Oplev Ørestads nye natur- og arkitekturrute på cykel

Hvor er de gode cykelruter i København? Hvor skal vi køre hen? Og hvad skal vi se?

Det er nogle af de spørgsmål, som Signe Nors Hansen fra Copenhagen Visitor Service oftest får fra turister, der gerne vil ud og opleve byen på to hjul. Som en del af Tourism Moves projektet, støttet af Erhvervsfremmebestyrelsen, har Signe og hendes team fra Københavns Kommune lavet et cykelkort med tre oplevelsesruter rundt på Amager og i Ørestad. En børne- og familierute, en arkitektur- og kunstrute og en bynær naturrute. Så er du turist i egen by i år, er der her en oplagt mulighed for at få lidt inspiration til nye oplevelsesture i København.  

Hvad kan du glæde dig til at opleve på cykelruterne?

Arkitektur- og kunstruten

Tietgenkollegiet i Ørestad Nord

Tietgenkollegiet i Ørestad Nord

Arkitekturruten i sin fulde længde er 20 km lang, men kan deles op i to ruter hver af 10 km. Turen tager dig fra Prags Boulevard forbi Københavns Universitet, Tietgenkollegiet, DR Koncerthuset og videre til BIG’s univers med VM Husene og Bjerget til Kay Fiskers Plads, hvor den nye underjordiske kunsthal Simian åbner til efteråret. Herfra kan du følge ruten videre tilbage gennem Byparken til det ikoniske Hotel Bella Sky og over Fælleden til Ballonparken og videre helt ud til Amager Bakke.

Eller, hvis benene er gode og du vil have hele Ørestads-oplevelsen, kan du cykle videre fra Kay Fiskers Plads ud mod Ørestads sydlige del forbi Royal Arena til 8Tallet, Upcycle Studios og Ressourcerækkerne. I Ørestad Syd kan du også få en velfortjent pause med et glas vin på Thorsteinssons’ Vinbar eller smørebrød på Café 8Tallet med udsigt over Kalvebod Fælled. Måske en kop kaffe hos Roots Café? Eller et lækkert stykke kage i den hyggelige gårdcafé COBRA.

Den bynære naturrute

Nyhed 1 - Exploring Copenhagen_06.jpg

Er det ikke arkitektur- og kunstruten, der lokker, men naturruten, kan du med fordel hoppe på metroen mod Vestamager og stå af på sidste stop. Herfra tager kortet dig ud til Naturlegepladsen, Naturcenteret og Traktørstedet, hvor du kan lave snobrød eller slå dig ned i de hyggelige omgivelser og få et fantastisk måltid mad lavet med lokale ingredienser fra Fælleden. Herfra tager ruten dig videre rundt i Naturpark Amager, og du kan med fordel tage badetøj med, da der er mulighed for at hoppe en tur i vandet på din vej rundt.

Børne- og familieruten

Den sidste rute, børne- og familieruten, tager dig ikke rundt i Ørestad, men ud til den østlige del af Amager med Amager Strandpark, små hyggelige byhaver og legepladser som hovedattraktionerne.

”Jeg håber kortet kan inspirere københavnerne til at tage på opdagelse på Amager og i Ørestad. Målet var ikke at lave en udtømmelig liste over seværdigheder, men at inspirere folk til at få en anden oplevelse. Cykelkortet er til dem, der godt kan lide selv at tage på opdagelse, og Amager er spændende især på grund af kontrasterne mellem nyt og gammelt, det urbane og vilde den natur,” fortæller Signe Nors Hansen.  

Nyhed 2 - Cykelkort_06.png

Hvordan får du fat i kortet?

Kortet kan findes i Copenhagen Visitor Service samt bibliotekerne og udvalgte hoteller. Er du selv erhvervsdrivende og kunne du godt tænke dig at få nogle eksemplarer liggende i dit hotel, café eller lignende kan du kontakte Signe Nors Hansen, Visitor Service Supervisor i Københavns Kommune på HP4Y@kk.dk. Det er også muligt selv at printe / tilgå kortet i en pdf version, som du kan finde her. På nuværende tidspunkt findes kortet kun på dansk, men en engelsk version er på vej. Kortet vil løbende blive opdateret.

Få mere ud af turene med Know Your ’Bro og DAC App’en

Oplevelsesruterne kan cykles som de er, men du kan få flere oplevelser på turen ved at supplere med historier fra Know Your ’Bro og DAC App’en. Know Your ’Bro er lokalitetsbaserede ruter og historier til Nørrebro, Vesterbro, Østerbro og nu Amager. Det betyder, at man fysisk skal være på stedet for at låse dem op fra hjemmesiden. Gennem tekst, lyd, foto og video bliver du guidet rundt i historien, kulturen og det københavnske hverdagsliv med tips fra de lokale. Få en hurtig intro til Know Your ’Bro her.

Tager du ud på arkitekturruten kan du downloade DAC’s App, der tager dig med bag om arkitekturen. Du kan enten klikke på kortet på din telefon og se highlights i nærheden af dig eller sætte app’en til ’Explore’-mode, som automatisk udløser notifikationer, når du på cykelruten nærmer dig en af de mange arkitektoniske seværdigheder.

Om Tourism Moves

Cykelkortet og Know Your ’Bro Amager er en del af Tourism Moves, og begge er udarbejdet med input fra områdets aktører. Tourism Moves er et tre-årigt projekt, støttet af Erhvervsfremmebestyrelsen, hvor der vil blive lavet tre ultralokale udviklingsforløb. Det første ultralokale udviklingsforløb fokuserer på Ørestad, hvor ØICC er lokal partner. Læs mere om Tourism Moves her.