indfanges og oplagres mere CO2, end der udledes. Københavns Kommune har ændret sin indkøbspolitik, og det store indkøbsvolumen har været med til at skabe nye markeder for blandt andet økologiske fødevarer. På samme måde har et skifte til skraldebiler, som kører på el, næsten tømt verdensmarkedet for den type biler, men samtidig skabt et incitament for nye og grønnere producenter.

Behov for partnerskaber

"Vi har fået nedbragt udledningen med 70 procent i dag – og vi når også de 80 procent inden 2025," forudsagde Line Barfod. ”Men de sidste 20 procent er de sværeste. Vi har brugt alle de værktøjer, som gav størst effekt. For at blive klimapositive, skal vi i gang med at ændre den måde, vi alle lever på i byen. Vi skal for eksempel sortere meget mere affald, og vi skal køre meget mere på cykel og med kollektiv transport.”

Klimaudfordringen er stor. I dag udleder hver dansker i gennemsnit 17 tons CO2 årligt. Det tal skal ned på 2-3 tons. Danskerne skal til at lære at leve anderledes, men ikke nødvendigvis dårligere. "Det kan gå hen og blive et bedre liv med mere tid til at være sammen og mere tid til kunst og kultur, som jo netop ikke behøver at belaste klimaet," sagde Line Barfod.

Men målet om klimapositivitet kan ikke nås af Københavns Kommune alene. Det bliver nødvendigt, at alle aktører i byen arbejder sammen, for eksempel i klimapartnerskaber mellem offentlige instanser, private virksomheder, uddannelsesinstitutioner, foreninger og skoler. Og på mødet i Ørestad bød flere virksomheder ind med idéer til at lave klimapartnerskaber i Ørestad.

Fra grå til grøn

Christian Folden Lund, Adm. direktør i Bellagroup og Dariush Rezai, CEO i Sweco.

Dariush Rezai, CEO i Sweco, fortalte, at Sweco arbejder meget med klimaløsninger bredt set, og også forsøger at tage sin "egen medicin". Sweco har blandt andet indført færre rejser, kødfri dag, sat flere ladestandere op og arbejdet med energioptimering.

"Men vi kan gøre endnu mere ved at samarbejde i Ørestad. Og det kan samtidig gøre Ørestad endnu mere attraktiv. Lad os sætte det mål at gøre Ørestad til den mest grønne bydel i København. Fra grå til grøn! Vi kan samarbejde med skolerne i Ørestad om at så og plante bydelen til. Vi vil gerne sætte nogle af vores medarbejdere ind i projekter, som kan skabe en lokal bæredygtighedskultur. Og lad os lave nogle nye trafikanalyser. For selv om vi har metro, er der stadig mange, som er nødt til at bruge bilen."

Gøre os spilbare

Christian Folden Lund, Adm. Direktør i Bellagroup, sagde, at en høj klimabevidsthed er et krav fra koncernens kunder. "Vores slutkunder kræver det af os. Hvis vi vil have de allerstørste kongresser til Bella Center, skal vi kunne levere på klimaløsninger. Derfor er vi nu ved at etablere Sjællands største tagsolcelleanlæg på taget af Bella Center. Det vil kunne producere halvdelen af vores eget strømforbrug."

Han støtter også ideen om at danne flere partnerskaber mellem Ørestads aktører. "Vi skal gøre os selv spilbare i forhold til kommunen og i forhold til hinanden. Der skal være flere ambitioner – også i forhold til at skabe mere liv herude. På dette område er vi allerede i gang med nogle nye samarbejdsprojekter mellem de store venues i Ørestad."

Borgerne skal med

Sophie Witzke, sekretariatsledre i ØICC, Teknik- og Miljøborgmester Line Barfod og Dorthe Gert Simonsen, prodekan på Københavns Universitet.

Dorthe Gert Simonsen, prodekan for forskning og impact på Humaniora på Søndre Campus, mener, at klimaomstillingen i høj grad handler om at forstå, hvorfor vi ikke gør det, der skal til, når vi nu ved, at det er nødvendigt.

”Mange klimaprojekter støder på borgermodstand. Vi mangler mere viden om, hvorfor borgerne ikke altid er med på de mange forandringer. Her kunne Ørestad være et godt sted at undersøge, hvordan man skaber helhedsløsninger, som alle vil være ambassadører for, også den enkelte borger. Det vil skabe demokratisk legitimitet og fælles visioner, som alle kan se sig selv i.”

Vaner og hverdag

Jakob Thanning, områdechef for Kundeløsninger & Fjernkøling i HOFOR, synes, at den nuværende energikrise viser, at borgerne også kan være medspillere. "Faktisk bruger borgerne 15% mindre fjernvarme i dette efterår. Alle tager del i at holde forbruget og dermed prisen på varme nede," sagde Jakob Thanning, som gerne vil være med til at finde på andre klimapositive og håndgribelige løsninger, som alle kan være med i.

"Det kunne være, at beboerne i Ørestad altid samler det affald op, som man ser i gaderne, når man går tur. Eller at man bruger kontorhusene til noget fornuftigt om aftenen, så de ikke står tomme og bruger energi. HOFOR laver masser af systemiske løsninger, for eksempel en bæredygtig energiløsning til Fælledby. Men det handler også om vanerne og hverdagen."

Mange muligheder for samarbejde

Efter oplæg og paneldebat fortsatte samtalerne mellem deltagerne.

Line Barfod var glad for tilbagemeldingerne fra Ørestads aktører, og hun vil meget gerne fortsætte dialogen om klimapartnerskaber og samarbejdsmuligheder i Ørestad. "Det vil være fantastisk, hvis I sætter jeres eget mål – at forvandle Ørestad fra grå til grøn. Jeg ser mange muligheder for samarbejde.”

I ØICC har klima-arrangementet og de efterfølgende positive tilbagemeldinger fra medlemmer og samarbejdspartnere givet godt stof at arbejde videre med mod et grønt Ørestad.

Artiklen er skrevet i samarbejde med Ørestad Avis.