Det anslås at 30-40 % af Ørestads beboere er expats, og at expats i allerhøjeste grad bidrager til den danske økonomi. Expats er personer, der er rejst til et andet land for at bo og arbejde der i en længere periode, og det er godt for København og Danmark, der mangler arbejdskraft. Desværre er der mange expats, som af forskellige årsager kun kortvarigt bliver boende i Danmark – et problem, som en ny arbejdsgruppe nu fokuserer på at lave om på.
ørestads expats er en økonomisk guldgrube
Expats er et særligt segment af Københavns befolkning, der i stigende grad har fået politisk opmærksomhed for sin økonomiske værdi. Senest har børne- og ungdomsborgmesteren, Jakob Næsager, udtalt, at expats udgør en meget stor indtægtskilde for København. Derfor skal vi blive bedre til at få expats til at blive i byen, sagde han til ØICC’s seneste Direktørfrokost (læs mere om Direktørfrokosten her).
Mange af Københavns expats bor i Ørestad, og derfor er emnet særlig relevant netop her. Derfor har ØICC etableret en arbejdsgruppe, som har til formål at støtte og fastholde expats i Ørestad og København.
Den nye arbejdsgruppe etableres samtidig med, at Københavns Kommune vil igangsætte udarbejdelsen af en ny strategi for fastholdelse af expats. ØICC har fået mulighed for at komme med input til netop denne strategi, som Københavns Kommune har afsat henholdsvis 0,8 og 1,3 millioner kroner til i 2025 og 2026-2028.
arbejdsgruppens fokusområder: udfordringer og initiativer
Arbejdsgruppen vil tage fat på nogle af de udfordringer, der medvirker til, at expats flytter igen. Initiativerne skal gøre Ørestad til den internationale bydel i København, hvor nye tiltag kan afprøves.
Tine Kjærgaard står for coorporate letting og partnerskaber i Nrep, og arbejder blandt andet med Nrep’s expat-orienterede boligejendom Noli i Ørestad Syd. Tine repræsenterer Nrep i arbejdsgruppen og har 12 års erfaring med expats. Hun mener, at fire emner er centrale for hovedårsagerne til, at expats ikke bliver boende: placering og boform, netværk og fællesskaber, international skolegang, ensomhed og administration.
expats stiller krav til boligen
’Placering og boform’ dækker over flere aspekter. Expats har i dag større krav til deres bolig end for 10-20 år siden. Engang var en traditionel københavnerlejlighed acceptabel, men i dag vil expats have moderne lejligheder, fortæller Tine:
”Expats vil gerne have moderne familievenlige lejligheder, og de vil gerne være en del af et community space, hvor de kan møde ligesindede.”
Samtidig ønsker de at bo i nærheden af andre expats, men bliver ofte kun hjulpet til en midlertidig bolig af deres arbejdsplads eller et relocation firma. Når de skal finde en mere permanent bolig, er de på egen hånd.
Arbejdsgruppen peger på samarbejde med HR-afdelingerne i Ørestads virksomheder som en del af løsningen. For virksomhederne er der nemlig store potentialer i at hjælpe expats til gode boliger, hvis de ønsker at fastholde deres medarbejdere på længere sigt.
expats savner meningsfulde fællesskaber
’Netværk og fællesskaber’ er en mere velkendte og hyppige årsager til, at expats forlader Danmark igen. Det handler i bund og grund om, at de – og ikke mindst deres ægtefæller – ikke bliver en del af et fællesskab. Medfølgende ægtefæller har ofte svært ved at få arbejde eller finde meningsfulde sammenhænge at indgå i (dette kaldes for ’spouse syndrome’). Enlige expats er hyppigt ensomme efter arbejdstid, og det er svært for dem at lære danskere at kende.
Boligselskaberne kan være en vigtig del af løsningen, og flere af dem afholder allerede engelsksprogede arrangementer for expats. Men der bliver ikke i tilstrækkelig grad gjort opmærksom på, at disse arrangementer eksisterer.
Arbejdsgruppen overvejer forskellige koncepter for styrkelse af fællesskaber, der er målrettet expats – heriblandt kulturelle middage, formidling af lokale foreninger og projekter, danske velkomst-buddies og sociale expat-caféer med mulighed for hjælp til praktiske ting.
Expats mangler skoler og praktisk hjælp
Tine fra Nrep fortæller, at ’international skolegang’ er en mangelvare for expats med børn:
”Der er et klart mønster der viser, at expats især rejser hjem når deres børn skal starte i skole. Sammenlignet med andre storbyer er København bagud i forhold til tilbud om international skolegang.”
I øjeblikket skal børn af expats forlade Amager for at gå på en engelsksproget skole, og det gør det svært at få hverdagen til at hænge sammen. Her vil arbejdsgruppen blandt andet tale med Københavns Kommune om, hvor vidt det er muligt at oprette en international linje på en af Ørestads skoler.
’Administration’ er en af de ofte oversete hovedårsager til, at expats ikke bliver boende i Danmark. Det handler blandt andet om, at det er svært for expats at få et pengeinstitut og forsikringer. Arbejdsgruppen vil i første omgang søge at skabe et samarbejde med lokale banker, filialer og pengeinstitutter i Ørestad.
nye tiltag for lokal orientering
ØICC har i samarbejde med By & Havn udarbejdet et nyt nabolagskort for Ørestad. Kortet er målrettet beboere og medarbejdere i bydelen og er på engelsk. Her kan ikke mindst nye beboere blive opmærksomme på, hvor der er en restaurant, en frisør, en legeplads osv., så de hurtigt kan falde til – og tilmed være med til at støtte det lokale erhvervsliv og skabe sammenhængskraft. Kortet blev lanceret 14. september til bydelsfestivalen ’Under Åben Himmel’, hvor også vinderne af fotokonkurrencen ’This is Ørestad’ præsenteres.
I anledning af fotokonkurrencen har By & Havn og ØICC oprettet Instagram-profilen, ’This Is Ørestad’, der vil leve videre som en indgang til alt der sker i Ørestad, for især unge og expats.
Arbejdsgruppen har oprettet et mailforum, hvor expat-egnede og primært engelsksprogede arrangementer og begivenheder kan deles med hinanden. Formålet er at gøre expats opmærksomme på ting, der sker i Ørestad, som kan være interessante for dem at deltage i. Mailforummet er blandt andet for ejere af beboelsesejendomme og grundejerforeninger.
Noli, ZOKU og Kirken i Ørestad er nogle af de medlemmer i ØICC, der allerede gør en stor indsats for, at expats skal føle sig velkomne og hjemme i Ørestad. Senest er Kirken i Ørestad blevet medlem og arbejder målrettet for at nå især expats og unge. Læs mere om kirkens arbejde her.
Læs mere om projektet her.