BID ØRESTAD CITY
Samarbejdsprojekt om at skabe øget handel og byliv i gadeplan
Baggrund for projektet
Over hele lander kæmper bymidterne for at skabe et velfungerende handelsliv og få det byliv i gadeplan, som er med til at gøre byer levende. Dette gælder også i Ørestad. ØICC søgte og fik støtte fra Københavns Kommune til et BID (Business Improvement Disctict), som drives af BIDdanmark, der har arbejdet med at skabe nyt liv i mere end 35 bymidter rundt om i Danmark.
Formål og indhold
I januar 2024 blev Business Improvement District (BID) Ørestad City skudt i gang med 24 deltagere. BIDet inviterede detail- og servicebranchen i Ørestad City til et samarbejde om at styrke handlen, for at der skulle blive mere liv både i butikker og spisesteder og dermed mere liv på gaden. Deltagerne mødtes med jævne mellemrum for at samles om både kort- og langsigtede tiltag, der havde fokus på styrket wayfinding og gode oplevelser til beboere såvel som medarbejderne i de omkringliggende virksomheder og gjorde opmærksom på de unikke tilbud, Ørestad City har at byde på.
Mikkel Niess, direktør for BIDdanmark, har mange år i detailbranchen bag sig. Deres tilgang baserer sig på handling frem for snak. ”Som regel er to tredjedele af deltagernes idéer lette at omsætte til virkelighed, og vi plukker de lavthængende frugter først, så alle i bydelen kan opleve, at der sker noget. De større projekter afprøver vi som midlertidige tiltag først, så vi kan se, om de virker efter hensigten, og hvis de er en succes, vil kommunen eller omkringliggende virksomheder som regel gerne være med til at finansiere noget permanent.”
ØICC’s rolle: Projektejer
Partnere: BIDdanmark samt mange virksomheder i Ørestad City
Funding: Københavns Kommune samt lokale virksomheder
BIDet var sat til at vare tre år, hvorefter samarbejdet mellem de handlende i Ørestad City skulle være så solidt etableret, at de kunne fortsætte processen selv.
Resultater
Kendskab til hinanden: Aktører – på tværs af små og store – i Ørestad City har fået større kendskab til hinanden, så det bliver lettere at række ud til hinanden. Det resulterede bl.a. i at flere butikker blev inviteret til at have stande ved juletræstændingen i Byparken.
Vinsmagning: et fælles event blev gennemført med god interesse, både fra butikker og fra deltagere. Der er udarbejdet en drejebog for processen, og IAMLIVIN oprettede et mere smidigt betalingssystem. Vinsmagningen kan sagtens blive videreført af butikkerne, som nu har erfaringen fra forrige arrangement inde under huden.
Brug af udendørs arealer: Dette var et af de store ønsker fra deltagerne fra starten, både ift. skiltning, udendørsservering, parkering m.m. Et møde med 5 deltagere fra Københavns Kommune og 2 fra Ørestad – Grundejerforeninger og Vandlaug gav konkrete anvisninger til, hvordan man kan søge om brug af udendørsarealer, og hvad der skal til for at maksimere chancen for at få tilladelse. Det har resulterede bl.a. i fordoblingen af parkeringstiden på Kay Fiskers Plads.
Deltagelsen af de små handelsdrivende i BID Ørestad City, som startede godt, blev meget sporadisk, og der var ikke være bred praktisk opbakning til de foreslåede initiativer. Derfor lukkede BID'et i foråret 2025, og i stedet blev et andet initiativ for små handelsdrivende, LikeMinded, iværksat. Også dette projekt sigter efter at bringe mere handel og flere kunder i butikken, dog uden at kræve tid til samarbejde mellem de handelsdrivende.
