Architecture in Common - Leave no one behind
Tværdisciplinært projekt om wayfinding og byrum ifm. Verdensarkitekturkongressen
Architecture in Common var et bredt samarbejde om et tværdisciplinært projekt for studerende med afsæt i København som Verdens Arkitekturhovedstad 2023 og Verdensarkitekturkongressen i Bella Center, Ørestad, 2.-6. juli 2023.
Baggrund
København var af UNESCO udnævnt til Verdens Arkitekturhovedstad 2023, og Bella Center var venue for Verdensarkitekturkongressen, hvor der forventes op imod 10.000 besøgende fra hele verden. Alle aktører fra det byggede miljø var inviteret til kongressen.
Formål
Vejen fra Bella Center metrostation til kongressens hovedindgang på den modsatte side af Bella Center var dog ikke ligetil at finde, hvis man ikke havde været der før. Dertil kom, at den nye bydel, Bella Kvarter, stadig var ved at blive bygget færdig, da kongressen finder sted. Derfor gik Danske Landskabsarkitekter sammen med NEXT, Ørestad Innovation City Copenhagen, Arkitektskolen på Det Kongelige Akademi, UIA World Congress of Architects, Københavns Kommune, Københavns Universitet, Solstra og Bella Center om en tværfaglig konkurrence.
90 studerende inden for arkitektur, landskabsarkitektur og tømrer/snedker-fagene designede i et tværfagligt samarbejde forslag til en wayfinding-strategi og opførte konkrete fysiske installationer i Ørestad City med fokus på strækningen mellem metro og indgang til kongressen. Dette skulle dels hjælpe kongressens deltagere med at finde vej, dels give de studerende erfaring med tværfaglig innovation og implementering, og endelig fik Ørestads beboere mulighed for at opleve midlertidige byrumselementer, som kunne give inspiration til mere permanente løsninger.
Resultat
ØICC’s rolle: Partner
Partnere: Arkitektskolen på Det Kongelige Akademi, Bellagroup, Danske Landskabsarkitekter, Københavns Kommune, Københavns Universitet, NEXT, Solstra, UIA World Congress of Architects, ØICC
Projektet blev lanceret 13. marts med en kick-off workshop, og de studerende tilbragte den efterfølgende uge med at udarbejde forslag. Wayfinding-strategien og de konkrete forslag blev præsenteret i form af plancher og byggede prototyper af enkelte elementer fra forslagene.
I slutningen af juni fik de studerende bygget og opstillet elementerne. Way-finding elementet var ikke så fremtrædende som planlagt, fordi anlæggelsen af områder langs vejen mod Bella Center stadig var i fuld gang. Til gengæld blev en grusplads på vejen til Verdensarkitekturkongressen forvandlet fra en parkeringsplads til en lille oase med træer, duftende planter og pavilloner, der talte til forskellige sanser. De studerende havde udformet deres byrumsmøbler i universelt design, så de kunne bruges af alle uanset eventuelle funktionsnedsættelser.
Der var fernisering på Architecture in Common - Leave No One Behind 30. juni 2023, hvor bl.a. stadsarkitekten bød de fremmødte velkomne. Kørestolsbrugere var også mødt frem og kom med input til, hvad der fungerer og ikke fungerer, når man færdes på hjul. De studerende og deres undervisere fortalte, at det havde været lærerigt at arbejde sammen med nogen med en anden professionel baggrund end éns egen.
Efter Verdensarkitekturkongressens afslutning blev de fleste af elementerne blevet afsat til forskellige steder i Ørestad, så de kunne være til gavn og glæde for bydelen i en tid fremover.
Kontakt
For mere information om projektet kan du kontakte udviklingskonsulent Anna Christine Christensen på mail: ac@oicc.dk