Nyt medlem: CPH Village – en anderledes bygherre

Ud mod Amager Fælledvej i Ørestad Nord er en lille farverig pop-up landsby med 88 studieboliger opstået i løbet af de seneste 5 måneder. Den skiller sig ud fra omgivelserne med sine varme, røde farver og træværk og markerer sig som det, den er: en lille landsby i storbyen, en del af CPH Village. – Og visionen og historien bag CPH Village skiller sig lige så meget ud, som landsbyen gør.

Bygherre uden penge på kontoen

CPH Village er nyt medlem i ØICC, og virksomheden blev grundlagt og drives af Co-CEO Frederik Noltenius Busck og Co-CEO Michael Deichmann Plesner. ”Michael og jeg mødte hinanden på universitetet i sin tid, og vi ville gerne lave grøn omstilling og bæredygtighed, men vi oplevede både på universitetet og i vores efterfølgende jobs, at det grønne kvaltes i snak og bureaukrati,” fortæller Frederik. ”Så til sidst konkluderede vi, at hvis vi ville gøre en forskel, måtte vi lave vores eget. Målet var og er at løse samfundsproblemer, og det tog os noget tid at finde det område, vi ville fokusere på i første omgang: boliger, der har lavt ressourcetræk, skaber fællesskab og modvirker den sociale opdeling i samfundet.”

Men i modsætning til traditionelle byggeselskaber havde CPH Village havde ingen penge til at bygge for. Så de fik den idé at leje nogle af de tomme arealer i byen og lave byggeri, som kan stå der midlertidigt og kan flyttes et andet sted hen, når kommunen skal bruge området til noget mere permanent. Det krævede en ændring i planloven, før de kunne gå i gang, men den kom i 2018, og i 2019 stod den første landsby klar på Refshaleøen.

Byggeri som anvendt forskning

Plan over CPH Village Amager i Ørestad

Visionen bag CPH Village er at bygge 10 landsbyer iterativt. Det vil sige, at hver ny landsby bygges på baggrund af indsamlet viden fra de forrige landsbyer om, hvad der fungerer godt, og hvad der kunne være bedre, både i forhold til konstruktionen og i forhold til trivsel for beboerne og det sociale fællesskab. På den måde fungerer CPH Village som en proces af anvendt forskning.

CPH Village Amager er den tredje landsby i rækken, og den fjerde er ved at blive bygget nær Bispebjerg station. ”På Refshaleøen brugte vi fx gamle skibscontainere, men det viste sig at være meget bøvlet – gulvene skulle skiftes, væggene bulede, det krævede enormt meget arbejde at gøre dem til boliger. Så nu er alt vores byggeri i træ, på nogle steder beklædt med et tyndt lag metal.” Modulerne bygges i containerstørrelse på en fabrik og placeres direkte, hvor de skal være, når en ny landsby oprettes. Nu er modulerne også blevet fleksible, så væggene kan tages ned og flere moduler kan sættes sammen til en familiebolig eller seniorbolig en gang i fremtiden.

Co-CEO Frederik Noltenius Busck i “Dagligstuen”

”Når vi har bygget alle 10 landsbyer, vil vi have akkumuleret viden om, hvad der virker godt, og hvad der ikke virker. Dermed kan vores firma blive et indlæg i debatten og planerne om, hvad der skal tages videre ind i bæredygtig byudvikling i fremtiden.” Ud over den konstruktionsmæssige iteration, udvikler CPH Village også indretningen fra landsby til landsby ud fra beboernes ønsker. Et enkelt eksempel på dette er, at mens landsbyen på Refshaleøen har et stort beboerlokale, har landsbyen i Ørestad flere mindre lokaler, der lægger op til forskellig brug, såsom en lille dagligstue. Desuden er der i denne landsby gjort meget ud af at hjælpe fællesskaber i gang fra starten og vise beboerne, hvordan de selv kan iværksætte initiativer.

ØICC giver mulighed for at udfordre og blive udfordret

De hidtidige landsbyer er blevet lagt lidt væk fra øvrig bebyggelse. CPH Village Amager er den første, som er del af et tætbebygget område. ”Det er spændende at blive del af Ørestad, som har så meget nybyggeri, der er skabt på en helt anden baggrund end vores. Vi glæder os til at lære og blive udfordret af ØICC’s andre medlemmer og håber, at vi kan bidrage til debatten om en bæredygtig byudvikling, komme med nogle gode idéer og sætte spørgsmålstegn ved status quo. Noget af det særlige ved Ørestad er, at her er en vilje til at gøre noget sammen for at få bydelen til at fungere optimalt i erkendelse af, at der er elementer, der er kommet lidt skævt fra start. Her er en åbenhed for forandring, en ydmyghed.”

”På længere sigt håber vi kan kunne bidrage med nogle gode idéer som fx kan inspirere almennyttige boliger i deres sociale drift – hvordan man hjælper fællesskaber på vej. Efter at de 10 landsbyer er bygget, kunne vi godt tænke os at gå ind i, hvordan eksisterende ejendomme kan konverteres, så der kommer et mindre miljøaftryk, og beboergrupperne bliver mere sammensatte. Hvis vi ikke tænker vores hjem grønne og bæredygtige med mindre boliger, men med adgang til det fælles, kan det ikke lade sig gøre at bo inden for de planetære grænser.”

ØICC byder CPH Village hjerteligt velkommen i partnerskabet.