Smugkig på resultater af forskningsprojektet ’Fællesskabsorienterede Boformer’

Der er stigende interesse for at bo på en måde, hvor man kommer hinanden mere ved. Derfor er der stadigt flere private aktører, som bygger boliger med henblik på at skabe fællesskab. Men hvordan etablerer man de bedste rammer for fællesskaber, når man ikke på forhånd ved, hvem der vil flytte ind?

ØICC’s arbejdsgruppe for social bæredygtighed (By & Havn, Tetris, Rambøll/Henning Larsen, NREP, Aalborg Universitet København (AAU CPH)og AART Architects) besluttede sig for at undersøge best practice inden for etablering af fællesskabsorienterede boformer med støtte til projektet fra Realdania. Forskningsprojektet er netop ved at blive afsluttet, og vi har talt med seniorforsker Jesper Ole Jensen fra BUILD på AAU CPH, som har stået i spidsen for undersøgelsen. Her løfter Jesper Ole Jensen sløret for nogle af projektets konklusioner – og hvad Ørestad kan bruge det til. Resultaterne fra projektet udkommer inden længe i en rapport, som opfølges af et seminar senere på foråret, der er åbent for alle interesserede.

Nogle konklusioner fra projektet

Gennemgående ønsker developere og rådgivere at få almindelige danskere med, så bofællesskaber ikke begrænses til ildsjæle med tid og energi til at starte fra bunden. Aktørerne søger at udvikle nøgleklare koncepter, som kan udbredes til flere segmenter. En af de store udfordringer ligger i, hvad fællesskab betyder for beboerne. Her har aktørerne typisk en pragmatisk tilgang: fællesskaberne skal ikke være bindende; det skal være lysten, der driver værket. Derfor lægger man vægt på at skabe rammer, som fremmer de uforpligtende møder mellem mennesker og skaber uformelle mødesteder. Det afspejler sig i designet af bygningerne, hvor man prioriterer fællesområder, der fremmer spontane og uforpligtende møder, og semiprivate arealer såsom områder uden for den private bolig, som grænser op til det fælles areal. Når beboerne sætter sig på disse arealer, kan de vinke til naboerne, der går forbi, og eventuelt falde i snak.

Developernes tilgang til etablering af bofællesskaberne er forskellig. Nogle er meget beskrivende i forhold til et fælles værdigrundlag, for eksempel fællesspisning fem gange om ugen, økologi, bæredygtighed. Andre vil ikke definere fællesskabets indhold: de udformer rammerne; beboerne definerer fællesskabet. Det varierer også, hvor meget developere og ejendomsselskaber engagerer beboerne i designet og processen, og hvor meget de er til stede for dem bagefter – hvor meget der faciliteres. Fælles er bestræbelserne på at signalere til kommende beboere, at de skal være med til at skabe fællesskabet.

”Vi kan se, at de private developere virkelig har skabt en markant forøgelse af antal bofællesskaber, der bliver etableret,” fortæller Jesper Ole Jensen. ”Der er en differentiering mellem forskellige typer bofællesskaber med hver deres styrker. Nogle mennesker har det godt med, at meget foregår fælles; andre har det fint med det uformelle.”

“’Bovieran’, et svensk koncept med stor succes, er et eksempel på det sidste: der er et opvarmet fællesrum med palmer og ellers ingen facilitering, kun etablering af en andelsboligforening. Derefter opretter beboerne selv arbejdsgrupper. ’EcoVillage’, derimod, har stærk økologisk profil og lægger op til et forpligtende fællesskab med meget fællesspisning,” fortæller Jesper Ole Jensen.

Ibihavens atrium med fællesskab i fokus

“Og i ’PlusHusene’ har man en vært, som iværksætter initiativer ud fra samtaler med beboerne om, hvad de interesserer sig for. Det vigtige er, at der er en forventningsafstemning, for behovet for at facilitere fællesskabet varierer meget, blandt andet alt efter om boligerne er ejer-, andels- eller lejeboliger.”

Ørestads bofællesskaber har usædvanlige vilkår

Hvordan kan denne undersøgelse af bofællesskaber så bruges i Ørestad? ”Der er flere bofællesskaber på vej i Ørestad, og noget af det særegne er, at de primært etableres i etageboliger, og på det område har man ikke mange erfaringer at trække på,” konstaterer Jesper Ole Jensen. ”Det kræver en mere kompleks arealdeling at sikre uformelle mødesteder og beslutte, hvor fællesfaciliteterne skal ligge. Og det bliver vigtigt at tænke i, hvordan man forholder sig til omgivelserne, hvilken værdi bofællesskabet kan skabe for lokalsamfundet, for man kommer meget tæt på sine naboer, og det skal man forholde sig til. I så tætbebyggede områder må man undgå lukkethed om sig selv og tage dialogen med naboerne meget alvorligt.”

Jesper Ole Jensen håber, at konklusionerne fra rapporten og det efterfølgende seminar bliver grebet af branchen, og at den får lyst til at arbejde videre med området selv. Der er allerede tegn på, at det vil ske, idet Indenrigs- og Boligministeriet har fremsat et forslag om etablering af et uafhængigt rådgivningscenter for bofællesskaber. ”Det er vigtigt, at man gør sig klart – som developer eller kommune – at de forskellige koncepter kan forskellige ting. Og beboerne skal være klar over, hvad de går ind til.”

I ØICC glæder vi os til at læse rapporten, når den udkommer, og formidle resultaterne videre. Hvis I har lyst til at høre mere, kan I kontakte seniorforsker Jesper Ole Jensen (jojen@build.aau.dk) eller ØICCs sekretariat (oicc.dk/sekretariatet).

TILGANG

Projektet ’Fællesskabsorienterede Boformer’ med BUILD på AAU CPH som lead har haft fokus på egentlige bofællesskaber, i dette tilfælde er det defineret som, at beboerne har egne boliger, men dertil har fælles faciliteter såsom fælleskøkken og fælleslokaler. Bofællesskaberne, som er undersøgt, varierer fra meget organiserede fællesskaber med mange fælles aktiviteter, til mere uformelle fællesskaber, hvor møder og aktiviteter opstår mere spontant. Projektet har undersøgt, hvordan udviklerne er gået til opgaven forskellige steder, og hvad resultaterne af de forskellige processer og fysiske rammer har været.

Som del af undersøgelsen er det også blevet kortlagt, hvilke private aktører, der etablerer bofællesskaber, og hvilke redskaber de bruger til at engagere beboerne i fællesskabet. Der har været interviews med developere, investorer og rådgivere af nye bofællesskaber, samt interviews med beboere i fællesskaber, der har kørt et stykke tid. Desuden har projektet faciliteret to workshops hvor boligselskaber, developere og kommuner har delt erfaringer.

HUBNORDIC: by- og arbejdsliv i lækre rammer

Hvordan har vi lyst til at arbejde i fremtiden – og hvordan skaber vi rammerne for det allerede nu, så vi kan tiltrække de bedste medarbejdere? Det giver HUBNORDIC et kvalificeret bud på med HUB1 på Kay Fiskers Plads. ØICC har været på rundvisning for at se de flotte lokaler og de lækre feinschmecker-butikker og -spisesteder, som er åbnet på stedet.

Allerede nu kan man nyde italienske specialiteter eller en kop kaffe i mad- og vinbaren Primo, en luksuriøs kage i konditoriet Cakes & Dreams, eller en god sandwich i Kays, som også sælger lækre varer til køkkenet, hvoraf flere er lokale produkter fra Amager.

Et udsnit af de lækre kager hos Cakes & Dreams

Desuden kan man få en frisk frisure i Rodeo eller en ny gammel cykel i Cykom, der sælger pro-owned cykler – det vil sige pre-owned cykler, som har tilhørt professionelle top-cykelryttere. Når HUB1 er kommet op i fuld omdrejning vil der også være træningsrum, madboder drevet af Madkastellet og flere butikker.

”Fokus er på at tilbyde lejere et attraktivt og unikt sted, så de for eksempel får lettere ved at tiltrække og fastholde arbejdskraft. Vi skal hjælpe vores kunder og ikke bare levere et kontorrum,” fortæller Jacob Vendelboe Hagensen, kommunikationsansvarlig i KLP Ejendomme, som viser os rundt. ”Vi sigter efter, at de, der arbejder i huset, kan finde alt, hvad de har behov for, lige i nærheden. Her er et kontor tænkt mere som en platform end som en lokation. Derfor er der stik og udtag alle vegne, så man kan sætte sig og arbejde, lige hvor man har lyst.”

Et samlingssted i bydelen

I HUB1 er der restauranter og konditori, butikker og frisør – og plads til flere. De fleste butikker har facade ud mod strøget og Ørestads Boulevard, så HUBNORDICS miljø kan blive et samlingssted for alle - ikke bare husets lejere. I stueetagen er der både god plads og små kroge, hvor man kan sætte sig og snakke eller arbejde. Der er også mødelokaler i mange forskellige størrelser, som enhver har mulighed for at leje. Det gennemgående træk er, at hver krog og hvert lokale har sit helt eget præg, så der er noget for enhver smag og ethvert behov, alt sammen i lækkert design.

I stueplan ligger HUBspace, hvor entreprenører og små virksomheder kan leje et lokale eller en plads. Så har de adgang til alle faciliteter og kan variere deres arbejdsdag og -plads efter behov. ”Der er tænkt fleksibilitet ind hele vejen igennem,” siger Jacob Vendelboe Hagensen. ”Vores kantine i stueplan vil ikke bare være kantine for lejerne i arbejdstimerne, men også restaurant for alle efter arbejdstid. Og auditoriet er fleksibelt, så stolene kan rykkes rundt og lokalet kan bruges på andre måder.”

På etagerne ovenover er der lejemål til virksomheder af alle størrelser. ”Vi har bygget huset som et byhus i mursten for at give en anden atmosfære end en bygning af stål, som mange kontorkomplekser er. Også indretningen skal fortælle nogle historier i sig selv.” HUB1 er dimensioneret til at kunne rumme ca. 3000 lejere – foruden kunder i butikker og restauranter samt eksterne brugere af lokaler og auditorium. HUB1 er en del af HUBNORDIC-konceptet, som også omfatter naboejendommene HUB2 og HUB3. Her kan lejerne nyde godt af faciliteterne i alle tre ejendomme og dermed få endnu flere services end ellers.

Efter rundvisningen glæder vi os allerede til at komme tilbage uden for arbejdstid for at nyde spisestedernes lækkerier og gode atmosfære.

Ny Bella Arena er klar til Bogforum, koncerter og megakongresser

Har du været forbi Bella Center Copenhagen for nylig, har du nok ikke kunne undgå at se den nye, skinnende bygning, der har rejst sig på siden ud mod golfbanen. Det er den nye Bella Arena, som blev påbegyndt i efteråret 2019 og nu står klar til brug.

Vi har talt med Karen Østerbye, pressechef i BC Hospitality Group og medlem af ØICC’s Netværk for Kommunikation, om hvordan den nye multi-arena adskiller sig fra andre venues i hovedstaden. Hvad den kommer til at betyde for København og ikke mindst Ørestad. Og hvad du kan se frem til at opleve derinde.

Hvordan adskiller Bella Arena sig fra lignende venues?

”Bella Arena adskiller sig nok fra mange andre tilsvarende byggerier ved ikke at være en grå og kedelig betonklods – tværtimod. Hallens fire sider buer, og facaden er beklædt med perforerede og buede aluminiumsplader, som giver en lethed udadtil. Selv størrelsen på hallen taget i betragtning,” fortæller Karen Østerbye.

Nyhed 3 - Bella Arena 08.JPG

Og størrelsen er værd at bemærke. Bella Arena er nemlig intet mindre end 7.000 m2, hvilket svarer til, at der kan ligge en hel fodboldbane indenfor. Dertil er der lavet et nyt foyerområde udenfor, der tilsvarende måler 7.000 m2. I selve arenaen er der plads til 7.000 siddende gæster og 8.600 stående.

”Bæredygtighed har også været en rød, eller rettere grøn, tråd for konstruktionen af Bella Arena. Dét, kombineret med et innovativt samarbejde med Carlsberg, har resulteret i et DGBN Guld præcertifikat. Lang historie kort, har bæredygtige materialer, energieffektivitet og cirkularitet har været centrale fokuspunkter. Vi har bl.a. genbrugt træ fra den nu nedrevne gamle (og for gamle) østhal, der lå ud mod metroen, og som stammer helt tilbage fra Bellahøj. Og genanvendte Carlsberg øl-fustager er også en del af historien,” fortæller Karen Østerbye.

Hvad har formålet været med at bygge Bella Arena?

”For at kunne tiltrække de helt store internationale kongresser, har København manglet hotelværelser. Det er imidlertid løst. Lige så vigtigt, har byen dog manglet en stor, søjlefri og moderne hal med plads til alle deltagere, når keynote speakers indtager scenen. Det har København nu fået med Bella Arena, og det åbner op for helt nye muligheder for at tiltrække internationale kongresser til København,” understreger Karen Østerbye.

”Det er dog ikke kun de store kongresser, vi åbner op for at kunne tiltrække med Bella Arena. Den er nemlig bygget som en multihal, der kan inddeles i mindre sektioner og transformeres til fx en sportsarena, koncertvenue, eller helt tredje. Så den rummer mange muligheder for nye typer af events. Vi kan invitere 7.000 siddende gæster indenfor og 8.600 stående, til alle typer koncerter fra det klassiske univers til potente rockkoncerter og alt det midt i mellem. Vi har pt ikke noget i kalenderen, men det er bare om at holde øje,” fortæller Karen Østerbye.

Nyhed 3 - Bella Arena 07.JPG

At Bella Arena også kan huse koncerter er særlig interessant, da Ørestad dermed har fået sit tredje store spillested inklusiv DR Koncerthuset og Royal Arena, som også begge er med i ØICC. Der er ingen anden bydel i København, der rummer samme koncertkapacitet, så på den måde, kan man vel næsten sige, at Ørestad er ved at udvikle sig til en musikkens bydel.

Hvad er det første, man kan se frem til at opleve i Bella Arena?

”Det første helt store og savnede publikumsevent er jo Bogforum i starten af november. Vi var, af grunde som vi alle kender, nødsaget til at aflyse sidste år, så nu glæder vi os dobbelt så meget til at slå dørene op igen. Denne gang med en spritny arena og nyt foyerområde med masser af plads til stande, scener, samtaler og andre aktiviteter”, fortæller Karen Østerbye.

I ØICC har vi allerede været forbi og få et forhåndsglimt af den nye arena. Og vi kan godt afsløre, at der er noget at glæde sig til, når Bella Arena for alvor kommer i gang.

Kom til infomøde om Arkitekturåret 2023 i Ørestad

I 2023 er København vært for den Internationale Arkitektforenings (UIA’s) Verdenskongres for Arkitektur (d. 2.–7. juli). København har i den forbindelse fået tildelt titlen som ’Arkitekturhovedstad’ af UNESCO. Efter tæt dialog med Københavns Kommune, der står for programmet for København som Arkitekturhovedstad, er ØICC nu blevet bydelspartner, hvilket betyder, at ØICC står for at koordinere aktiviteter og større initiativer i Ørestad sammen med Ørestads aktører.

Derfor inviterer vi nu til informationsmøde, hvor vi vil præsentere rammerne for, hvordan man kan byde ind og blive en del af arkitekturåret i Ørestad. Alle interesserede er velkomne, virksomheder som foreninger, kultur- og uddannelsesinstitutioner, borgere, m.fl. På mødet vil vi kort præsentere konceptet for 2023 i Ørestad, give eksempler på aktivitetstyper samt vigtige deadlines, som I skal holde jer for øje.

I ØICC ser vi begge begivenheder – World Congress of Architecture og World Capital of Architecture – som en unik mulighed for at bringe Ørestad i spil og vise noget af alt det, som bydelen og aktørerne herude kan, samtidig med at det er en fantastisk anledning til at igangsætte nye initiativer, som kan styrke bylivet og Ørestad som bæredygtig by og skabe både midlertidig og blivende værdi for Ørestad sammen med alle bydelens aktører.

PROGRAM

14.30 – 14.40: Velkomst v. Sophie Witzke, sekretariatsleder ØICC

14.40 – 15.10: København som World Capital of Architecture i 2023 v. programleder Kristine Munkgård Pedersen, Teknik- og Miljøforvaltningen, Københavns Kommune

15.10 – 15.30: Arkitekturåret i Ørestad – hvad, hvornår og hvordan? Ved Sophie Witzke, sekretariatsleder og Catharina Høgdal, projektleder ØICC

15.30 – 16.00: Spørgsmål

 TILMELD DIG INFOMØDE

For at vi har styr på, hvor mange vi bliver, bedes I tilmelde jer informationsmødet senest fredag d. 24. september kl. 12.00 ved at skrive til projektleder Catharina Høgdal på ch@oicc.dk.

PRAKTISK

  • Dato: Den 29. september 2021

  • Tid: Kl. 14.30 – 16.00

  • Sted: Univate, Njalsgade 76, 4. sal

ØICC bliver bydelspartner når København er arkitekturhovedstad i 2023

2023 bliver et spændende år ikke kun for København, men også for Ørestad. I 2023 er København nemlig udnævnt til arkitekturhovedsstad af UNESCO og samtidig er byen vært for UIA’s verdenskongres for arkitektur, som afholdes i Ørestad i Bella Center Copenhagen d. 2.-7. juli.

I ØICC ser vi det som en unik mulighed for at bringe Ørestad i spil og vise noget af alt det, som bydelen kan, samtidig med at det er en fantastisk anledning til at igangsætte nye initiativer, som kan styrke bylivet og Ørestad som bæredygtig by. Derfor har ØICC gennem foråret været i tæt dialog med kommunen, og er nu blevet bydelspartner i arkitekturåret. ØICC samarbejder også tæt med UIA (International Union of Architects) om forskellige tiltag i Ørestad i forbindelse med deres verdenskongres i Bella Centeret.

Omdrejningspunktet for kongressen: arkitektur og verdensmål

UIA’s World Congress of Architecture afholdes hvert tredje år og plejer at samle 10.000-15.000 eksperter fra arkitekt- og byggebranchen verden over. Håbet er at kunne gøre det samme i 2023, hvor overskriften for kongressen er ’Sustainable futures – leave no one behind’.

”Verdens arkitekturkongressen er en invitation til at diskutere, hvordan arkitekturen kan bidrage til, at vi kan opfylde FN’s verdensmål i 2030. Diskussionen er allerede startet, den fortsætter med deltagelse af de udenlandske kongresdeltagere i juli 2023, og den skal fortsætte bagefter,” fortæller Annette Blegvad, direktør for UIA 2023 CPH, som står for at arrangere selve kongressen.

UIA_logo.png

”Vi skal bruge kongressen som en platform til at åbne for dialogen og blive klogere ved at vise alle de fine eksempler på vores måde at finde løsninger på, som bidrager til den grønne omstilling, og som samtidig sikrer, at alle er med. Og der er meget at vise frem både i København og i Ørestad,” understreger Annette Blegvad.

Arkitekturåret stiller skarpt på alt det, vi har til fælles i vores by

I forbindelse med at UIA’s arkitekturkongres kommer til København, har hovedstaden fået tildelt muligheden for at være World Capital of Architecture. Titlen som arkitekturhovedstad er noget nyt, som UNESCO tilbyder den værtsby, der afholder verdens arkitekturkongressen. Det er Københavns Kommune ved programleder Kristine Munkgård Pedersen, der er lead på koordineringen, og hun håber, at Københavns mange institutioner, virksomheder, foreninger og borgere har lyst til at byde ind og tage del i året.

”Titlen som World Capital of Architecture er en titel, der har stort potentiale for hele København og håbet er, at den bliver brugt i mange sammenhænge. Både til at løfte debatten om arkitektur og bæredygtig byudvikling, men også som branding af dansk arkitektur og dansk knowhow om by-løsninger,” fortæller Kristine Munkgård Pedersen.

Overskriften for arkitekturåret er ’Copenhagen in Common’, hvor fokus er på vores fælles hovedstad, og på hvordan den kan blive endnu bedre at bo og leve i.

Nyhed 1 - Bydelspartner Copenhagen in Common 02.PNG

”Arkitekturårets titel handler om alt det, som vi har til fælles: Historien, hverdagen og naturen. Det er et præmis for at bo i en by, og det er også en måde at tage stilling til København på. Vi kan være uenige om mange ting og leve forskelligt, men vi har København til fælles – både som københavnere, som danskere og som en del af et globalt fællesskab, hvor mange udfordringer er de samme,” fortæller Kristine Munkgård Pedersen.

Ørestads bydelsværtsskab – open call på den anden side af sommer

ØICC har gennem foråret haft en tæt dialog med både UIA 2023 CPH og med Københavns Kommune, hvilket har resulteret i, at vi har fået tildelt titlen som bydelspartner. Det, at kongressen finder sted i Ørestad, er en oplagt mulighed for at folde bydelsværtsskabsmetaforen ud og afprøve nye initiativer og søsætte større projekter, der kan skabe blivende værdi for Ørestad sammen med bydelens aktører.

Begge begivenheder rummer et stort potentiale for at synliggøre Ørestads bæredygtige profil endnu mere og for at understøtte den fælles debat i 2023 om, hvordan vi ønsker, at vores hovedstad skal være. Nye bydele som Ørestad spiller en vigtig rolle i fortællingen om København som bæredygtig by, idet bæredygtighed er tænkt ind i bydelenes infrastruktur og byggerier fra begyndelsen af. Ørestad tiltrækker allerede mange fagpersoner, der vil studere bæredygtig arkitektur og byudvikling, og bydelen bliver ikke til at komme udenom i 2023.

ØICC inviterer til et open call

I ØICC kan vi ikke løfte værtskabet alene, og vi håber derfor, at de mange virksomheder, organisationer og foreninger i Ørestad vil være med til at tage del i aktiviteterne og selv byde ind med gode idéer, aktiviteter og projekter, der kan sætte bydelen på verdenskortet. Derfor vil ØICC på den anden side af sommer invitere til et informationsmøde, hvor vi vil præsentere en ramme for 2023 og fortælle mere om den videre proces, som bl.a. vil indeholde et open call. I kan holde jer opdaterede på ØICC’s hjemmeside, LinkedIn og her via nyhedsbrevet.

Her kan du læse mere om København som arkitekturhovedstad og World Congress of Architecture

Medlemskredsen udvides med virksomhed, der vil introducere smart city til Ørestad

Smart City Insights, et rådgivende konsulentfirma, der har eksisteret i godt fire år, er nyeste medlem af ØICC. Virksomheden blev startet af direktør Peter Bjørn Larsen, der har mere end 13 års erfaring med større internationale smart city projekter. Peter har bl.a. meldt sig ind i ØICC, da han ser et stort potentiale i Ørestad i forhold til at samarbejde med bydelens andre tech-aktører omkring udvikling af værdiskabende smart city projekter lokalt i bydelen.

Hvad er Smart City Insights for en størrelse?

”Vi hjælper den offentlige og private sektor med at konkretisere og implementere smart city konceptet. Før Covid-19 arbejdede vi 80% i udlandet, og har haft projekter i USA/Canada, Riyadh/Dubai, Australien, Japan/Sydkorea, Indien, Norge, Finland, Storbritannien og mange flere steder, men vi arbejder også i Danmark med alt fra ministerier, klyngeorganisationer, kommuner og private virksomheder,” fortæller Peter Bjørn Larsen.  

Nyhed 5 - Nyt medlem 02.jpg

”Vi er specialiserede i smart city implementering og dertilhørende forretningsmodeller og organisationsstrukturer, samt data-økosystemer, hvor vi har et meget stort indblik i datakilder og nye typer af partnerskaber.

”Derudover har vi et stort fokus på bæredygtighed og har mange projekter om digital grøn omstilling, cirkulær økonomi og klimatilpasning, alle med fokus på hvordan data og teknologi kan anvendes på intelligente måder for at opnå resultater. Vi har mange samarbejdspartnere, fra de helt store som Hitachi, IBI Group og Mastercard til en lang række mindre virksomheder med smart city ekspertise i alle afskygninger,” fortæller Peter Bjørn Larsen.  

Samarbejdsmuligheder i Ørestad

Peter har selv boet i Ørestad Syd i 12 år og har derfor et indgående kendskab til bydelen.

”Vi ser et kæmpe potentiale til at anvende Ørestad som eksperimentarium for urbane smart city løsninger, da vi jo har alt. Dette handler ikke kun om teknologi, men også at afprøve forskellige initiativer og måle, hvad det fører til.

”ØICC har nogle interessante organisationer, som vi mener, kan få stor glæde af den indsigt, et sådant projekt kan tilvejebringe. Derudover er der mange virksomheder og organisationer, som kan bidrage til løsningerne i et urbant perspektiv. ITU, Ørestad Gymnasium og skolerne kan få mange spændende projekter hvis bydelen bliver et testområde. Vi har også en masse opstartsvirksomheder, som har eller kan udvikle nye løsninger, og større virksomheder, som også har masser af løsninger. Alt dette skal opbygges strategisk og med fokus på, at Ørestads borgere og virksomheder får noget ud af det, men også med et eksportøjemed,” understreger Peter Bjørn Larsen.

Tilknytningen til Ørestad

”Jeg flyttede til Ørestad Syd i 2009 og bor i Stævnen. Min yngste datter Zara er den første, der blev født i bydelen. Så jeg har fulgt udviklingen i syd siden dag ét, og begge mine børn (Zara og Elena) går på Ørestad skole. Jeg har derudover startet en vin løbeklub med min gode ven Ulrik, som også bor i Ørestad Syd. Det er en social løbeklub, hvor vi løber/går 5 km hver lørdag kl. 14, men det vigtigste er at skabe sociale relationer blandt beboerne og støtte Thorsteinsson’s Vinbar, som jo lidt er som Sams Bar,” fortæller Peter Bjørn Larsen.    

Smart City Insights

Vil du vide mere om Smart City Insights kan du læse med her.

Nyhed 5 - Nyt medlem 03.PNG

Kom til konference om fremtidens digitale arbejdsplads

Et år med corona har stillet store krav til vores egen og vores virksomheders forandringsparathed samt evne til at skabe de gode rammer for et nyt, online arbejdsliv. Nu er mange igen tilbage på arbejde, men hvad er det for vigtige erfaringer og nye tilgange, som vi med fordel kan tage med videre? Og hvad skal vi være opmærksomme på som ledere og medarbejdere?

Det stiller vi skarpt på d. 23. september, hvor en række eksperter og praktikere deler viden og erfaringer. Christian Ørsted, forfatter til Livsfarlig Ledelse og Fatale Forandringer, vil rette fokus mod, hvordan vi skaber en organisation, der faktisk er klar til forandringer og kan rumme, når det uforudsigelige rammer.  

Lise Dahl Arvedsen, Ph.D. og partner i Augmenti vil bringe ledelsesaspektet i spil og stille skarpt på, hvordan vi skaber de gode rammer for arbejdslivet, når det rykker ind i det virtuelle rum. Og så laver vi to deep dives ned i praktiske cases fra hhv. Hjerteforeningen og Rambøll. Se hele programmet og tilmeld dig her.

Nyhed 4 - HR konference alle oplægsholdere.PNG

Hvad skal man glæde sig til?

Vi har talt med to af konferencens oplægsholdere, Louise Dinesen, erhvervspsykolog og autoriseret arbejdsmiljørådgiver i Dinesen & You, og Lise Dahl Arvedsen, Ph.D. og partner i Augmenti om, hvad de ser mest frem til ved konferencen, og hvad de håber, at deltagerne vil tage med hjem.

”Covid-19 har fungeret som en ’disruption’ i forhold til måden, vi samarbejder på – en samarbejdsform der har sine rødder i industrialiseringen for 150 år siden. Nu har vi muligheden for at gentænke vores måde at samarbejde og lede på, hvor vi, med hjælp fra teknologien, kan skabe et mere fleksibelt og holdbart arbejdsliv,” fortæller Lise Dahl Arvedsen, der især glæder sig til at sætte fokus på, hvilken rolle lederen har i den transformation vi står overfor.

”Lederen skal være med til at skubbe agendaen, så virksomhederne netop kan skabe værdi gennem holdbarhed i arbejdslivet. Diskussionerne i denne post-corona tid bør ikke bare være centreret om spørgsmålet om to eller tre hjemmearbejdsdage, men derimod om spørgsmål om hvordan vi kan flytte os ind i en fremtid med mere fleksibilitet, bedre holdbarhed og en øget ligestilling,” understreger hun.

Hvad kan man tage med hjem fra konferencen?
Vi er alle sammen forskellige, og jeg håber derfor, at deltagerne bliver inspirerede til at arbejde videre med et bære- og levedygtigt arbejdsmiljø hjemme i egne organisationer. Sommetider er det ny læring fra en konference, eller små greb som kan gøre betydningsfulde forskelle, når man kommer hjem. Konferencens styrke er, at den både rækker ind i forskning, praksis og i vigtige perspektiver for bl.a. psykologisk tryghed og hele måden at forstå menneskets møde med forandringer på. Og forandringer har vi i den grad haft det sidste år,” understreger Louise Dinesen.

Noget af det, som Louise Dinesen især glæder sig til at tale om er, at vi skal huske, at mennesker i bund og grund stadig bare er mennesker, også selvom vi rykker digitalt.

Nyhed 4 - HR konference Louise Dinesen.jpg

”Vi må ikke tro, at verden nu er helt anderledes, og at vi skal gøre en masse nyt. I stedet skal vi tænke i, at vi i arbejdslivet bliver ved at gøre det, der understøtter liv - også selvom vi nu lever i en digital og hybrid verden. Jeg ser frem til at fortælle, hvordan vi har arbejdet med det at understøtte liv, og om de værdighedsproducerende fællesskaber på afstand.”

Skal du med til konferencen? Så sæt kryds i kalenderen d. 23. september kl. 08.30 – 13.00 og reserver din billet her.

PROGRAM

08.30-09.00: Registrering og let morgenmad

09.00-09.05: Velkommen ved Lena Kjær, HR director i Rambøll og Sophie Witzke, sekretariatsleder i ØICC

09.05-09.45: Den forandringsparate organisation. Forandringer er uundgåelige. Hvordan skaber vi en organisation der er klar til det uforudsigelige? Og er medarbejdernes modstand mod forandring en myte? Christian Ørsted, forfatter til Livsfarlig Ledelse og Fatale Forandringer

09.45-10.00: Pause

10.00-10.45: Drop distanceledelse – det handler om virtuelt nærvær. Ledelse sætter tonen og rammerne på arbejdspladsen. Hvad gør vi for at skabe gode rammer for arbejdslivet – også når det rykker ind i det virtuelle rum? Lise Dahl Arvedsen, Ph.D. og partner i Augmenti

10.45-11.15: Case Deepdive: Hvordan Rambøll har digitaliseret deres onboarding-proces af nye medarbejdere under corona og læringer her fra v. Lena Kjær, HR Director i Rambøll Danmark

11.15-12.00: Valgfri arbejdstid, arbejdssted og brug af omsorgsdage, kan man det? Om arbejdet med den grænseløse og digitale arbejdsplads i praksis, og om psykologien bag det hele. Hjerteforeningen fortæller i samarbejde med deres eksterne erhvervspsykolog om erfaringerne før, under og efter det skelsættende forsøg med at sætte arbejdspladsen fri.

Hjerteforeningen v. Direktør Anne Kaltoft og HR udviklingskonsulent Stine McBean Larsen

Louise Dinesen, Erhvervspsykolog og autoriseret arbejdsmiljørådgiver, Dinesen & You

12.00-12.05: Tak for i dag

12.05-13.00: Netværk og frokost

Konferencen er gratis at deltage i og henvender sig til alle, der er interesseret i forandringsledelse, online ledelse og udfordringer/muligheder ved det digitale arbejdsliv, og er relevant for såvel ledere/HR-chefer som medarbejdere. Konferencen er lavet i samarbejde mellem Rambøll og ØICC.

ØICC inviterer til direktørfrokost

Det glæder os for første gang i ØICC’s levetid at kunne invitere alle medlemmer til direktørfrokost d. 26. august. Frokosten er en unik anledning til at møde bestyrelsen og de andre ledere fra partnerskabets medlemsvirksomheder og -organisationer i uformelle rammer og knytte stærkere relationer til hinanden. Relationer, der kan være med til at styrke aktiviteterne i ØICC og knytte an til nye samarbejder.

Et af ØICC’s formål er at fremme udviklingen af Ørestad som grønt innovationsdistrikt, så bydelen bliver et endnu bedre sted at bo, bedrive virksomhed og besøge. Til frokosten har vi derfor inviteret beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard fra Københavns Kommune til at fortælle om kommunens visioner for bydelen under overskriften “Unlocking the full potential of Ørestad”.

Frokosten finder sted i hyggelige og afslappede omgivelser på den nye rooftop restaurant og bar ZOKU. Har du endnu ikke været forbi dér, kan vi varmt anbefale at gøre det. ZOKU ligger lige bag DR Byen i August Schade Kvarteret i Ørestad Nord.

Nyhed 2 - Zoku 08.jpg

Ny sekretariatsleder i ØICC

I juni måned er Sophie Witzke tiltrådt som sekretariatsleder i ØICC. Det sker efter, at ØICC’s tidligere direktør Carolina Benjaminsen pr. 1. februar 2021 fratrådte sin stilling, da hun havde fået et nyt job. Sophie har de seneste måneder været konstitueret leder af sekretariatet, og bestyrelsen har nu besluttet at gøre hende til sekretariatsleder. Sammen med projektleder Catharina Høgdal vil hun fremover varetage driften af ØICC, betjene foreningens bestyrelse og medlemmer og videreudvikle ØICC’s profil og aktiviteter.

”Jeg er utroligt glad for at få muligheden for at lede ØICC’s lille men ambitiøse sekretariat og for sammen med min dygtige kollega, Catharina, at bygge videre på det solide grundlag, der allerede er skabt i foreningen. Især glæder jeg mig til samarbejdet med ØICC’s medlemskreds og bestyrelse, og til at sætte konkrete initiativer i gang, der kan styrke en bæredygtig by- og erhvervsudvikling af Ørestad,” siger Sophie Witzke.

Nyhed 2 - Ny sekretariatsleder 02.jpg

”Vi er i bestyrelsen utrolig glad for at Sophie Witzke har takket ja til jobbet som sekretariatsleder,” udtaler Søren Brøndum, direktør i Rambøll Byggeri og formand for ØICC’s bestyrelse. ”Vi har i bestyrelsen fuld tillid til, at Sophie sammen med Catharina Høgdal kan få foreningen i den rigtige retning og få sat gang i nogle gode projekter til gavn for foreningens medlemsvirksomheder, og som i øvrigt kan komme hele Ørestad til gode.”

Sophie er uddannet cand.mag. og har tidligere været innovationsspecialist og kurator. Hun har været ansat i ØICC siden februar 2019, hvor hun har været projektleder på en række projekter i foreningen.

Kom til festligt cykeltopmøde og præmieoverrækkelse

Som kulmination på ØRESTAD CYKLER TIL ARBEJDE, inviterer ØICC til cykeltopmøde og præmieoverrækkelse, hvor vi kårer vinderne af bydelsdysten. Vi har inviteret tidligere professionelle cykelrytter og sportsdirektør Brian Holm til at overrække præmier sammen med adm. direktør i Cyklistforbundet Klaus Bondam.

Ud over præmieoverrækkelsen kan du også høre om Cyklistforbundets nye erhvervscykelordning, der kan gøre det mere attraktivt for medarbejderne at tage cyklen. Københavns Kommune vil ved samme lejlighed fortælle om den nye supercykelsti i Ørestad, som er på vej, og som vil gøre det endnu sjovere at cykle gennem bydelen.   

Program og dato TBA

De sidste detaljer i programmet er ved at falde på plads og offentliggøres snart. Arrangementet forventes at blive afholdt i starten af juni. Du kan holde dig opdateret her.

 

Læs også

Tilmeld jer ØRESTAD CYKLER TIL ARBEJDE

Kalder alle bilister: prøv en el-cykel gratis i en måned

Gratis cykeltjek og morgenkaffe ved Islands Brygge metrostation

Gratis cykeltjek og morgenkaffe ved Islands Brygge metrostation

Igen i år står ØICC og Miljøpunkt Amager klar sammen med dygtige mekanikere og giver gratis cykeltjek til dem, der kommer forbi Islands Brygge metrostation d. 7. maj 2021, kl. 07.30 – 09.30. Så trænger din cykel til at få smurt kæden, strammet gearene og blive set efter, så sæt kryds i kalenderen og kom forbi.

Vi sørger for god afstand og gratis morgenkaffe. Ses vi?

  • Dato: d. 7. maj 2021

  • Tidsrum: kl. 07.30 – 09.30

  • Sted: Islands Brygge metrostation

Cykel pitstop Miljøpunkt Amager_01.jpg

Kalder alle bilister: prøv en el-cykel gratis i en måned

Har du langt til arbejde? Og kunne du godt tænke dig at skifte bilen ud med en el-cykel? Så har du nu muligheden for at prøve det af og se, om det er noget for dig. Og endda helt gratis.

I samarbejde med Københavns Kommune, giver vi i år i forbindelse med ØRESTAD CYKLER TIL ARBEJDE en håndfuld medarbejdere i Ørestad mulighed for at låne en el-cykel i hele maj måned.

Hvad skal der til for at få stillet en el-cykel til rådighed?

Vi fordeler cyklerne efter først-til-mølleprincippet, og der er følgende krav for at kunne låne en el-cykel:

  • Du tager normalt bilen til arbejde mindst tre dage om ugen

  • Du har 5 km eller mere til arbejde

  • Du er klar på at cykle til arbejde i maj måned

  • Du deltager i ØRESTAD CYKLER TIL ARBEJDE

  • Du har lyst til at dele din pendlerhistorie til inspiration for andre

Lyder det som dig? Så skriv en mail til mr@oicc.dk, om at du gerne vil have en el-cykel stillet til rådighed i maj. Så kontakter vi dig.

Positive erfaringer fra tidligere forsøgsordninger

Målet med at stille el-cykler til rådighed i forbindelse med ØRESTAD CYKLER TIL ARBEJDE er selvfølgelig at inspirere folk til nye transportvaner ved prøve et alternativ til bilen af. Men virker det?

”Erfaringer fra lignende indsatser i supercykelstisamarbejdet har vist, at det at stille el-cykler til rådighed i en begrænset kampagneperiode, kan give folk lyst til at ændre deres transportvaner. Fremfor traditionelle kampagner, der nøjes med at informere om de mange fordele ved at cykle, giver dette tiltag mulighed for at fokusere på de mange lavpraktiske ting i hverdagen, der skal gå op, for at man kan skifte bilen ud med cyklen. For mange viser det sig, at når de først har vænnet sig til det, ønsker de ikke at pendle i bil, og køber selv en el-cykel eller racercykel. Selvom cyklen er et populært transportmiddel i Københavns Kommune, kan vi se, at den især bruges på kortere distancer. El-cykler kan gøre cyklen til et konkurrencedygtigt alternativ til bilen på mellemlange afstande,” fortæller Marie Kåstrup, programleder i Københavns Kommunes cykelprogram.

Forbedring af Ørestads cykelnet på vej

I ØICC er vi meget glade for samarbejdet med Københavns Kommune og beslutningen om at bakke op om bydelsdysten i Ørestad. Og det er ikke den eneste indsats, som Kommunen har planlagt i Ørestad.

”Der er planlagt en kommende forbedring af cykelinfrastrukturen i området, hvor en ny supercykelsti vil forbedre fremkommeligheden for cyklister på Ørestads Boulevard. Ved at lave målrettede tiltag mod borgere og virksomheder i forbindelse med planlagte infrastrukturforbedringer, kan vi sikre, at mange flere bliver klar over de forbedrede forhold. Vi håber, at vores erfaringer i Ørestad på sigt kan opskaleres til andre bydele, hvor der ligeledes er en stor koncentration af arbejdspladser og nye tilflyttere, og hvor cykelinfrastrukturen opgraderes,” forklarer Marie Kåstrup.

Læs også

Tilmeld jer ØRESTAD CYKLER TIL ARBEJDE

Gratis cykeltjek og morgenkaffe ved Islands Brygge metrostation

Kom til festligt cykeltopmøde og præmieoverrækkelse

Tilmeld jer ØRESTAD CYKLER TIL ARBEJDE

Om to uger går startskuddet til Cyklistforbundets forårsklassiker VI CYKLER TIL ARBEJDE. Og igen i år betyder det dobbelt op på præmier og spas for alle de hold, der cykler med i Ørestad. I samarbejde med Cyklistforbundet inviterer ØICC nemlig alle virksomheder i Ørestad til at deltage i den lokale bydelsdyst ØRESTAD CYKLER TIL ARBEJDE, hvor det er gratis at være med, når først man er tilmeldt VCTA.

Præmier

Vi dyster ikke kun om lokal ære, men også om fede præmier sponsoreret af lokale aktører i Ørestad, der giver deltagerne på vinderholdene noget at samles om og lave sammen:

Nyhed 1 - fredagsbar.jpg

3X mobil fredagsbar for hele holdet på Fælleden eller andet sted. Fredagsbaren er delvist sponsoreret af Bilka. Vinderne findes i vores tre hoved-konkurrencer:

  • Bedste hold på distancen

  • Bedste holdnavn

  • Ørestads cykelhelt.

    Læs mere om, hvordan I vinder her.

Ugekonkurrencer, hvor vi ved lodtrækning blandt alle tilmeldte hold finder en ny vinder hver uge:

Ikon 04.PNG

Lækre vaffelis fra Moo Moo’s Isbar

Ikon 01.PNG

Kulørte donouts fra Flying Donuts

Ikon 03.PNG

Kaffe og kage fra Café Nabo

Ikon 02.PNG

Kaffe og kage fra Det Lille Desserthus  

Sådan deltager I 

  1. Meld jeres kollega-hold til VI CYKLER TIL ARBEJDE senest 26.aprilvcta.dk

  2. Send en mail til mr@oicc.dk med holdnavn og deltagere - så bliver I også tilmeldt ØRESTAD CYKLER TIL ARBEJDE. I kan være mellem 2-16 deltagere på et hold.

Hvorfor cykle med?

”I et år hvor julefrokoster og fredagsbare er aflyst, er der endnu større grund til at cykle med. Kampagnen styrker nemlig ikke kun sundheden men også fællesskabet og humøret, fordi det giver kollegaer mulighed for at dele en fælles og sund aktivitet i hverdagen – uanset, om de skal holde afstand eller ej. Kollegaer, der arbejder hjemmefra, kan også sagtens cykle med. VI CYKLER TIL ARBEJDE kan i år fejre sit 25 års-jubilæum og har måske aldrig været mere relevant,” fortæller projektleder i Cyklistforbundet og tovholder på VI CYKLER TIL ARBEJDE-kampagnen Sidsel Friis Marxen.

Derfor er vi i ØICC også utroligt glade for samarbejdet med Cyklistforbundet om Ørestads bydelsdyst. Vi håber, at den kan være med til både at bakke op om de grønne transportvaner og styrke sammenholdet blandt Ørestads mange arbejdspladser og medarbejderfællesskaber, der trænger til noget sjovt at samles om.

”Det er altid bedre at være to om samme gode sag. Derfor er vi hos Cyklistforbundet begejstrede for vores samarbejde med ØICC. Bydelen er jo kendt for at huse mange virksomheder, så vi håber, at samarbejdet kan få endnu flere op på cyklerne til og fra arbejde i maj, men også når kampagnen er slut.  De lokale virksomheder er tilmed så heldige, at de deltager i to inspirerende og sjove kampagner på en gang, hvilket forhåbentlig er med til at øge motivationen,” fortæller Sidsel Friis Marxen.


Op på cyklerne Ørestad!

Det cykler igen for Ørestad

Efter sidste års store succes, hvor mere end 500 medarbejdere fra Ørestad cyklede med og mod hinanden, gentager vi til maj ØRESTAD CYKLER TIL ARBEJDE. Det er anden gang, at Ørestad er med i VI CYKLER TIL ARBEJDE-kampagnen, hvor vi udmærker os ved at være Danmarks første og eneste bydel, som deltager. Og i år er der om muligt endnu mere grund til at trække i cykeludstyret. Kampagnen er nemlig ikke kun god for miljøet, humøret og fysikken, men også for fællesskabet og holdånden på arbejdspladsen og i bydelen. Og det er ekstra vigtigt i år, hvor mange har arbejdet hjemmefra, og der ikke har været mange fælles aktiviteter at samles om.

Skal I være med?

Har du og dine kollegaer Ørestads sejeste cykelhold? Så tilmeld jer bydelsdysten, ØRESTAD CYKLER TIL ARBEJDE, der er en del af Cyklistforbundets landsdækkende kampagne, VI CYKLER TIL ARBEJDE. I hele maj måned kæmper vi mod konkurrenter og kollegaer fra bydelens virksomheder om at blive Ørestads bedste cykelhold. Der er både lokal ære og gode præmier på spil. Ud over ugentlige konkurrencer, dyster vi i tre hovedkategorier, som du kan læse mere om her:

  • BEDSTE HOLD PÅ DISTANCEN

    I denne kategori handler det om tilbagelagte kilometer. Her gælder det om at komme op på sadlen og cykle mest muligt til og fra arbejde i september måned. Omveje og indlagte cykeludflugter tæller også. Og arbejder du hjemmefra, regner du bare turen rundt om blokken med. Det hold, som gennemsnitligt cykler flest kilometer per person, kåres som Ørestads supercyklister.

  •  BEDSTE HOLDNAVN

    Det er ikke kun de gode ben, vi fejrer i bydelsdysten. Sproglig opfindsomhed hører i den grad også med til cykelsporten, tænk bare på Jørgen Leth. Derfor leder vi i denne kategori efter Ørestads bedste holdnavn. Her er det kun fantasien der sætter grænser. Dog lægger vi vægt på, at navnet er originalt, kreativt og sjovt. Vi glæder os til at læse jeres bud!

  •  ØRESTADS CYKELHELTE

    Hvis vi kunne, ville vi fejre alle deltagende hold, for en måned på cyklen er ikke uden regn, punkteringer og (i Ørestad) permanent modvind. I er derfor alle cykelhelte for dag efter dag at hoppe i sadlen. Vi finder vinderen af denne kategori ved at trække lod mellem alle tilmeldte hold. Og for hver dag man cykler, ryger der et ekstra lod i puljen , som gør chancerne for at vinde endnu bedre.

I år vil holdene løbende kunne følge deres placering i Ørestads-klassementet på ØICC’s hjemmeside. Derudover, har Cyklistforbundet introduceret en ny funktion, hvor man kan udfordre konkurrerende cykelhold og holde øje med hinanden. Man kan derfor sagtens sikre sig en intern håneret, selvom man måske ikke står til at vinde den gule førertrøje i det store klassement, og det giver os, der er motiveret af god gammeldags konkurrence, lidt ekstra at cykle for.

Ugekonkurrencer

Det er ikke kun de tre hovedpræmier, der er på spil, når maj måned går i gang. Hver uge trækker vi nemlig lod blandt alle tilmeldte Ørestadshold bl.a. om lækre præmier sponsoreret af Ørestads lokale caféer og restauranter.

Sådan deltager du

Alle kan deltage i den nationale kampagne VI CYKLER TIL ARBEJDE, men for at være med i ØRESTAD CYKLER TIL ARBEJDE skal jeres virksomhed enten være placeret i Ørestad eller være medlem af ØICC. Er I det, og kunne I tænke jer at få dobbelt op på spas og præmier, samt have muligheden for at blive kåret til Ørestads sejeste cykelhold, så tilmeld jer ØCTA. Det gør I på følgende måde: 

  1. Tilmeld jer Cyklistforbundets kampagne VI CYKLER TIL ARBEJDE her. Det koster 75 kr. per person, og I kan være mellem 2 og 16 kollegaer.

  2. Skriv en mail til projektassistent i ØICC, Mathias Rassing, på mr@oicc.dk med holdnavn og deltagere, og hvilken virksomhed I kommer fra.

Forvist til hjemmekontoret? Du kan stadig være med

Hvordan verden ser ud til maj, det er stadig uvist. Men er du fortsat forvist til hjemmekontoret til den tid, kan du sagtens cykle med alligevel. VI CYKLER TIL ARBEJDE har allerede udarbejdet gode guides til, hvor du kan cykle hen, og til hvordan du opretholder gejsten og fællesskabet med kollegaerne på dit hold. Du finder guiden her.

Aktivitet til din påskeferie: (Gen)opdag kunsten fra Kongens Nytorv til Ørestad

Påskeferien er lige om hjørnet, og med et par fridage i udsigt er det en oplagt anledning til at tage familie og venner under armen og genopdage din by. Og hvorfor ikke med kunsten, der omgiver os, som centrum? Fra på fredag kan du hoppe på cyklen eller tage metroen og opleve kunsten på ruten fra Kongens Nytorv til Ørestad gennem ni små film eller Kunsthistorier, som er overskriften på projektet, som kunsthistoriker Julie Tvillinggaard står bag. Vi har talt med hende om hendes idé og inspiration til Kunsthistorier, og hvad man kan glæde sig til at opleve på ruten.

Idéen bag Kunsthistorier

Byrummene i København er fyldt med kunst og kultur, der ganske gratis og lige udenfor vores dør venter på at blive set og oplevet. Med Kunsthistorier inviteres københavnerne og de besøgende i byen til at tage på tur og opleve et udsnit af byens kunst med både gamle og nye værker.

Nyhed 2 - Kunsthistorier_01.jpg

”Kunsthistorier udfolder den kunst, der omgiver os i vores hverdag, hvis vi tillader os selv at bemærke den. Værkerne står der, men hvordan skal vi gå til dem? Kunsthistorier får os til at kigge anderledes på værkerne, lader os drømme med, gå på opdagelse i dem og måske stille nye spørgsmål,” forklarer Julie Tvillinggaard.

Filmene har en let drømmende karakter, og er nok ikke som nogen anden kunstguide, du ellers har oplevet.

”Jeg havde lyst til at udfordre kunstformidling som genre. Hvordan kan den i sig selv være sjov, men samtidig oplysende? Så kom jeg på idéen om at drømme værkerne og give dem en fortælling. Det blev til de ni film eller kunstdrømme, som alle har et underliggende spor af viden. Filmene giver en lille smag på kunstens sprog, med mulighed for fortolkning. Der er jo ikke kun én måde at gå til et kunstværk på, så jeg håber at denne anderledes form vil give folk mulighed for at drømme med og få tankerne på afveje,” fortæller Julie Tvillinggaard.

Sådan foregår det

Du kan tilgå de ni små kunsthistorier enten fra din instagram via profilen kunst.historier, eller i din browser ved at følge linket her. Man kan følge ruten fra start til slut, eller blot gå på opdagelse i værkerne i sit nabolag. Man kan vælge at se filmene hjemmefra og planlægge en rute efter værkerne, som man vil se, eller bare slå op når man står ved dem.

Kunsthistorier har fået sin egen Instagramprofil, hvor historierne løbende bliver delt. Den bliver lanceret fredag den 26. marts 2021.

Nyhed 2 - Kunsthistorier_03.jpg

Hvad kan man glæde sig til at opleve på ruten?

”Jeg synes, at vi har fået en god bredde på værkerne. Fra spritny samtidskunst i Byparken i Ørestad til Nordeuropas første Rytterstatue på Kongens Nytorv. Det er nok næsten det, jeg vil fremhæve. Kunst er mange ting, og forskellige genrer påvirker forskelligt. Hvis vi sammenligner med musik, forventer vi ikke, at et stykke komponeret i 1688 har samme opbygning, som et stykke musik skrevet i 2021. Eller at rap nødvendigvis har samme målgruppe som dansk top. Det samme gælder for billedkunsten, her er også forskellige genrer. Kunsten skal ikke læses ens, og vi må godt påvirkes forskelligt. Det kan jo starte den gode samtale,” fortæller Julie Tvillinggaard.

Hun understreger, at Kunsthistorier er for ”alle nysgerrige turister – i egen by eller som gæst – der har lyst til at gå på opdagelse i vores smukke by og undre sig lidt. Filmene er produceret i et sprog, der gerne skulle være til at gå til på tværs af aldersgrupper.”

Og det er ikke kun kendskabet til selve værkerne, der udfoldes på ruten. Man får også et indblik i identiteten i de områder, som man føres igennem.

”Jeg er selv blevet vildt begejstret for at møde den særlige Ørestadsånd og de dedikerede beboere, der virkelig føler et tilhørsforhold til deres by med et engagement for udviklingen og kunsten i deres bydel,” fortæller Julie Tvillinggaard om sin oplevelse med at skabe filmene.

Kort om projektet

Kunsthistorier lanceres onsdag d. 24. marts 2021 og er en del af projektet Tourism Moves, som ØICC, Wonderful Copenhagen, By & Havn, Metroselskabet, HORESTA og Københavns Kommune står bag, og som er støttet af Erhvervsfremmebestyrelsen. Du kan læse mere om Tourism Moves her.

Om Julie Tvillinggaard Bonde

Julie Tvillinggaard Bonde er kunsthistoriker og art advisor hos · AiR · (Art In Reality). · AiR · arbejder i mødet mellem kunst og hverdagsliv som kurator, producent og formidler.

Julie har særligt fokus på de steder, hvor vi færdes til daglig - på (hjemme)kontoret, i receptionen, i og i det offentlige rum. Med andre ord steder, hvor vi skal leve med kunsten fremfor at besøge den. 

Du kan læse mere her.

Medlemskredsen udvides med nogle af Danmarks dygtigste indenfor varemærker, patenter og design

Intellectual Property Rights (IPR), på dansk immaterielle rettigheder, er et felt i rivende udvikling. Helt kort går det ud på at kunne beskytte et nyt design, teknisk viden, navnet på et produkt, en opfindelse eller lignende, så man sikrer sig, at det ikke kopieres eller misbruges på anden vis. I en verden, hvor konkurrencen mellem brands, nye idéer og kopiprodukter aldrig har været større, er det ikke nogen overraskelse at IP-konsulenthuset Patrade (som udtales på engelsk og står for Patents Trademark Design) har oplevet stor vækst de seneste år. Fra at være en en-mandsvirksomhed tilbage i 1990’erne, har de nu kontorer i Aarhus, Aalborg og senest København, hvor de for nylig rykkede ind i Ørestad, i Neroport. Og ambitionerne stopper ikke dér.

Patrade er nyeste medlem af ØICC, og vi har talt med partner i Patrade, advokat Simon Tønners, om, hvad det er for viden og kompetencer, de bringer med ind i ØICC, og deres ambitioner for fremtiden.

Ny spiller i en gammel branche

”Patrade er stiftet i 1995, og i vores branche betyder det, at vi er blandt de ’nye’ spillere. De første patent- og varemærkebureauer opstod tilbage i slutningen af 1800-tallet i takt med, at man kunne få patenteret sine produkter, og mange af vores konkurrenter kan spore deres ophav tilbage 1860’erne og 1870’erne,” fortæller Simon Tønners.

Nyhed 3 - Patrade_10.jpg

Ikke desto mindre, er Patrade i dag blandt de fem største full-service IPR-rådgivere, og på den juridiske side er de Danmarks største, idet de indleverer flest varemærkeansøgninger og har flest advokater og jurister ansat indenfor deres felt. ”Vi har nogle virkelig dygtige medarbejdere, der tilbyder god rådgivning til en attraktiv pris, og det har ramt noget i markedet,” forklarer Simon Tønners.

Patrade er et IP-konsulenthus med tilknyttet advokatselskab, og de rådgiver om alle aspekter af immateriel ret, men kerneforretningen er centreret omkring patenter, varemærker og design. De er ofte med helt fra start, dvs. fra strategiprocessen, og hjælper deres klienter med at få registreringen eller patentet på plads, håndtere eventuelle konflikter, der måtte opstå, og håndhævelsen af rettighederne efterfølgende. 

Flere virksomheder vil beskytte deres produkter og design

”De seneste år har der været et stigende fokus på at få beskyttet sine immaterielle rettigheder i takt med, at der er større konkurrence i vores kunders markeder, hvor det at have et patent eller varemærke er en måde at differentiere og beskytte sit produkt på. Vi oplever, at antallet af patenter og varemærker, der bliver ansøgt om, er markant voksende. Samtidig kan vi mærke, at det er mere kompetitivt. Der er flere konflikter mellem virksomhederne på området, og det bliver stadigt vigtigere at have et varemærke og kunne beskytte det mod konkurrenter og kopier,” understreger Simon Tønners.  

Netop på området Online Brand Protection (OBP) er Patrade den førende udbyder i Danmark. ”Det var os, der først kom på markedet med de digitale værktøjer, der skal til for at identificere online krænkelser. Vi har de senere år fået fjernet rigtig mange kopivarer på vegne af vores kunder og også fået lukket en hel del falske webshops”.

Internationale ambitioner

Patrade er med kontoret i Ørestad nu til stede tre steder i Danmark. Og Simon Tønners håber på, at det næste skridt bliver at ekspandere til udlandet.

”Immateriel ret er i sin natur en international disciplin, og vi kan se, at mange af vores store danske konkurrenter også har kontorer i både England, Tyskland og i de skandinaviske lande. Det vil være et naturligt næste skridt for os også at åbne et kontor i udlandet. Jeg vil desuden tro, at et sted mellem 50-80 % af mit daglige arbejde allerede foregår på engelsk. Vi sidder med mange udenlandske kunder, og mange af vores danske klienters konflikter foregår ofte i udlandet.”

Det lokale netværk er stadig værdifuldt

Til trods for, at ambitionerne er internationalt rettet, vægtes lokalområdet højt. ”Vores branche handler om netværk. Ikke forstået på den måde, at vi skal ud og sælge til alle vores netværk, men det er vigtigt at være til stede og opbygge gode relationer lokalt. Når man kender hinanden godt og stoler på hinanden, er det nemmere at lave projekter sammen og bruge hinanden. I den forbindelse giver ØICC rigtig god mening, og det var et naturligt valg for os at være med.

Nyhed 3 - Patrade_11.jpg

”Personligt kan jeg enormt godt lide det lokale aspekt af ØICC. Jeg kan godt lide at vide, hvad der sker i området og i nabobygningerne. Professionelt er vores virksomhed jo meget internationalt orienteret, men man skal stadig ikke underkende det lokales betydning. I rådgivningsdelen er det en fordel at være tæt på nogle gange. Det med at være lokal betyder noget. Det er jo langt sjovere at engagere sig lokalt, og der er en naturlig tilknytning, når man er tæt på.” 

Innovationsaspektet i ØICC var også et trækplaster, da det ligger i forlængelse af Patrades eget arbejdsområde. Og de glæder sig til at bidrage med deres viden og erfaringer til resten af partnerskabet, hvor de bl.a. kommer til at sidde med i ØICC’s Netværk for Innovation & Teknologi.

”Vi har god viden om, hvad virksomheder skal være opmærksomme på tidligt i innovationsprocesser. Hvilke overvejelser, de skal gøre sig for at sikre og beskytte deres opfindelser og idéer, og som kan blive afgørende for deres forretning.”

Nyhed 3 - Patrade_07.jpg

Valget af Ørestad

Beslutningen om at åbne kontor i Ørestad var ikke et tilfælde. ”Det er helt klart lokationen, der har betydet noget for valget at placering af kontor. Der er metro lige udenfor døren, regionaltog 50 m væk, den nærmeste motorvejsafkørsel er 250 m væk og lufthavnen er 2 km væk. Den tilgængelighed, som Ørestad tilbyder, er helt klart det største trækplaster. Derudover var det vigtigt for os at komme ind og være en del af et flerbrugerhus. Vi er stadig kun ni personer på ørestadskontoret, så det var vigtigt for os at kunne leje ekstra mødelokaler, have en præsentabel forhal, fælles kantine med fornuftige priser. Det fandt vi i Neroport.”

Neroport er nabo til det nye flerbrugerhus HUB1, som KLP Ejendomme bygger, og som snart står færdigt. Og i Patrade glæder de sig til at se, hvad det kommer til at gøre for bylivet omkring Ørestad City. Simon Tønners nævner bl.a. den tapasbar, som åbner i HUB1’s underetage, og som han ser frem til at lægge vejen forbi.  

Vil du vide mere om Patrade kan du læse med her.

Indkaldelse til ordinær generalforsamling i ØICC

Kære medlemmer af ØICC

Hermed indkaldes til ordinær generalforsamling i foreningen Ørestad Innovation City Copenhagen. Grundet COVID-19 og det nuværende forsamlingsforbud, afholder vi i år generalforsamlingen online. Programmet består af den formelle generalforsamling med dagsorden i henhold til vedtægterne.

Bestyrelsen håber at se så mange som muligt til generalforsamlingen, der er åben for alle medlemmers medarbejdere. Dog kan der ved afstemning kun afgives én stemme per medlemsvirksomhed. Hver virksomhed og institution opfordres derfor til, på forhånd, at udpege én repræsentant, der tegner dem.

Forslag, som ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være ØICC’s konstituerede leder Sophie Witzke i hænde senest to uger før generalforsamlingen.

Kandidater, der ønsker at opstille til ØICC’s bestyrelse, skal ligeledes henvende sig til ØICC’s konstituerede leder Sophie Witzke to uger inden generalforsamlingen.

Vel mødt og de bedste hilsner,

Bestyrelse og sekretariat

Dato: Onsdag d. 14. april 2021, kl. 15.30 – 16.15
Sted: Online via Teams

DAGSORDEN FOR GENERALFORSAMLINGEN

  1. Valg af dirigent

  2. Formandens beretning v. Søren Brøndum, Executive Director, Byg, Rambøll

  3. Godkendelse af regnskab for det forudgående år (bilag 1: Årsrapport 2020)

  4. Godkendelse af årsplan / aktiviteter 2021 (bilag 2: Årsplan 2021)

  5. Godkendelse af budget for 2021, samt medlemsbidrag

  6. Valg af bestyrelsesmedlemmer (6 bestyrelsesmedlemmer er på valg. Derudover er der 3 åbne pladser for evt. nyopstillere)

  7. Valg af revisor (Bestyrelsen indstiller til genvalg af Deloitte)

  8. Indkomne forslag

  9. Evt.

TILMELDING

Tilmelding til generalforsamlingen sker ved at acceptere fremsendte kalenderinvitation eller ved at sende en mail til konstitueret leder Sophie Witzke sw@oicc.dk eller projektleder Catharina Høgdal ch@oicc.dk.

Sidste frist for tilmelding er fredag den 9. april 2021.

 

Flerbrugerhus i Ørestad Nord klar til at åbne op

Den 1. marts står det nye flerbrugerhus, Augusthus, i Ørestad Nord klar til at åbne dørene og invitere ind til en oplevelse ud over det sædvanlige. Byggeriet byder både på en åben underetage med café og dagligvareforretning, kontorfællesskabet Woods og det hollandske hotelkoncept Zoku på toppen. Det er NREP og Tetris A/S, der står bag Augusthus. Vi har talt med Thomas Wenzell Gram-Olesen, Head of Commercial and Operations i NREP om tankerne bag byggeriet, og hvad man kan se frem til at opleve, når det åbner.

Bæredygtighed, fællesskab og service i topklasse

Nyhed 3 - Woods.JPG

Augusthus er skabt som en moderne ejendom med et industrielt look, hvor bæredygtige løsninger er tænkt ind fra start af. ”Bygningen er DGNB Guld certificeret, og mange materialer har en bæredygtig profil. Fx er alt træværket i den udendørs gårdhave genbrugstræ, alle mursten er kasserede mursten, og materialet, der anvendes på loftet, er organisk papirmateriale. Derudover er der etableret solceller på toppen af ejendommen til at drive en stor del af energiforbruget i kontoret,” fortæller Thomas Wenzell Gram-Olesen.

Augusthus er langt fra det første byggeri i Ørestad, hvor NREP demonstrerer bæredygtige løsninger. De står også bag Ressourcerækkerne og Upcycle Studios i Ørestad Syd, som er udviklet sammen med Lendager Arkitekter, og de skal nu til at bygge UN 17 Village, som kommer til at sætte et helt nyt ambitionsniveau for bæredygtighed i byggeriet.

Ud over bæredygtighed er der i Augusthus også lagt stor vægt på at skabe fleksible rammer for virksomhederne med højt serviceniveau. ”Augusthus henvender sig til mange typer af lejere. Fællesnævneren er lejere, der ønsker at være i en ejendom, hvor fælles faciliteter skaber en høj grad af fleksibilitet for dem, og hvor der er et fællesskab. Ligeledes forventer vi at se lejere, der vil prioritere et lejemål, der er inspirerende og med et attraktivt miljø for deres medarbejdere og de forretningsforbindelser, der kommer på besøg i huset.

”Oplevelsen omkring service og forplejning i Woods er et vigtigt fokusområde for os. Vi har derfor indgået et nært samarbejde med Meyers om alle kundehenvendte services samt alt forplejning. Vi har deres medarbejdere tæt på os og udvikler i samarbejde både koncepterne for café-, mødelokaleforplejning og frokost,” fortæller Thomas Wenzell Gram-Olesen.

Woods

Nyhed 3 - Woods indoor_02.jpg

Kontordelen, hvor NREP’s kontorkoncept, Woods, har til huse, er bygget op som et kontorfællesskab, hvor både små og store virksomheder kan få egne kontorpladser, og hvor der er mange fællesfaciliteter, der drives med et højt serviceniveau. Udover de mere traditionelle kontorlejemål er der på 1. salen etableret åbne arbejdspladser og worksuites for én person og opefter. Her kan man kan købe sig ind i en all-inclusive løsning med bl.a. internet, kaffe, møbler og rengøring inkluderet, og hvor der kun er en ganske kort bindingsperiode. ”Denne del er især velegnet til virksomheder, der ønsker et let tilgængeligt produkt, eller fx projekt-teams, der arbejder for en virksomhed i en kortere periode,” fortæller Thomas Wenzell Gram-Olesen.

Nyhed 3 - Woods indoor.jpg

Navnet Woods udspringer af NREP’s kundeløfte om ’Et sted du kan vokse’. ”For os er Woods et stærkt billede på et sted, hvor mange forskellige arter gror og vokser i forskellige tempi og højder. Samtidig er det meget individuelt, hvordan man forstår ordet ’skov’. Nogle vil fx se en bøgeskov, andre en nåleskov eller en regnskov, eller en åben eng et sted i skoven. Det skaber en individuel følelse omkring Woods i tråd med den ånd, som vi ønsker at skabe i kontorfællesskabet. Den enkelte virksomhed er individuel og sin egen, men indgår i et vigtigt fællesskab. Derudover er der natur-referencen til de bæredygtige løsninger, som vi i stigende grad og så vidt muligt implementerer på vores Woods-ejendomme,” fortæller Thomas Wenzell Gram-Olesen.

Forbindelsen til lokalmiljøet

De mange udadvendte funktioner i Augusthus betyder også, at lokalmiljøet har noget at se frem til. ”I stueetagen af Augusthus ligger en café, som er åben for offentligheden. Her serveres god kaffe og lækre produkter fra Meyers. Med en åben café ønsker vi at skabe liv i huset for vores kunder, men også et tilbud for andre, der bor eller arbejder i området. Vi har også muligheden for at udnytte mødecenteret og restauranten til udadvendte aktiviteter, men det er der ikke konkrete planer for på nuværende tidspunkt.

”Zoku har også flere attraktive faciliteter, der er henvendt mod offentligheden, bl.a. en rooftop bar og en restaurant på toppen af Augusthus med udsigt over København og Amager Fælled. Der kan man fx nyde sin middag inden et besøg i DR Koncerthuset,” fortæller Thomas Wenzell Gram-Olesen.

Zoku er desuden ikke noget helt almindeligt hotelkoncept, men tilbyder long-stay hotelværelser, der egner sig godt til den forretningsrejsende, der har behov for et sted at bo, hvor der er køkken og bedre opbevarings- og opholdsplads end på almindelige hoteller. ”Zoku har et fantastisk inspirerende og godt koncept, som vi ser et stort potentiale i både for Ørestadsområdet og København generelt,” understreger Thomas Wenzell Gram-Olesen.

Vil du vide mere om Woods?

Det er stadig muligt at leje sig ind i Woods, og du kan læse mere om konceptet her. Hvis du vil høre mere om kontorfaciliteterne og de forskellige lejemål, kan du kontakte Thomas Wenzell Gram-Olesen, Head of Commercial and Operations i NREP, på mail: thgr@nrep.com eller tlf.: +45 8182 5500

Projekt i Ørestad skal mindske eksponering for luftforurening

Luftforening er et stigende problem i storbyer verden over – også i København. Her er cirka hvert tiende for tidlige dødsfald relateret til luftforurening. Nu vil Miljøpunkt Amager i samarbejde med bl.a. Gehl Architects se på, hvordan man med simple greb kan påvirke folks bevægelsesmønstre og udvikle byrum, så de skærmer mod skadelige partikler og inviterer til ophold.

Borgerinvolvering og luftmålinger i mikroskala

Projektet, som har navnet Thrive Zone Amager, har en stærk partnerkreds omkring sig og kommer til at bygge på flere former for dataindsamling og stor borgerinvolvering. Målet er ikke kun konceptudvikling af byrumsdesign men fysiske tiltag, som forventes at stå klar i juni 2021.

Projektgruppen kommer til at beskæftige sig med områderne omkring henholdsvis Ørestad City og Islands Brygge. Hvor præcist, at projektgruppen vil sætte ind, kommer især an på to ting. Ét, hvor luftforureningen er værst. Det bliver målt på mikroskala med sensorer, som borgere, der færdes i området, udstyres med. Og to, hvor man kan skabe den største impact ved at skærme flest mulige borgere. Her vil Gehl Architects bl.a. lave observationer af folks bevægelsesmønstre, og der vil blive indsamlet data via et online spørgeskema, som de håber så mange som muligt vil hjælpe med at svare på.

”Hvad, vi ender med at designe af løsninger, kommer i høj grad an på den data, som vi indsamler. Vi håber derfor, at mange lokale vil støtte op om projektet og give os indsigt i bevægelsesmønstre, da projektet jo i sidste ende skal give værdi for dem,” fortæller Dorte Grastrup-Hansen, centerleder for Miljøpunkt Amager, der glæder sig over at være kommet i gang med projektet.

En del af løsningen i København

Selvom projektet ikke løser udfordringen med luftforurening i København på den lange bane, kan det have stor effekt her og nu. Teknik- og miljøborgmester i København Ninna Hedeager Olsen (EL) er også begejstret for initiativet.

”Det er helt afgørende, at vi skaber en by, hvor det ikke er skadeligt at trække vejret. Derfor er det superpositivt, at et lokalt initiativ vil eksperimentere med at skabe byrum, hvor man kan minimere påvirkningen fra den alt for høje luftforurening i København. Det er en god her-og-nu løsning, mens vi arbejder på højtryk politisk for at få begrænset brugen af fossildrevne køretøjer, der står for en stor del af udledningen af de ultrafine partikler, som forskere peger på, udgør en stor trussel for københavnernes helbred,” siger hun.

Dorte Grastrup-Hansen håber, at idéerne kan udbredes til resten af byen og på sigt – også internationalt – hvis projektet bliver en succes.

Har du lyst til at bidrage til projektet?

Færdes du omkring Islands Brygge metrostation eller i Ørestad City? Så er der brug for dine input. Det eneste, som du skal gøre, er at udfylde et online spørgeskema om din færden omkring og oplevelse af Islands Brygge og Ørestad, og fortælle hvordan du bruger og opfatter området. Spørgeskemaet er anonymt og tager cirka 10 minutter at udfylde. Sidste mulighed for at sende dine svar er søndag den 28. februar 2021. Du finder spørgeskemaet her.

Projektgruppen

Ud over Miljøpunkt Amager, der er tovholder for projektet, består projektgruppen af Gehl Architects, Backscatter Studio Profondo, Københavns Kommune ved Copenhagen Solutions Lab og Utrecht Universitet i Holland. Projektet kommer også til at have et advisory board tilknyttet, som bl.a. omfatter ØICC, GFS Ørestad og Amager Vest Lokaludvalg.

Bygger videre på Google’s luftmålinger og erfaringer fra Vesterbro

Projektet tager udgangspunkt i de luftmålinger, som Google og Copenhagen Solutions Lab lavede tilbage i 2018/2019. Her kørte en Google StreetView bil rundt og målte luftforeningen i København gade for gade i en periode over et år.

Samtidig trækker projektet på erfaringer fra Vesterbro, hvor Gehl Architects tidligere har lavet et lignende projekt, som udmundede i en række designforslag til, hvordan man kunne indrette byrummene bedre for at skærme børnene i området mod skadelige luftpartikler.

Vil du vide mere om projektet?

Thrive Zone Amager er støttet af ICLEI Action Fund og løber til slutningen af 2021. Du kan læse mere om projektet her.

ITU bliver en del af ØICC

ITU valgte ved udgangen af januar at træde ind i ØICC. Det åbner op for helt nye samarbejdsmuligheder og projekter i ØICC partnerskabet, som i forvejen har en stærk repræsentation af teknologivirksomheder, der spænder bredt fra store internationale spillere til tech-startups. Vi har talt med prorektor for ITU Jens Christian Godskesen om deres visioner for samarbejdet med ØICC, hvad de håber at få ud af det, og hvordan de ønsker at bidrage til partnerskabet.  

Et ungt universitet i stor vækst

Efterspørgslen på kompetencer indenfor it og teknologi er stigende. Ingen branche kan undsige sig digitaliseringsbølgen, og det stiller ikke mindst nye krav til de nyuddannede, der skal ud på arbejdsmarkedet. Her er ITU en vigtig institution med en stor opgave. ”IT-Universitetet (ITU) er Danmarks yngste og mindste universitet. Vi startede som IT-Højskolen i 1999 og blev til IT-Universitetet med den nye universitetslov i 2003. Vi blev skabt, fordi der den gang var et stort behov for uddannelse af flere it-specialister. Det behov er der stadigt,” fortæller Jens Christian Godskesen.

Nyhed 1 - ITU 02.jpg

ITU er over årene vokset betydeligt og rummer i dag tre institutter: Institut for Datalogi, Institut for Digital Design og Institut for Business IT. ”Jeg plejer at sige, at vi er fordoblet i størrelse hvert 6-7 år. Den vækst håber vi at kunne fortsætte, fordi der stadig er brug for, at ITU bidrager med at skabe vækst i Danmark, hvor det digitale jo netop er den største katalysator for vækst og udvikling, både inden for den offentlige og private sektor,” understreger Jens Christian Godskesen.

ITU er faktisk vokset så meget, at de nu er vokset ud af deres egen bygning og siden sommer har lejet sig ind i lokaler hos naboen DR for at kunne rumme alle deres studerende.

Samspillet med resten af Ørestad

ITU ligger midt i Ørestad Nord, hvor kunst, kultur og uddannelse møder medier og kommunikationsteknologi. ITU deler området med andre store institutioner som Københavns Universitet, DR Byen, Nordea og Univate, som er en del af Danmarks største startupmiljø Symbion.

Nyhed 1 - Studerende 02.jpg

”Vores medlemskab af ØICC betyder, at vi kommer med i et interessant netværk i vores lokalområde. Et netværk, hvor vi kan etablere gode relationer, deltage i faglige arrangementer og samarbejde med partnerne i netværket. Vi er allerede med i et par forskningsprojekter med medlemmer af ØICC, og nogle af virksomhederne i ØICC har venligst leveret cases til vores undervisning – sådanne eksempler håber jeg, ITU kommer til at opleve meget mere af,” fortæller Jens Christian Godskesen.

ØICC har allerede gode erfaringer med at knytte stærke bånd mellem erhverv og uddannelse. ITU er det tredje universitet, som slutter sig til ØICC (de andre to er Københavns Universitet og Aalborg Universitet København), og det er til stor glæde for resten af virksomhederne i ØICC.

Visioner for fremtidige samarbejder og værdiskabelse

Prorektor Jens Christian Godskesen håber at se mange flere eksempler på gode samarbejder mellem ITU’s forskere og studerende og resten af Ørestads erhvervsliv. ”Der er mange interessante virksomheder i Ørestad for hvem det digitale er yderst centralt. Jeg er helt sikker på, at vi kunne etablere et godt samarbejde med flere af dem. Hvis nogle af ØICC’s medlemmer har digitale problemstillinger, som de tror, at ITU vil kunne hjælpe dem med, så er de hjertelig velkommen til at henvende sig til mig.”

ITU er en stærk partner ind i ØICC og har meget at byde på, når det kommer til at forstå og implementere digital transformation, som er den virkelighed, mange virksomheder kigger ind i.

Om ITU

ITU har mere end 2500 studerende og over 700 ansatte. De tilbyder uddannelser inden for softwaredesign, digital innovation & management, data science, spil, m.fl. og indgår i en række forsknings- og udviklingsprojekter. Deres mission er at levere internationalt førende undervisning og forskning, som gør Danmark usædvanlig dygtig til at skabe værdi med it. Du kan læse mere om ITU her.