Ny medarbejder i ØICC

Vi glæder os over at kunne byde velkommen til ØICCs nye medarbejder, Anna Christine Christensen, som er Udviklings- og Kommunikationskonsulent hos os de kommende måneder.

Anna Christine er uddannet i organisationsudvikling, innovation og kommunikation fra CBS og Sheffield Hallam University. Som selvstændig konsulent har Anna Christine stået for udviklings- og forandringsprocesser på mange arbejdspladser, bl.a. i Københavns Kommune, og som ansat har hun haft ansvar for kommunikation i flere non-profit organisationer.

Vi er rigtig glade for, at Anna Christine har kunnet træde til de kommende måneder.

To nye medlemmer: Velkommen til CBRE og Huusmann Media!

Vi glæder os meget til at arbejde sammen med CBRE og Huusmann Media i ØICC.

CBRE er erhvervsmægler med 100-årig historie, verdensomspændende baggrund og lokal forankring – blandt andet i Ørestad. Vil du vide mere om CBRE kan du læse her.

Huusmann Media rådgiver om og skaber produkter af høj kvalitet til børn: fra animation og illustration over storytelling til visuelle universer og konceptudvikling. Vil du vide mere om Huusmann Media kan du læse her.

Du kommer til at høre mere om vores nye medlemmer i det kommende nyhedsbrev, som du kan skrive dig op til nederst på denne side.

Styrket opmærksomhed på Ørstad gennem DI

I ØICC glæder vi os til det nye samarbejde med Dansk Industri. Med det vil vi styrke Ørestad som innovationsdistrikt og skabe øget bevidsthed om bydelen som en hub af muligheder for erhverv af enhver slags. Anna Ginderskov Hansen fra DI Hovedstaden kalder Ørestad ”en ny bydel, hvor mulighederne står i kø”.

Søren Risager-Hansen, administrerende direktør for KLP Ejendomme A/S og bestyrelsesmedlem i ØICC skriver, at ”Det er en milepæl i den erhvervsmæssige udvikling af Ørestad, at der nu er knyttet en stærk organisatorisk forbindelse til DI Dansk Industri gennem Ørestad Innovation City Copenhagen.”

Vi ser meget frem til det videre samarbejde om Ørestad med Anne Ginderskov Hansen, DI Hovedstaden og Lise Thomsen, DI Kreative erhverv!

Læs DI Hovedstadens LinkedIn-opslag her.

Læs artiklen fra Ørestad Avis her.

 

Besøg af Københavns overborgmester i Ørestad

For et par uger siden havde vi Københavns nye overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen, på besøg i Ørestad, hvor vi lagde vejen forbi Københavns Universitet og IT-Universitetet til en snak om bæredygtighed, innovation og uddannelse.

Under sit besøg bemærkede hun: "Ørestad er mulighedernes bydel og et sted, hvor vi kan prøve nye ting af. Ørestad viser gang på gang, at vi kan genbesøge vores bydel og gøre den bedre, og vi kan hele tiden bruge bydelen til at udvikle den grønne omstilling, så den også bliver mere relevant for os, der bor i de andre kvarterer. Jeg elsker at komme ud til Ørestads kanaler og mærke, hvordan livet hele tiden udvikler sig, og så overrasker det mig positivt, at grundejerne herude i samarbejde med ØICC også gerne vil kigge på hele den her grønne omstilling."

Efter at have mødtes med Københavns Universitet, GFS Ørestad og IT-Universitetet udtalte Sophie Hæstorp: "Jeg kan sagtens forestille mig et fremtidigt samarbejde med ØICC og alle samarbejdspartnerne. Det er en fantastisk model at arbejde med alt den viden, der er samlet på universiteterne i Ørestad og få det i spil i forhold til virksomheder og i forhold til dem, der bor her. Og hvis det ovenikøbet kan medvirke til, at vi bliver klogere på og bedre til grøn omstilling, er det bare endnu et plus."

Du kan læse artiklen i Ørestad Avis i fuld længde her.

Cykom forhandler brugt pro-cykeludstyr og har åbnet første butik i Ørestad

I KLP’s nye HUB1 overfor field’s er der åbnet en sensation af en cykelforretning. Her kan du få ordnet din racercykel med hjælp fra et hold af dygtige ekanikere og købe brugt cykeludstyr fra top Tour de France-hold som Team Ineos, Astana og Mitchelton Scott.

Det er de to cykelentusiaster Oscar Bjørn-Rosager og Casper Hillstrøm, der står bag. Du kan læse mere om deres koncept her.

Kan Ørestad blive det nye Silicon Valley?

Svaret er ja, hvis man spørger ØICC-medlem, Rune Bundesen fra JT Denmark, der mener at bydelen deler mange af de samme væsentlige forudsætninger som Solicon Valley, der skal til for at blive en globalt anerkendt innovationshub.

JT Denmark, der holder til i Neroport i Ørestad City, er netop blevet handlet af en privat investor i London til over 200M£. På trods af den store globale succes har Rune stadig et stort hjerte, der banker for Ørestad: "Ørestad har den der sammenhæng mellem internationale transportveje, uddannelses- og campusmiljø, masser af kontorkapacitet - og samtidig er en by med mennesker, hvoraf mange har en international baggrund. Det er de samme forudsætninger, som Silicon Valley er udsprunget fra. Men mange tænker slet ikke på, hvor unikt et sted vi har."

Du kan læse hele interviewet med Rune Bundesen her.

Forskning til Morgen tirsdag d. 12. oktober

Hver anden måned inviterer Københavns Universitets forskere til kaffe, croissanter og inspirerende morgenoplæg om erhvervsrelaterede emner.

Næste arrangement er tirsdag den 12. oktober 2021 kl. 8.30-10.00 og her sættes der meget nærliggende fokus på, hvordan man kan bruge events til at brande sin virksomhed.

Begivenheder og branding: Lektor i Teater- og performancestudier Michael Eigtved fortæller om, hvordan begivenheder og events kan bruges aktivt til at brande virksomheder og organisationer. Som deltager får du konkrete ideer til, hvordan din virksomhed kan skabe identifikation til kunder og brugere ved at bruge indsigter og greb fra scenekunsten.

Læs mere og tilmeld dig her.

Open Call til 'Ørestad23' - Skal du være med?

I 2023 bliver København og Ørestad indtaget af mellem 10.000 og 15.000 arkitekter, når byen er vært for 'Arkitekternes OL'; UIA 2023 World Congress Copenhagen med titlen 'Sustainable Futures - Leave No One Behind'

Kongressen, som er verdens største indenfor arkitektur, har samtidigt låst op for at København, som den blot anden by nogensinde, bliver udnævnt som verdens arkitekturhovedstad i hele 2023 af UNESCO. Arkitekturåret har titlen 'Copenhagen in Common' og drives af Københavns Kommune med Kristine Munkgård Pedersen i spidsen.

Ørestad Innovation City Copenhagen er blevet udnævnt som bydelspartner for arkitekturåret, og har dermed en særdeles central rolle i de projekter og aktiviteter der skal køre i Ørestad i 2023. I den forbindelse har ØICC udarbejdet rammerne for et stort bydelsinitiativ under navnet 'Ørestad23 - Shaping Neighbourhoods Together' som blev præsenteret på et informationsmøde i vores lokaler hos Symbion A/S i går. Visionen er at bruge arkitekturåret og Ørestad23 som en anledning til sammen at understøtte og forme udviklingen i Ørestad og sætte fokus på, hvordan vi kan gøre bydelen til et endnu bedre neighbourhood at leve i, studere i, besøge og bedrive virksomhed i

Vi har allerede projekter i pipelinen, og vi har en masse idéer - men vi kan ikke gøre det uden en aktiv kerne af ildsjæle - derfor opfordrer vi til at man rækker ud hvis man har lyst til at være med!

Kontakt projektleder Catharina Høgdal ch@oicc.dk for mere information.

Ny medarbejder i ØICC

Det glæder os at kunne byde velkommen til ØICC’s nye medarbejder, Christian Kierkegaard Michelsen, der i dag har første dag på jobbet med titlen som Netværksleder & Kommunikationsansvarlig.

Christian er uddannet cand.merc i strategi, organisation og ledelse fra CBS, og kommer fra en spændende stilling som sekretariatschef for Copenhagen Goodwill Ambassadors, der er et executive netværk forankret under Copenhagen Capacity og Wonderful Copenhagen.

Vi er utroligt glade for at have fået så god en medarbejder med om bord i ØICC. Tag rigtig godt imod Christian, når I møder ham i Ørestad.

Første spadestik til nyt bæredygtigt byggeri i Ørestad City

Så er første spadestik taget til C.F. Møllers have, som kommer til at bestå af 156 nye, mindre boliger, der primært henvender sig til singler, unge par og seniorer. Bæredygtighed og fællesskab er begge centrale temaer i byggeriet, som bl.a. kommer til at rumme fællesvaskeri, læse-/lektiecafé, vækstrum som fælleslokale, byttecafé, nyttehaver i gården og kontorarbejdspladser med mødefaciliteter. I gården kommer der desuden til at være legepladser og orangeri.

Bæredygtighed er tænkt ind både i form af materialevalg, planter der understøtter biodiversitet og i sociale og fællesskabsorienterede funktioner. Boligerne ligger en kort gåtur fra Ørestad City metrostation og vil stå klar til indflytning ultimo 2023.

Det er bygherre Skanska, der står bag projektet sammen med KPC København, Sweco Architects Denmark og NIRAS.

Læs mere om projektet her.

#Ørestad #City #nytbyggeri #bærdygtighed #DGNBguld

Kom til indvielse af Ørestads to nye byrum

Så er det i morgen, tirsdag d. 17. august kl. 16.30, at Ørestads to nye, midlertidige byrum indvies. Byrummene er åbne for alle, og består af to dome-formede væksthuse med luftrensende beplantning. Byrummene er resultatet af projektet Thrive Zone Amager, hvor målet har været at undersøge, hvordan man kan indrette indbydende byrum, der samtidigt skærmer mod byens luftforurening. Du kan opleve de to væksthuse indtil d. 4. oktober ved:

1) Prismehaven på Ørestads Boulevard 59

2) busstoppestedet ved Fields/Ørestad Metro

Indvielsen finder sted i Prismehaven, og alle er meget velkomne. Projektet er udviklet i samarbejde mellem Rasmus Reeh, Gehl, Backscatter, Studio Profondo, Teknologisk Institut og Miljøpunkt Amager med støtte fra ICLEI Action Fund.

Du kan læse mere om projektet her.

Naturpark Amager er nomineret til Byens Bedste Oplevelse

For 20. gang skal vinderne af ’Byens Bedste’ i København kåres, og i år er Naturpark Amager blandt de nominerede til BYENS BEDSTE OPLEVELSE. Hvad går din stemme til?

I ØICC er vi ikke i tvivl efter at have været med Martin Kunzendorf og Jes Aagaard fra Naturstyrelsen på natursafari derude. Naturparken rummer et hav af fantastiske oplevelser i form af vildt dyreliv, gratis shelterpladser og smukke vandreruter. Har du endnu ikke prøvet Amarminoen, er det fx en klar anbefaling herfra til at snørre vandreskoene og komme afsted.

Se alle de nominerede og stem her.

Ørestad Syd udvides med 87 bæredygtige boliger

Ørestad Syd er i rivende udvikling, og nu udvides bydelen med 87 nye bæredygtige boliger. Det er ØICC’s medlem NREP samt AG Gruppen, der står bag byggeriet med navnet Fælledkarréen. Fælledkarréen er tegnet af Transform Arkitekter, og forventes at stå færdig mod slutningen af 2022. I ØICC glæder vi os til at se de nye boliger, hvor bæredygtighed er indtænkt fra start, da byggeriet skal DGNB Guld certificeres. Læs mere her.

ØICC bliver bydelspartner når København er arkitekturhovedstad i 2023

2023 bliver et spændende år ikke kun for København, men også for Ørestad. I 2023 er København nemlig udnævnt til arkitekturhovedsstad af UNESCO og samtidig er byen vært for UIA’s verdenskongres for arkitektur, som afholdes i Ørestad i Bella Center Copenhagen d. 2.-7. juli.

I ØICC ser vi det som en unik mulighed for at bringe Ørestad i spil og vise noget af alt det, som bydelen kan, samtidig med at det er en fantastisk anledning til at igangsætte nye initiativer, som kan styrke bylivet og Ørestad som bæredygtig by. Derfor har ØICC gennem foråret været i tæt dialog med kommunen, og er nu blevet bydelspartner i arkitekturåret. ØICC samarbejder også tæt med UIA (International Union of Architects) om forskellige tiltag i Ørestad i forbindelse med deres verdenskongres i Bella Centeret.

Omdrejningspunktet for kongressen: arkitektur og verdensmål

UIA’s World Congress of Architecture afholdes hvert tredje år og plejer at samle 10.000-15.000 eksperter fra arkitekt- og byggebranchen verden over. Håbet er at kunne gøre det samme i 2023, hvor overskriften for kongressen er ’Sustainable futures – leave no one behind’.

”Verdens arkitekturkongressen er en invitation til at diskutere, hvordan arkitekturen kan bidrage til, at vi kan opfylde FN’s verdensmål i 2030. Diskussionen er allerede startet, den fortsætter med deltagelse af de udenlandske kongresdeltagere i juli 2023, og den skal fortsætte bagefter,” fortæller Annette Blegvad, direktør for UIA 2023 CPH, som står for at arrangere selve kongressen.

”Vi skal bruge kongressen som en platform til at åbne for dialogen og blive klogere ved at vise alle de fine eksempler på vores måde at finde løsninger på, som bidrager til den grønne omstilling, og som samtidig sikrer, at alle er med. Og der er meget at vise frem både i København og i Ørestad,” understreger Annette Blegvad.

Arkitekturåret stiller skarpt på alt det, vi har til fælles i vores by

I forbindelse med at UIA’s arkitekturkongres kommer til København, har hovedstaden fået tildelt muligheden for at være World Capital of Architecture. Titlen som arkitekturhovedstad er noget nyt, som UNESCO tilbyder den værtsby, der afholder verdens arkitekturkongressen. Det er Københavns Kommune ved programleder Kristine Munkgård Pedersen, der er lead på koordineringen, og hun håber, at Københavns mange institutioner, virksomheder, foreninger og borgere har lyst til at byde ind og tage del i året.

”Titlen som World Capital of Architecture er en titel, der har stort potentiale for hele København og håbet er, at den bliver brugt i mange sammenhænge. Både til at løfte debatten om arkitektur og bæredygtig byudvikling, men også som branding af dansk arkitektur og dansk knowhow om by-løsninger,” fortæller Kristine Munkgård Pedersen.

Overskriften for arkitekturåret er ’Copenhagen in Common’, hvor fokus er på vores fælles hovedstad, og på hvordan den kan blive endnu bedre at bo og leve i.

”Arkitekturårets titel handler om alt det, som vi har til fælles: Historien, hverdagen og naturen. Det er et præmis for at bo i en by, og det er også en måde at tage stilling til København på. Vi kan være uenige om mange ting og leve forskelligt, men vi har København til fælles – både som københavnere, som danskere og som en del af et globalt fællesskab, hvor mange udfordringer er de samme,” fortæller Kristine Munkgård Pedersen.

Ørestads bydelsværtsskab – open call på den anden side af sommer

ØICC har gennem foråret haft en tæt dialog med både UIA 2023 CPH og med Københavns Kommune, hvilket har resulteret i, at vi har fået tildelt titlen som bydelspartner. Det, at kongressen finder sted i Ørestad, er en oplagt mulighed for at folde bydelsværtsskabsmetaforen ud og afprøve nye initiativer og søsætte større projekter, der kan skabe blivende værdi for Ørestad sammen med bydelens aktører.

Begge begivenheder rummer et stort potentiale for at synliggøre Ørestads bæredygtige profil endnu mere og for at understøtte den fælles debat i 2023 om, hvordan vi ønsker, at vores hovedstad skal være. Nye bydele som Ørestad spiller en vigtig rolle i fortællingen om København som bæredygtig by, idet bæredygtighed er tænkt ind i bydelenes infrastruktur og byggerier fra begyndelsen af. Ørestad tiltrækker allerede mange fagpersoner, der vil studere bæredygtig arkitektur og byudvikling, og bydelen bliver ikke til at komme udenom i 2023.

ØICC inviterer til et open call

I ØICC kan vi ikke løfte værtskabet alene, og vi håber derfor, at de mange virksomheder, organisationer og foreninger i Ørestad vil være med til at tage del i aktiviteterne og selv byde ind med gode idéer, aktiviteter og projekter, der kan sætte bydelen på verdenskortet. Derfor vil ØICC på den anden side af sommer invitere til et informationsmøde, hvor vi vil præsentere en ramme for 2023 og fortælle mere om den videre proces, som bl.a. vil indeholde et open call. I kan holde jer opdaterede på ØICC’s hjemmeside, LinkedIn og her via nyhedsbrevet.

Her kan du læse mere om København som arkitekturhovedstad og World Congress of Architecture

ØICC inviterer til direktørfrokost

Det glæder os for første gang i ØICC’s levetid at kunne invitere alle medlemmer til direktørfrokost d. 26. august. Frokosten er en unik anledning til at møde bestyrelsen og de andre ledere fra partnerskabets medlemsvirksomheder og -organisationer i uformelle rammer og knytte stærkere relationer til hinanden. Relationer, der kan være med til at styrke aktiviteterne i ØICC og knytte an til nye samarbejder.

Et af ØICC’s formål er at fremme udviklingen af Ørestad som grønt innovationsdistrikt, så bydelen bliver et endnu bedre sted at bo, bedrive virksomhed og besøge. Til frokosten har vi derfor inviteret beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard fra Københavns Kommune til at fortælle om kommunens visioner for bydelen under overskriften “Unlocking the full potential of Ørestad”.

Frokosten finder sted i hyggelige og afslappede omgivelser på den nye rooftop restaurant og bar ZOKU. Har du endnu ikke været forbi dér, kan vi varmt anbefale at gøre det. ZOKU ligger lige bag DR Byen i August Schade Kvarteret i Ørestad Nord.

Ny sekretariatsleder i ØICC

I juni måned er Sophie Witzke tiltrådt som sekretariatsleder i ØICC. Det sker efter, at ØICC’s tidligere direktør Carolina Benjaminsen pr. 1. februar 2021 fratrådte sin stilling, da hun havde fået et nyt job. Sophie har de seneste måneder været konstitueret leder af sekretariatet, og bestyrelsen har nu besluttet at gøre hende til sekretariatsleder. Sammen med projektleder Catharina Høgdal vil hun fremover varetage driften af ØICC, betjene foreningens bestyrelse og medlemmer og videreudvikle ØICC’s profil og aktiviteter.

”Jeg er utroligt glad for at få muligheden for at lede ØICC’s lille men ambitiøse sekretariat og for sammen med min dygtige kollega, Catharina, at bygge videre på det solide grundlag, der allerede er skabt i foreningen. Især glæder jeg mig til samarbejdet med ØICC’s medlemskreds og bestyrelse, og til at sætte konkrete initiativer i gang, der kan styrke en bæredygtig by- og erhvervsudvikling af Ørestad,” siger Sophie Witzke.

”Vi er i bestyrelsen utrolig glad for at Sophie Witzke har takket ja til jobbet som sekretariatsleder,” udtaler Søren Brøndum, direktør i Rambøll Byggeri og formand for ØICC’s bestyrelse. ”Vi har i bestyrelsen fuld tillid til, at Sophie sammen med Catharina Høgdal kan få foreningen i den rigtige retning og få sat gang i nogle gode projekter til gavn for foreningens medlemsvirksomheder, og som i øvrigt kan komme hele Ørestad til gode.”

Sophie er uddannet cand.mag. og har tidligere været innovationsspecialist og kurator. Hun har været ansat i ØICC siden februar 2019, hvor hun har været projektleder på en række projekter i foreningen.

Tal og udviklingsplaner for Ørestad

ØRESTAD INVESTOR FORUM mødtes for anden gang i 2021 for at blive klogere på tal og fakta om Ørestad. Udviklings- og salgsdirektør Ingvar Sejr Hansen og specialkonsulent Jesper Nyeborg fra By & Havn delte værdifuld statistik om Ørestad og kunne fortælle om By & Havns udviklingsplaner. Når Ørestad er udbygget er forventningen, at bydelen vil huse 30.000–35.000 beboere og 50.000 arbejdspladser.

Søren Raae Teisen, udviklingsdirektør i Solstra Development, der udvikler Bella Kvarter fortalte derefter om planerne for området, især om den kommende erhvervsdel og det butiksområde i gadeplan, som de er ved at skabe oppe tæt på metroen.

Begge oplæg satte gang i en god dialog og pegede på flere områder, hvor samarbejde mellem deltagerne om udviklingen af Ørestad kunne være interessant og relevant.

Ørestad Investor Forum er det nyeste netværk i ØICC regi og samler ejendomsudviklere, investorer og udlejere indenfor erhverv i Ørestad. Du kan læse mere om forummet her og se hvem der deltager. Og vil du vide mere, kan du til hver en tid gribe fat i ØICC sekretariatet.

#byudvikling #Ørestad #investering #erhverv #ØICC #partnerskab #innovationdistrict

ØICC vil sætte aftryk

De næste tre år skal ØICC have endnu større fokus på bæredygtighed og værdiskabende projekter, der sætter aftryk i Ørestad. ØICC’s bestyrelsesformand Søren Brøndum, direktør for byggeri i Ramboll, fortæller her om ØICC’s nye strategi for at blive et kendt og anerkendt grønt innovationsdistrikt, der kan fungere som et levende laboratorium for bæredygtig erhvervs- og byudvikling. Læs mere her.

Flerbrugerhus i Ørestad Nord klar til at åbne op

Den 1. marts står det nye flerbrugerhus, Augusthus, i Ørestad Nord klar til at åbne dørene og invitere ind til en oplevelse ud over det sædvanlige. Byggeriet byder både på en åben underetage med café drevet af Meyers, dagligvareforretning, kontorfællesskabet Woods og det hollandske hotelkoncept Zoku på toppen. Det er NREP og Tetris A/S, der står bag Augusthus. Vi har talt med Thomas Wenzell Gram-Olesen, Head of Commercial and Operations i NREP om tankerne bag byggeriet, og hvad man kan se frem til at opleve, når det åbner.

Læs mere her.

Projekt i Ørestad skal mindske eksponering for luftforurening

Miljøpunkt Amager er i samarbejde med bl.a. Gehl Architects gået i gang med at undersøge, hvordan man ved simple greb og byrumsdesign kan skærme og nudge folk væk fra de områder, hvor luftforureningen er værst. For selvom København er kendt som cykelby og ofte vinder priser som ’most liveable city’, er luftforurening et stigende problem med store sundhedsskadelige konsekvenser for de, der færdes og opholder sig i byen.

Projektet med titlen 'Thrive Zone Amager' kommer til at tage udgangspunkt i Islands Brygge og Ørestad og vil bygge på flere former for dataindsamling og stor borgerinvolvering. Målet er ikke kun konceptudvikling af byrumsdesign men fysiske tiltag, som forventes at stå klar i juni 2021. Læs mere her.