I Ørestad har bæredygtighed været indtænkt fra start i selve konstruktionen. Fra kanalsystemet, der opsamler regnvand og skybrudssikrer, til metrolinjen, der giver alle pendlere og beboere adgang til grøn transport. Men der er kommet yderligere tryk på bydelens grønne omstilling. Flere af byggerierne bliver DGNB certificeret. I ØICC udgør bæredygtighed kernen i projekterne mellem medlemmerne. Og nu er alle de store grundejerforeninger, der ejer bydelens parker, pladser, veje og kanaler, gået sammen om en samlet strategi for grøn omstilling af Ørestads drift og videreudvikling.
Fem verdensmål omsættes i drift og udvikling
Det er en velbevaret hemmelighed for mange uden for Ørestad, at bydelen har et fælles sekretariat, der varetager alle opgaver for Ørestads grundejerforeninger og Ørestad Vandlaug. Det giver grundejerne et samlet areal på 3,1 km2 og et årligt budget på 20 mio. kr. Grundejerforeningssekretariatet (GFS) og grundejerforeningerne har derfor sammen en enestående mulighed for faktisk at gøre en forskel og skabe resultater, der kan ses og mærkes.
Med udgangspunkt i fem af verdensmålene har grundejerforeningerne lavet en strategi og handleplan for, hvordan bæredygtighed skal omsættes i drift og udviklingsprojekter. Det gælder bl.a. i forhold til ’Partnerskaber for Handling’ (mål 17), hvor de har indgået et samarbejde med Grøn Vækst, der varetager den grønne pleje i hele Ørestad. Som følge af partnerskabet med grundejerne, vil Grøn Vækst i løbet af 2020 overgå til el-dreven drift i Ørestad, dér hvor det kan lade sig gøre. Målet er at komme så tæt på 100% som muligt. Du kan læse mere om partnerskabet med Grøn Vækst her.
Stine Krüth, produktionsleder i Grøn Vækst uddyber: ”Ved at overgå til elbiler og -redskaber kan vi både gavne miljøet, vilkårene for vores medarbejdere og bidrage til øget bæredygtighed i Ørestad. Det er en spændende udfordring, som vi er stolte af at være med til at løfte.”
Vil styrke arbejdet med biodiversitet
I pressemeddelelsen fremhæver GFS også biodiversitet som et vigtigt indsatsområde. I 2019 hjalp en biolog grundejerne med at udarbejde en baseline for biodiversiteten i særlige parkområder på tværs af hele Ørestad. Baselinen danner grundlag for en særligt tilrettet drift i udvalgte områder og en øget opmærksomhed på at tilgodese truede arter i både drift og udviklingsprojekter. Baselinen følges op med en ny måling om 2-3 år.
Succeskriterierne for Ørestads grønne omstilling er, at den skal kunne dokumenteres i både drift og udvikling over de næste par år. Den viden, som strategien giver, skal desuden skabe afsæt for yderligere innovation i drift og udvikling såvel i Ørestad som i andre byområder. Og så skal der indgås flere nyskabende samarbejder med eksterne aktører. Det betyder bl.a., at bydelen stiller sig til rådighed for spændende og relevante pilotforsøg inden for bæredygtig bydrift- og udvikling.
”Vi kan nå mere sammen. Derfor er det spændende at medvirke i samarbejder, hvor erfaringer og viden dannes, til gavn for mere innovation indenfor bæredygtig bydrift og -udvikling. Det har vi selv stor glæde af. Men vi håber også at det kan komme andre byområder til gode”, fortæller Susanne Raben Rasmussen fra Ørestads fælles grundejerforeningssekretariat.
Sådan kan du følge med i eller blive en del af udviklingen
Over de næste måneder kan du følge med i, hvordan de fem verdensmål, som grundejerne har valgt at fokusere på, konkret bliver omsat til handling. Du kan allerede nu blive klogere på, hvordan mål 17 ’Partnerskaber for Handling’ konkret tager sig ud her.
Hvis du vil vide mere kan du læse hele pressemeddelelsen ’Ørestad Forpligter sig nu til Bæredygtig Drift’. For spørgsmål, kontakt Susanne Raben Rasmussen, koordinator for den bæredygtige omstilling i Ørestad på mail srr@orestad.net eller tlf. 30 49 91 45.