Hvor grønne er vi? analyse af transport-vaner i Ørestad og andre områder

En undersøgelse af hvilke byplansmæssige forhold, der fremmer grønne transportvaner i forskellige byområder

Varighed: 2019
ØICC’s rolle: Projektleder
Partnere: By & Havn, Rambøll og ØICC
trafikrapportTegnebr%C3%A6t+1%404x.jpg

BAGGRUND

Ørestad er karakteriseret ved tæt bebyggelse med nærhed til metroen, samt gode betingelser for cyklister. Ørestads byplansmæssige forhold inviterer således til, at beboere og ansatte i bydelen anvender grønne transportformer i deres dagligdag. Der fandtes dog ikke dokumentation for, hvor grønne transportvanerne i Ørestad rent faktisk var, sammenlignet med andre bydele.

FORMÅL

By & Havn, Rambøll og ØICC tog derfor initiativ til at lave en analyse af dette spørgsmål. Formålet med analysen var at undersøge, hvilke byplanmæssige forhold, der fremmer grønne transportvaner blandt borgere og ansatte i virksomheder i et byområde. I analysen anvendes en komparativ tilgang, hvor syv byområder sammenlignes i forhold til en række byplanmæssige- og beboervariable, som sammenholdes med transportvanedata for de udvalgte byområder. De syv områder er Ørestad, Indre Nordhavn, Sydhavn, Vanløse og Amager Øst, samt Solrød og Gladsaxe Kommune.

I udarbejdelsen af undersøgelsen har By & Havn og Rambøll indhentet og behandlet datagrundlaget for analysen. ØICC’s sekretariat har været pennefører. Undersøgelsens konklusioner er udarbejdet af arbejdsgruppen i fællesskab.

RESULTATER

Resultatet af arbejdsgruppens undersøgelse er en rapport, som kan hentes her. Rapporten konkluderer blandt andet, at der er en høj anvendelse af grønne transportformer i Ørestad. De grønne transportformer udgør samlet set 63 % af alle Ørestads beboeres ture, mens de grønne transportformer udgør 68 % af indpendlernes ture til og fra deres arbejdsplads i Ørestad.

Rapporten konkluderer desuden, at de metrobetjente områder Ørestad, Amager Øst og Vanløse generelt har en højere anvendelse af kollektiv transport blandt beboere og indpendlere. Undersøgelsen peger derudover på, at prisniveauet for parkering regulerer transportvanerne for beboerne i et område indtil et vist indkomstniveau. Det betyder, at relativt højere parkeringsafgifter regulerer transportvanerne i områder, hvor der er lavere indkomster, mens dette i mindre grad er tilfældet i områder med høj indkomst. Rapporten kan downloades og læses her.

kontakt

For mere information, kontakt Simon Hjortskov Christensenshc@oicc.dk.