Nye ejere, ny direktør, nyt navn og ny strategi i en ny bydel. Der er sket en forvandling efter coronakrisen i Bella Center, som nu hedder Bellagroup. Christian Folden Lund er blevet ny adm. direktør, og han vil meget gerne være med til at udvikle Ørestads DNA.
Bella Center i Ørestad City er slet ikke til at kende igen. Langs den tidligere hovedindgang mod vest ligger nu den enorme Bella Arena, og ankomstområdet er forvandlet til en kæmpe lounge i to planer. De gamle messehaller er blevet imødekommende venues med sortmalede lofter og LED-belysning, som kan hæves og sænkes ned over stande eller borde. Snart åbnes en ny hovedindgang ud mod Bellatorvet og metroen.
”Men dertil kommer seks-syv andre indgange til centeret. For med vores nye indretning kan vi ikke bare holde én messe eller konference ad gangen. Vi kan holde tre samtidige events med 5000 deltagere i hver sin afdeling,” forklarer Christian Folden Lund, som har været CEO i Bellagroup siden 2021.
Corona satte ændringer i gang
Forvandlingen af Bella Center har stået på i flere år. Den blev startet af Christians forgænger som CEO, Allan Agerholm, og blev forsinket, da corona kastede Bellagroup ud i en stor krise. Antallet af fastansatte medarbejdere faldt fra 800 til 250, og alle timeansatte forsvandt.
”Det var ren overlevelseskamp. Men det betød også, at der kom en ny ejerkreds, vi fik et nyt navn og lagde en ny strategi. Vi har fortsat moderniseringen, ikke kun af faciliteterne, men også af Bellagroup som arbejdsplads. Vi vil være en attraktiv arbejdsplads for de nye generationer, og søger nye markeder indenfor e-sport, kultur, tv og awardshows. Denne sommer har vi været vært for VM i e-FIFA; de lejede hele det ene tårn i AC Hotel Bella Sky for at kunne være her.”
Nu er coronakrisen overstået, og mange af de nye planer begynder at bære frugt. Kunderne vender tilbage, og uden for centerets vægge skyder en ny bydel, Bellakvarteret, op. ”Engang lå Bella Center helt alene herude på fælleden; nu ligger vi midt i en by, og vi vil være en del af den by, af Ørestad. Få mere til at ske.”
Destination Ørestad
Bellagroup fylder i Ørestad. Udover Bella Center driver gruppen også hotellerne AC Hotel Bella Sky og Crowne Plaza Copenhagen Towers. De mange gæster skal opleve Ørestad som en destination, ikke bare som et sted med en god infrastruktur. Der skal skabes nogle synergier og oplevelser mellem de store bygninger.
”Det skal være attraktivt at blive i Ørestad og tage til Ørestad for at spise, gå til koncert i Royal Arena, shoppe eller gå på bar. Ørestad har jo meget af det, som man virkelig savner i andre byer og byområder: En virkelig stærk infrastruktur, flere store venues, hoteller, golfbane, natur... Det HELE er der, og vi kan have tusindvis af gæster i vores by på én gang. Men så er der jo også de stille dage som i dag, hvor du kan se, at vi ikke har noget i kalenderen. Og dér kan vi store aktører godt komme til at sidde inde i hver vores lukkede klodser, som virker ugæstfrie for dem, som går forbi.”
Christian oplever, at Bellagroup har succes med at holde fredagsbar, julefest eller smagsevents i Skoven i Crowne Plaza Copenhagen Towers. ”Vi skal prøve at holde på gæsterne før og efter de store koncerter i Royal Arena. De skal besøge Field's, baren i Crowne Plaza Copenhagen Towers, KAYS, Rasoi, Brasseri 8Tallet eller et af de andre steder herude. Og så vil jeg også godt nævne udstillingsstedet SIMIAN på Kay Fiskers Plads. Her ser vi, at undergrunden og subkulturen er ved at finde vej til Ørestad. Og det er utrolig vigtigt, for det, som kommer nedefra, er det, som vi alle sammen nyder godt af på den lange bane.”
De store skal trække Ørestad
Ifølge Christian har de store virksomheder og institutioner nu fundet sig til rette i Ørestad. Fra at være enkeltstående mastodonter begynder de at samarbejde om projekter til gavn for bydelen. Netop derfor er Bellagroup med i ØICC.
”Vi har meldt os ind i ØICC for at melde os ind i fællesskabet i Ørestad. Sammen kan vi løfte meget store events og arrangementer. Jeg er åben for alle idéer, også et OL, som Kultur- og Fritidsborgmesteren arbejder for. København har jo vist, at vi kan løfte store events som EM og Tour de France. Blandt andet fordi Ørestad har musklerne til at få det til at spille. Hvis vi virkelig skal have turisterne tilbage efter corona, er der brug for et fast tilbagevendende event. Det har vi bl.a. selv erfaring med via den mangeårige CIFF – Copenhagen Fashion Fair, som altid finder sted i Bella Center under Copenhagen Fashion Week. Lige nu arbejder vi på at skabe en årlig Copenhagen Gaming Week. Det skal ikke bare være turneringer, men en hel festival med alle mulige tilbud om e-psort, kultur og underholdning.”
”Det kan også være andre typer af årlige events, hvor Ørestad er en medspiller, og hvor vi aktører i Ørestad samarbejder tæt. Jeg er med på det hele.”
ØICC ønsker Bellagroup velkommen i partnerskabet og glæder os til det fremtidige samarbejde.
Artiklen er skrevet i samarbejde med Ørestad Avis